Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

N.P. Bransager

Oprindelige forfattere CCCl og HLars
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

N.P. Bransager, Niels Peter Bransager, 22.11.1873-29.3.1915, journalist, politiker. Født i Torped, Ringsted landsg, død på Vejlefjord sanatorium, begravet i Ringsted. B. tog navn efter Bransagergård i Alsted som faderen købte fem år efter hans fødsel. Han blev student fra Sorø 1892, cand. phil. 1893, studerede i tre år teologi og læste senere nationaløkonomi men tog ingen afsluttende eksamen. Hans opvækst i det radikale Midtsjælland i et hjem der var stærkt politisk engageret i kampen mod Estrupiatet vakte tidligt hans interesse for politik og samfundsproblemer. Faderen var 1892 medstifter af Venstres Folkeblad i Ringsted som B. 10 år senere blev redaktør for. Han optog også kampen mod P. A. Alberti som faderen havde opponeret imod allerede i 1887 da Alberti blev næstformand i Den sjællandske Bondestands Sparekasse. – Som student deltog B. ivrigt i studentersamfundets liv, var et par år medlem af bestyrelsen og redigerede et års tid Studenterbladet. Hans hu stod til journalistikken. For ham som for mange andre unge var Viggo Hørup forbilledet, og han kom ind ved Politiken som korrekturlæser. Derfra gled han naturligt over i journalistikken og var medarbejder ved Politiken 1895–1900. Under mærket Agricola skabte han i dansk presse en helt ny journalistik med sine landbrugsartikler, ofte prosaiske emner, men behandlet med kyndighed og overlegenhed i så fint og rammende et sprog at vel ingen på dette område har kunnet nå ham. Hans sprog var præget af jævne, klare udtryk og billeder fra det bondeliv han kendte fra sin barndom, undertiden med klang af ordsprog og Det gamle testamente, somme tider let ironisk, men hyppigere båret af en varmende optimisme og tillid til menneskene. Han var en elsker og dyrker af det danske sprog så god som nogen. Nogle få linjer fra en af hans artikler kan stå som hans journalistiske testamente: "Det er sandt, at det lødige ord ofte ligger langt fra alfarvej. Alligevel lønner det umagen at vandre over marken og finde det, hvor det ligger og skinner i muldet". Efter sit medarbejderskab ved Politiken blev B. et års tid korrespondent til venstrereformpartiets blade. 1903–07 var han formand for Provinsjournalist-foreningen og gjorde et ikke ringe arbejde for at forbedre provinsjournalisternes kår – han var således den første der fremsatte tanken om journalistkursus. 1901 overtog han udgivelsen af Den danske Regering og Rigsdag, en samling biografier udgivet i anledning af systemskiftet. Han skrev biografierne af folketingets medlemmer, men da han 1902 blev redaktør af Venstres Folkeblad i Ringsted gik afslutningen af værket over til Palle Rosenkrantz. B. gjorde hurtigt Venstres Folkeblad til et politisk dagblad der respekteredes og regnedes med. Mere og mere skuffedes han af den moderate politik som venstrereformpartiet førte efter systemskiftet, og han var blandt de første der rejste "uroen i venstre", dels i Venstres Folkeblad, dels i ugebladet Det frie Ord som han udgav fra 1904. Han var medlem af den af Ove Rode og P. Munch stiftede radikale klub og.forfattede det opråb til venstrevælgere om at samle sig i en fast organisation der efter venstrereformpartiets sprængning udgik fra den radikale klubs møde i København den 20.2.1905, og som førte til dannelsen af det radikale venstre tre måneder senere. Han var også medforfatter af partiets Odense-program og uddybede det i pjecen Om Programmet. B.s organisatoriske og agitatoriske evner kom nu til fuld udfoldelse. Han blev medlem af det nystiftede partis forretningsudvalg og satte kraftigt ind for at få oprettet radikale dagblade i de egne af landet hvor sådanne ikke fandtes og blev formand for foreningen af radikale dagblade. Han blev en meget brugt og gerne hørt agitator for sit parti, særlig på Midtsjælland, men når tid og kræfter tillod det, landet over. Hans taler var klare og letfattelige og båret af frejdighed og tro på et demokratisk samfund hvor privilegier var afskaffet og lige almindelig valgret gennemført, og af tillid til fremgang og fremskridt sådan som det 20. århundredes begyndelse tegnede sig for de mange efter systemskiftet. – Ved folketingsvalget 1906 tog B. kampen op mod daværende justitsminister P. A. Alberti i Køge-kredsen og rykkede ham med 1330 stemmer mod 1419 tæt ind på livet. Da Alberti meldte sig til politiet og tilstod falsk og bedrageri blev B. valgt i Køge-kredsen ved suppleringsvalg oktober 1908. Men da var han allerede en af sygdom mærket mand hvis sidste syv år blev en stadig, men håbløs kamp mod lungetuberkulose. Allerede som ung havde han set gammel ud med de indfaldne kinder og den blanke isse. 1906 havde han mærket de første symptomer, men først næste år blev han klar over sygdommen. Hans medlemskab af folketinget blev kortvarigt idet han p.gr.a. sygdommen ikke lod sig genopstille ved valget 1910. Sin sociale retfærdsfølelse og forståelse fra barndommen af for de grupper af husmænd og landarbejdere der skulle fremad og opad sammenfattede han under en debat om jordspørgsmålet i folketinget i et krav om ikke blot politisk men også økonomisk frigørelse, "den frimandsret som dette arbejdende folk har en naturlig ret til". B.s sidste år formede sig som en række ophold på sanatorier herhjemme, i Syden og i Norge, med mellemliggende bedringer hvor han atter tog arbejdet op selv om det kostede ham anspændelse, næsten overanstrengelse. Han fulgte med i politik og samfundsforhold, gav sine venner og meningsfæller gode råd og bevarede til det sidste evnen til at finde rammende billeder og særprægede ord.

Familie

Forældre: gårdforpagter, senere gårdejer Hans Nielsen (1844–1900) og Marie Hansen (1849–1936). Navneforandring 27.8.1907. Gift 21.12.1908 i Kbh. (Helligg.) med Ebba Leonora Norrmann (Norrman), født 25.11.1873 i Helsingborg, død 16.11.1960 i Kbh., d. af handelsmand Axel Leonard N. (1851–84) og Gustava Rasmusson (1853–88). – Bror til Anna Bransager Nielsen.

Ikonografi

Ungdomsportr. af Jens Vige. Tegn. af Emil Krause, 1899 og af Hugo Larsen (begge Kgl. bibl.). Foto. – Mindesten 1916 (Ringsted).

Annonce

Bibliografi

N.B.: Artikler og taler, udg. Venstres folkeblad, 1916. -Venstres folkeblad 29.-30.3.1915. Ove Rode: I krigens vendetegn, 1921 179–81. Dansk provinspresse. Provinsjournalistforeningen 1900–1925, 1925. Vald Koppel: Af Politikens hist. I, 1946 92f. – Papirer i Rigsark.

Referér til denne tekst ved at skrive:
C. C. Clausen, Helge Larsen: N.P. Bransager i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 19. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=287574