Merete Bonnesen, 26.3.1901-10.5.1980, journalist. Født i Kbh. (Frue), død i Karlebo, begravet i Kbh. (Vestre). B. blev student 1919 fra Ingrid Jespersens skole og studerede sammenlignende litteraturhistorie, men sluttede med at tage lærereksamen i dansk og tysk. Efter ophold i Wien, til hvis intellektuelle kosmopolitiske miljø hun i årene mellem de to verdenskrige bevarede en intim tilknytning, blev B. 1928 journalist ved Politiken, og hun forblev knyttet til dette blad. Fra 1928–40 beskæftigede hun sig dels med sociale emner, dels med skolestof, men gjorde sig i øvrigt gældende på mange områder, fortrinsvis kulturelle og udenrigspolitiske. Under den tyske besættelse unddrog B. sig skrivende virksomhed og fungerede som redaktionssekretær for det udenrigske stof. B. blev i midten af 1900-tallet en af de fineste penne i dansk journalistik. Stærkt engageret i de hændelser og personer hun vælger at skrive om eller får tildelt som opgaver i tidens løbende aktualitet, formidler hun sit ofte passionerede engagement, ubunden af ideologi, men rodfæstet i den europæiske, humanistiske tradition. Beretninger fra Norge efter den anden verdenskrig og fra Israel har indtaget en fremtrædende plads i hendes produktion. Udvalg af B.s kronikker og artikler er samlet i bogform under titlerne Passion, 1959, De ubændige, 1961 og Disse arme liv, 1966.

Familie

Forældre: mag. art., senere professor Tommy B. (1873–1935) og Inger Zøylner (1877–1954). Ugift.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Selvbiografiske betragtninger i efterskrift til De ubændige, 1961. Politiken 26.3.1961.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig