Johanne Meyer

Johanne Meyer, Johanne Marie Abrahammine Meyer, 1.7.1838-4.2.1915, journalist, kvinderetsforkæmper. Den første halve snes år af sit ægteskab boede Johanne Meyer i Nyborg hvor hendes mand drev detailhandel og herefter i København. Det er karakteristisk for Johanne Meyers samfundsmæssige indstilling at da ægteparrets børn døde som små tog hun flere plejebørn til sig og gav dem et hjem.

Tidligt blev hun optaget af spørgsmålene om forbedring af børns og kvinders retsstilling, og det førte hende ind i Dansk kvindesamfund. Her tilhørte hun den fløj som mente at DK skulle gå klart ind for kvindevalgretten og beskæftige sig med politiske spørgsmål mens flertallet ikke ønskede foreningen skulle placere sig i oppositionen mod J. B. S. Estrups regering. Hun var blandt stifterne af Kvindelig fremskridtsforening som 1886 blev dannet af de utilfredse med DKs første formand Matilde Bajer som leder, og hurtigt kom Johanne Meyer i spidsen for den nye sammenslutning. Hun havde da været ivrigt optaget af journalistisk virksomhed og var 1885 blevet knyttet til Social-Demokraten. Derigennem var hun kommet i forbindelse med kvindefagforeninger, bl.a. som foredragsholder, og det skyldtes ikke mindst hende at en række faglige kvindeforeninger 1888 sammen med Kvindelig fremskridtsforening dannede De samlede kvindeforeninger og derved opnåede det nære samarbejde med arbejderkvinderne som DK aldrig fik etableret.

Sommeren 1888 blev en stor international udstilling holdt i København, og fremskridtsforeningen arrangerede i den anledning et nordisk kvindesagsmøde hvor kravene om kvindernes politiske ligestilling og om nedskæring af de militære udgifter rejstes. Desuden blev udsendt det første nummer af Hvad vi vil, organ for kvindesagen, fredssagen og arbejdersagen, udgivet af De samlede kvindeforeninger med Johanne Meyer som redaktør.

Inden for De samlede kvindeforeninger opstod efterhånden forskellige modsætninger som 1893 førte til opløsning af sammenslutningen, og da Johanne Meyer året efter trak sig tilbage som redaktør af Hvad vi vil blev bladet opgivet. Hun kastede sig nu med umådelig energi over sine mange andre interesser. For fredssagen virkede hun som næstformand i Fredsforeningens hovedstyrelse. Afholdssagen arbejdede hun for til sin død ligesom dyrebeskyttelse og sundhedsspørgsmål optog hende. Hun var medstifter af Sundhedsforeningen 1898. Skolebørns bespisning stod hendes hjerte særlig nær, og allerede 1891 stod hun for en underskriftindsamling i København til støtte heraf. Resultatet blev 25.434 underskrifter.

Hun holdt over 1000 foredrag om emner fra kvindevalgret til dyrebeskyttelse og skrev Borgerlig Vielse og Bruderitualet, 1895, hvori hun kritiserede kirkens vielsesritual og dets underdanighedsløfte for kvinden, Barnet og det seksuelle Spørgsmål, 1906 og i Ny Kønsmoral og friere Form for Ægteskabet, 1910, kom hun ind på sine for den tid yderst liberale synspunkter. Gennem sine seneste år var hun stærkt grebet af religiøse problemer og sluttede sig til Teosofisk samfund.

Et varmt menneske var hun med umådelig virkelyst, altid optaget af at bekæmpe uret og fremme det hun fandt var ret og rimelighed.