Jens Giødwad, Jens Finsteen Giødwad, 19.7.1811-11.5.1891, journalist. Født i Ålborg, død i Kbh. (Holmens), begravet sst. (Ass.). G. blev student fra Ålborg katedralskole 1828 og cand. jur. 1832. Han var en kort tid sagførerfuldmægtig, men var således stillet økonomisk at han kunne dyrke sine interesser for statsvidenskab og økonomi. De fik en praktisk retning under indtryk af julirevolutionen og samvær med jævnaldrende som var grebet af de liberale ideer. I studieårene var han med i Orla Lehmanns studenterselskab Astræa, og der opstod et frugtbart samarbejde mellem de to vidt forskellige naturer der på mange måder supplerende hinanden: Lehmanns ildfulde udadvendte personlighed over for den stilfærdige eftertænksomme G. 1834 fik de A. P. Liunge til at modtage deres regelmæssige politiske bidrag til Kjøbenhavnsposten som herved blev liberalismens første dagblad. G. var dets ansvarlige redaktør 1837-39 og indtrådte efter en vinter i Paris i kredsen af udgivere af Fædrelandet som efter Frederik VI's død var blevet dagblad hvor nu også Lehmann skrev sine artikler. 1844-45 var G. bladets ansvarshavende redaktør. Hans navn var opført blandt udgiverne indtil 1877. I 1840erne var han i mange situationer Fædrelandets egentlige redaktør i kraft af sin omhu for så vidt muligt at holde bladet inden for de juridisk tilladte grænser, men hans had til enevældens vilkårlighed, hans strenge retsfølelse og udprægede frisind førte ham også i givne situationer til at trodse myndigheder og deres påbud og han var i så fald aldeles uforfærdet. Medregnes hans tid ved Kjøbenhavnsposten blev der 1837-48 anlagt ialt 21 retssager imod ham for overtrædelse af forordninger om bladudgivelse. Tre sager bortfaldt fordi de ikke var nået frem til endelig afgørelse 1848. I seks sager blev han frifundet, bl.a. i et tilfælde hvor han nægtede at opgive kilden til en for myndighederne generende meddelelse. I 12 retssager idømtes han ialt 2950 rbd. i bøde og blev idømt censur sammenlagt 18 år; sidstnævnte straf var dog i enevældens sidste år af en ret symbolsk karakter og blev omgået med "stråmands"-redaktører.

G.s eget forfatterskab kan ikke følges og var næppe omfattende. Han var ikke særlig produktiv som skribent, men frugtbar på ideer som medredaktørerne udformede i artikler. Hans arbejdsomhed og grundige kendskab til samfund og retsregler og hans seje vedhængen ved sine grundsætninger gav ham en betydelig indflydelse blandt de mange unge liberale medarbejdere der mere var optaget af at udforme den rammende artikel end at tænke på det blad der skulle ud næste dag. Det var en betegnende og anerkendende karakteristik D. G. Monrad gav af G. da han efter sejren over enevælden kaldte ham "husmoderen i det liberale parti". Indirekte havde G.s mange forbindelser, bl.a. med Søren Kierkegaard og Chr. Winther, også betydning for bladet. – For sig selv krævede G. intet. Han afslog en statsrevisorpost og skyede inderst inde at blive hyldet. Blindhed nødte ham 1868 til at opgive sit egentlige journalistiske arbejde, men han vedblev at færdes på redaktionen.

Familie

Forældre: købmand Anders G. (1778-1845) og Dorothea Sophie Finsteen (1790-1854). Ugift.

Ikonografi

Afbildet på satirisk tegn. af W. Marstrand, 1843 (Fr.borg). Tegn. af Constantin Hansen 1851 og 1855. Menes afbildet på sammes mal. 1860-64 af den grundlovgivende rigsforsamling (Fr.borg). Foto.

Bibliografi

Legatstifteren gross. Niels Brocks og hustru Lene Brock, f. Bredals slægt, 5. udg. ved P. J. Schmidt, 1891 18. Orla Lehmann: Efterl. skr. I, 1872 76-78. Joseph Michaelsen: Fra min samtid I, 1890 44-47. H. C. A. Lund i III. tid. 31.5.1891. Carl Ploug i Danmark for 1892, udg. Journalistforen. 49-56. Harald Jørgensen: Trykkefrihedsspørgsmålet i Danm., 1944. Chr. Kirchhoff-Larsen: Den danske presses hist. III, 1962 80-126 197-258. Ole Stender-Petersen: Kjobenhavnsposten, 1978.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig