Franz v. Jessen

Franz v. Jessen, Franz Christopher v. Jessen, 18.4.1870-31.3.1949, journalist, forfatter. Som 10-årig blev Franz v. Jessen sendt til Herlufsholm der dengang var en både hård og dårlig kostskole, og efter fire ulykkelige år kom drengen i Ribe katedralskole hvor han tog 4. klasses hovedeksamen uden at have udmærket sig i andet end fransk der i barneårene havde været almindeligt samtalesprog mellem ham og hans sprogbegavede mor. Tidlige litterære aspirationer mødte familiens modstand, og han blev ansat i Landmandsbanken i København hvorfra det efter to års forløb lykkedes ham at undslippe for i 1890 at blive redaktionssekretær ved Aarhuus Stiftstidende.

Her udgav han også månedsskriftet Jylland, en ambitiøs bestræbelse på et jysk modspil til hovedstadens åndelige dominans, men skønt det lykkedes den kun 22-årige redaktør at samle bidrag fra mange af tidens betydeligste digtere levede tidsskriftet kun et årstid. 1893–94 foretog han en uddannelsesrejse til Berlin, Wien og Paris og kom herunder til at arbejde som volontør ved nogle af samtidens mest ansete europæiske aviser, som Nationalzeitung, Neues Wiener Tageblatt og Le Temps for efter hjemkomsten at blive redaktionssekretær ved Illustreret Tidende. Her skrev han en række udenrigspolitiske artikler og biografier der førte til hans ansættelse ved de Ferslewske blade. I de følgende 13 år fra 1897–1910 virkede han som Nationaltidendes udsendte medarbejder til næsten alle epokens vigtige internationale begivenheder og erobrede gennem sine korrespondancers kyndighed og liv en fremtrædende position i dansk presse, og ikke blot i denne idet hans artikler også blev offentliggjort i skandinaviske, tyske, engelske og franske blade. Blandt hans vigtigste udsendelser i disse år var Dreyfus-affæren (1897 og flere gange senere), den græsk-tyrkiske krig 1897, USA og Antillerne i 1901–02 i anledning af forhandlingerne om salget af De dansk-vestindiske øer, oprøret i Makedonien og kongemordet i Serbien 1903, den russisk-japanske krig 1904–05, den svensk-norske unionskrise 1905 og Balkankrigene 1912 og 1913.

Et mellemspil i denne periode blev dagbladet Riget som Franz v. Jessen var chefredaktør for 1910–12, det meste af den korte tid der blev dette blad beskåret. Riget blev ligesom tidligere bladet Dannebrog, der imidlertid nu var kompromitteret ved P.A. Albertis fald, startet som organ for venstre i hovedstaden og i opposition til Politiken. Omkring Franz v. Jessen fik Riget en lovende start både kvalitativt og i udbredelse, men strandede af flere grunde. Dels havde Franz v. Jessen, trods bladets tilknytning til venstre forbeholdt sig en partipolitisk uafhængighed der i praksis ikke lod sig gennemføre, dels tilstræbte han en journalistisk seriøsitet der i et lille land måtte bukke under for det cavlingske Politikens mere populære intentioner, og endelig var chefredaktøren til trods for sine store journalistiske evner ingen god bladleder, hvad han selv var den første til at erkende.

I 1913 blev Franz v. Jessen så igen alene skrivende journalist, nu ved Berlingske Tidende der ved den første verdenskrigs udbrud i 1914 sendte ham til Paris som korrespondent. Her knyttedes han også til redaktionen af Le Temps hvor han skrev ledende artikler, særlig om Balkanlande i hvis forhold han var særlig kyndig. Hans korrespondancer om krigstidens politiske og militære begivenheder som senere om fredskonferencen 1919 og de derefter følgende internationale konferencer var for en stor del af den danske offentlighed den væsentligste kilde til oplysning om tilstanden i ententens lande, navnlig i Frankrig. Men Franz v. Jessen nøjedes nu ikke med tilskuerens rolle. Hans journalistik, specielt fra fredskonferencen, tog altid politisk sigte, og i det slesvigske spørgsmål søgte han tillige at påvirke ledende franske personligheder til gunst for sit standpunkt.

Slesvig stod i centrum for Franz v. Jessens interesser og engagement livet igennem, og det var her han kom til at øve sin betydningsfuldeste journalistiske og politiske gerning. Kulminationen i dette virke nåedes under fredskonferencen og forhandlingerne forud for genforeningen, men allerede fra barndommen havde Franz v. Jessen levet sig ind i det slesvigske spørgsmåls betydning for dansk politik og folkeliv, og det angik ham ligefrem som en arvet forpligtelse. Hans far havde som officer deltaget i begge de slesvigske krige, og længere tilbage havde mænd af hans lægt gennem flere århundreder tjent den danske krone, til dels i de højeste embedsstillinger.

Som dreng og ung mand havde Franz v. Jessen gennemvandret alle egne syd for Kongeågrænsen, og næst efter H.V. Clausen var næppe nogen kongerigsk personlighed i højere grad end Franz v. Jessen fortrolig med Sønderjyllands geografiske og nationalpolitiske forhold. 1901 udgav han Haandbog i det nordslesvigske Spørgsmaals Historie der 1906 udkom på fransk og blev en væsentlig kilde for udlandets kendskab til det slesvigske spørgsmål, ikke mindst for de allierede forhandlere under fredskonferencen.

Noget lignende gjaldt hans arbejde Frankrig og § 5, 1919 der ved den franske regerings foranstaltning blev udsendt i 30.000 eksemplarer. 1926 skrev Franz v. Jessen sammen med en af Versailles-traktatens franske hovedmedarbejdere André Tardieu, Clemenceaus højre hånd under fredsforhandlingerne som Franz v. Jessen i mange år stod nær, værket Slesvig paa Fredskonferencen (fransk udgave 1928), og her kommer hans egne synspunkter også frem. Hans opfattelse lå et sted imellem de to yderpunkter der beherskede den lidenskabelige debat i Danmark, på den ene side indlemmelse af alt hvad man ved Tysklands nederlag kunne få af det historiske Slesvig ("Danmark til Ejderen") og på den anden ønsket om en begrænsning til de områder i hvilke de dansksindede måtte vise sig i absolut flertal. Franz v. Jessen stod klart for en afgørelse ved folkeafstemning, men arbejdede for en afgrænsning af afstemningszonerne der også kunne have bragt Flensborg tilbage til Danmark til trods for selve byens tyske flertal.

Efter krigsårenes og konferencedagenes hektiske periode hvor Franz v. Jessen virkede på én gang som journalist og mere eller mindre selvbestaltet diplomat forblev han endnu et tiår i Paris som medarbejder ved Le Temps og korrespondent til Berlingske Tidende. Men det journalistiske arbejde blev ham nu mest rutine og levebrød, og han samlede sig i denne tid om historieskrivning der førte til flere betydelige arbejder.

I 1930 da han var blevet 60 år gammel besluttede han at vende tilbage til Danmark hvor hans blad Berlingske Tidende dog ikke ville give ham fast ansættelse. Han kom i stedet til Dagens Nyheder-Nationaltidende hvor han i perioden før den første verdenskrig havde vundet sit navn. Hjemkomsten blev ham en skuffelse. Efter den lange udlændighed følte han sig i nogen grad som en fremmed og var isoleret på bladet under de urolige redaktionelle og ejermæssige omskiftelser i begyndelsen af trediverne. Men han skrev i disse år endnu et hovedværk i litteraturen om Sønderjylland, Haandbog i det slesvigske Spørgsmaals Historie 1900–1937, og journalistisk udførte han et mesterstykke, da det 1931–32 på udenrigsministeriets foranledning blev ham overdraget for hele den danske presse at referere den dansk-norske Grønlandsstrid for den internationale domstol i Haag. Hans referat blev samtidig den danske stats referat af processen. Ved Danmarks besættelse den 9.4.1940 var det Franz v. Jessen der skrev den ledende artikel der den følgende morgen stod i Nationaltidende, og i hvilken det modigt blev sagt at fra denne dag stod det ikke mere til troende hvad der blev skrevet i den danske presse. Allerede dagen efter forbød den tyske besættelsesmagt Franz v. Jessen at skrive i pressen. I de fem år forbudet kom til at gælde fik han tid til på grundlag af tidligere udsendte memoirebøger at udarbejde et bredt anlagt erindringsværk i fem store bind Mit Livs Egne, Hændelser, Mennesker, 1943–46. Den 5.5.1945 skrev han den pompøse befrielsesleder i Berlingske Tidende hvortil han kort forinden atter var blevet knyttet.

Foruden erindringsværket og de forud nævnte arbejder om det slesvigske spørgsmål udgav Franz v. Jessen en del af sine storpolitiske skildringer fra tiden før første verdenskrig i bøgerne Egne, jeg saa, 1906, Begivenheder, jeg oplevede, 1907, Mennesker, jeg mødte, 1908 og Mænd og Kampe paa Balkan, 1913. Fra samme periode stammer hans eneste skønlitterære arbejde, romanen Katja, 1912 der er oversat til otte sprog. Hans vigtigste arbejde som historieskriver er værket En slesvigsk Statsmand. Dansk Udenrigspolitik i Tiden 1680–1703, en monografi i tre bind af Thomas Balthazar v. Jessen der udkom 1930–41. Blandt andre skrifter er en Bibliographie de la littérature française relative au Danemark, 1924, ligesom hans fortrolighed med danske forbindelser med Frankrig er udmøntet i hans redaktion af samleværket Danske i Paris gennem Tiderne I–II. 1936–38.

I samtidens danske journalistik var Franz v. Jessen den mest fremtrædende skikkelse ved siden af den noget ældre Henrik Cavling. Men han repræsenterede i meget en næsten diametral modsætning til denne den moderne populærpresses pioner i Norden. Deres mål for pressen, deres stil som deres personlige fremtoningspræg kunne næppe være mere forskellige. I fremstillingen af kendsgerninger var Franz v. Jessen pinlig nøjagtig, han arbejdede selv i døgnets reportage med næsten videnskabelig omhu og ud fra efterhånden leksikalske kundskaber. Hans stil havde ikke fikse sløjfer, men nok i sin ciselerede prægnans pompøse overtoner. Den umådelige betydning han tillagde pressen samfundsmæssigt og kulturelt overførte han til journalisten som person, og her lagde han så at sige selv krop til gennem en gennemført værdighed i sin optræden, præget af ambassadorial pondus og courtoisie. Hans væremåde, hans stil, der undertiden nærmede sig det svulstige, hans lidt pretentiøse måde at tale på kunne virke arkaisk, men den var en bevidst valgt form der skulle bidrage til at give den journalistiske profession højere rang i samfundet end den før havde haft. Det opnåede han også, ialtfald for sit eget vedkommende.