Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Erik Seidenfaden

Oprindelig forfatter VeJes

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Erik Seidenfaden, 24.4.1910-13.4.1990, journalist, redaktør. Erik Seidenfaden vaklede som ung mellem litteraturstudiet og journalistikken. Efter klassisksproglig studentereksamen fra Sorø akademi 1928 studerede han sammenlignende litteratur i Kbh., Paris (Sorbonne) og Grenoble og gik på journalistskole i Paris, og endnu efter at han 1931 var blevet ansat på Dagens Nyheder (Nationaltidende) i Kbh. overvejede han en litteraturvidenskabelig karriere. Men med sit samfundsengagement, skrivetalent og sin vilje til indflydelse måtte han vælge avisen, og hans uddannelsesbaggrund og sprognemme pegede på udenrigsjournalistikken. Han fik på Dagens Nyheder et nært forhold til bladets udenrigsmedarbejder, den stærkt antinazistiske Nic. Blædel (hvis efterladte værk Forbrydelse og Dumhed Erik Seidenfaden udgav 1945) og blev sendt på reportagerejser til udlandet, således til Hitlers valgkamp før magtovertagelsen jan. 1933 og senere s.å. til nazismens Tyskland hvis situation han skildrede så åbent at de nye magthavere truede med at arrestere ham. 1935 blev han London-korrespondent for Dagens Nyheder, derefter for Berlingske Tidende hvortil Blædel nu var knyttet. Umiddelbart efter den spanske borgerkrigs udbrud juli 1936 nåede han ind i Spanien og korresponderede fra regeringssiden af fronten. Med Borgerkrig i Spanien, 1937 prægede han for alvor sit navn i offentlighedens bevidsthed som udenrigsskribent. Allerede i den anslås et tilbagevendende tema for hans meningsdannende journalistik: "Det er et åbent spørgsmål, om demokratierne i det lange løb tjener fredens sag ved stadig at finde sig i angrebet, hvadenten det er direkte som i Abessinien eller indirekte som i Spanien, og stadig vil betale den pris diktatorerne forlanger for at bevare freden". 1937 ansattes han ved Politikens hovedredaktion i Kbh. som udlands-redaktionssekretær.

Trods sin hidtidige tilknytning til konservative aviser var Erik Seidenfaden af kulturel grundholdning radikal men hans militante stillingtagen til den stadig stærkere nazistiske trussel harmonerede ikke med hverken det radikale partis eller Politikens, hvis daværende bestyrelsesformand Erik Scavenius gjorde sig stærkt gældende på redaktionens indre linjer med sine udenrigspolitiske synspunkter. En artikel dec. 1937 i tidsskriftet Kulturkampen, Indre Frihed i Pant for Ydre, med et hvast angreb på Stauning-Munch-regeringens og pressens eftergivenhed over for nazistisk pression var skrevet af Erik Seidenfaden, selv om Peter P. Rohde lagde navn til. På reportagerejser i de følgende år fulgte Erik Seidenfaden den nazistiske ekspansion og da tyskerne 9.4.1940 besatte Danmark og invaderede Norge var han i Oslo for at rapportere om situationen efter den allierede mineudlægning i norske farvande. I tvivl om egen fremtidig placering under de totalt ændrede vilkår nåede han via Sverige til fronten nord for Trondheim netop som de engelsk-franske ekspeditionsstyrker brød sammen og han valgte i slutningen af april at tage tilbage til Kbh. Politiken stationerede ham nu i Rom for at have en observatør i det neutrale Italien men da landet i juni trådte ind i krigen vendte han atter hjem til bladets redaktionssekretariat. Han blev aktiv i de voksende illegale rørelser med bl.a. efterretningsvirksomhed til England og opretholdt kontakt med modstandsmanden Ebbe Munck i Stockholm. Hans nære ven Sten Gudme rejste 1941 efter britisk ønske til England som repræsentant for den danske hjemmefront, og da de første faldskærmsfolk Carl Johan Bruhn og Mogens Hammer 27.12.1941 blev kastet ned ved Haslev var de af Gudme instrueret om at opsøge Erik Seidenfaden. Bruhn dræbtes ved nedkastningen men Hammer nåede frem til Erik Seidenfaden som også kontaktedes af efterfølgende faldskærmsfolk. Deres organisation blev sept. 1942 revet op, Erik Seidenfaden følte sin position usikker og fik arrangeret en korrespondentstilling for Politiken i Stockholm som han tiltrådte 1.1.1943. Under dække af den startede han en oplysningsvirksomhed over for Sverige og de allierede om den danske modstandsbevægelse men bestræbte sig samtidig for at "forklare og forsvare" den officielle danske politik. Et udtryk herfor var bogen Hitler beskyddar Danmark, 1943, udsendt under pseudonymet Erik Ring. Ved formidlingen af efterretninger fra Danmark ønskede Erik Seidenfaden nok at informere men samtidig – navnlig gennem de britiske radioudsendelser til Danmark – at stimulere den voksende danske modstand og derigennem medvirke til en omvurdering hos de allierede af Danmark. Andre danske journalister i Stockholm arbejdede efter samme retningslinjer og fra 29.8.1943 da tyskerne overtog al magt i Danmark samordnedes disse bestræbelser gennem Dansk pressetjeneste med Erik Seidenfaden som chef. Hans arbejde for Politiken faldt bort. DPT udvikledes til en omfattende virksomhed med omkring 40 faste medarbejdere og et stort antal svenske, engelske og amerikanske aviser, radiostationer og nyhedsbureauer som kunder. Erik Seidenfaden blev inddraget i modstandspolitiske beslutningsprocesser, var medlem af modstandsbevægelsens kontaktudvalg i Stockholm og gentagne gange i Danmark til illegale forhandlinger.

Efter det tyske sammenbrud maj 1945 da modstandsbevægelsens popularitet toppede blev medlem af frihedsrådet Aage Schoch chefredaktør for Berlingske Tidende og et flertal i Politikens bestyrelse ønskede at placere Erik Seidenfaden i samme position på Politiken. Men bladets medarbejdere modsatte sig det, dels af loyalitet over for Politikens redaktør siden 1931 Niels Hasager, dels nok også af uvilje mod personen Erik Seidenfaden der især i de yngre år svøbte sig i distance og "så på folk gennem næseborene". Bestyrelsen droppede derefter udnævnelsen og Erik Seidenfaden tog sin afsked fra Politiken. Sammen med Sten Gudme startede han okt. 1945 det udenrigspolitiske tidsskrift Fremtiden hvis redaktør han var til 1968.

Annonce

Da Børge Outze ved befrielsen omskabte Information fra illegalt nyhedsorgan til legalt dagblad – "modstandsbevægelsens avis" – havde Erik Seidenfaden været med til forberedelserne. Efter bruddet med Politiken knyttedes han til Information og indtrådte 1946 i dets chefredaktion. Der var og kom andre redaktører, men i 20 år tegnede Outze og Erik Seidenfaden i offentlighedens bevidsthed bladet og er som redaktør-par gået over i pressehistorien sammen med den unge Information der økonomisk gik fra krise til krise men på en række områder anlagde en ny bladpolitisk stil med afsmittende virkning på den øvrige presse, navnlig hvad angik den åbne debat og uafhængigheden af partier og organisationer.

Samarbejdet mellem Outze og Erik Seidenfaden var uden nær personlig forbundethed men præget af stor gensidig loyalitet og respekt. Erik Seidenfaden var den centrale organisator af redaktionsarbejdet men hæmmedes i sine samordnende bestræbelser af et individualistisk, for ikke at sige anarkistisk element der levede videre på bladet som en arv fra illegaliteten. Det skabte til gengæld udfoldelsesmuligheder for de skrivende talenter Erik Seidenfaden altid var på jagt efter. Ikke mindst inden for kulturstoffet – hvor han selv i en periode fungerede som teateranmelder – drev han yngelpleje i stor stil og måtte i årenes løb se en lang række lovende navne springe fra Information til de større og rigere bladhuse. Måske følte han sig, med sit københavnsk-radikale udgangspunkt som hans efterkrigspolitiske holdninger stred imod, kulturelt noget hjemløs. Han fremmede med positivt engagement "kultursammenstødet" i Information mellem brandesiansk radikalisme og grundtvigsk folkelighed, begge blandt avisens bag-grundsmiljøer. Men først og sidst var det som kommentatorer, opinionsdannere, Outze og Erik Seidenfaden fik ry. De ville genrejse respekten for den ledende artikel, "spidsen", som derfor blev personlig i formen, signeret, ofte meget lang – og kom på forsiden. Også i det meget brede emnevalg var Informations lederpolitik fornyende. 1948 udgav Outze og Erik Seidenfaden udvalgte "Spidser". Mens sprogfænomenet Outzes stil glimrede ved sin "mundtlige" ligefremhed var Erik Seidenfaden den analyserende, intellektuelt bestemte skribent, i hvis sætninger hjernevriddet ofte sad som knaster men hvis artikler alligevel fremtrådte som stilistiske helheder, med en ironi, sarkasme og sproglig opfindsomhed der kunne give dem eksplosiv virkning som deres mest karakteristiske træk. I de bedste ting fra årene på Information er Erik Seidenfaden på højde med den Viggo Hørup hvis forsvarspolitiske eftervirkninger han i øvrigt helst ser udslettet. Netop i forsvars- og udenrigspolitikken markerede den unge Information sig klarest og her udøvede Erik Seidenfaden sin stærkeste indflydelse, baseret i lige grad på sagkundskab, realistisk skarpsyn og perspektiv, målbevidsthed og stilistisk evne. Hans kampagne for dansk tilslutning til NATO 1949 havde mægtig gennemslagskraft. Han var en konsekvent fortaler for Danmarks militære og politiske forankring i den vestlige verden, herunder EF – ikke blot som skribent, men også som foredragsholder bl.a. i radioen. Fra midten af 50erne udgav han en række fortrinsvis refererende og analyserende udenrigspolitiske skrifter, bl.a. Den hellige krig om det hellige land, 1956, Atomvåbnene og udenrigspolitiken, 1958, Luft mellem magtblokkene?, 1959 og Vejene til Europa (dvs. EF), 1970.

Erik Seidenfaden var medlem af Det udenrigspolitiske selskabs bestyrelse fra stiftelsen 1946 og var også internationalt placeret som storpolitisk ekspert: 1965–75 var han medlem af The Council of the International Institute for Strategie Studies i London og siden 1976 af The Trilateral Commission.

Af politisk grundholdning var Erik Seidenfaden hvad man kan kalde pragmatiskliberal, vagtsom over for såvel tidens nivellerende tendenser som de politiske ideologiers forkalkninger. Han og Information fulgte fra første færd Thorkil Kristensens politiske indsats med stor og positiv interesse.

1964–65 var Erik Seidenfaden ledende senior i Studenterforeningen i Kbh., opstillet bl.a. af en konservativ fraktion, og ved årsskiftet 1965–66 brød han op fra Information for at blive direktør for det danske studenterhus i Paris. 1967 trådte han ud af bladets bestyrelse. Bag dette opbrud – hvorom Erling Bjøl siden skrev at "dansk presse havde ikke rigtig plads til sit største talent og sin betydeligste personlighed" – lå dels en naturlig træthed efter mange års arbejde for overhovedet at holde Information i live, dels nok også en frustrerende erkendelse af at han i sin stillingtagen til tidens spørgsmål var kommet ud af trit med den øvrige redaktions dominerende kræfter (Outze skrev op gennem 60erne på et værk om besættelsestiden og deltog mindre i bladets liv). Efter hans afgang svingede Information da også om og blev venstrefløjens talerør. Erik Seidenfaden opgav ikke helt journalistisk virksomhed ved sin bosættelse i Paris. Han korresponderede først til Information, fra 1967 til Berlingske Tidende, fra 1980 til Politiken og var samtidig fra 1975 korrespondent til radioavisen. Han tiltrådte sit nye hverv netop som det trak sammen til studenteroprøret 1968, blev som de andre studenterhus-direktører kastet ud i problemer men fik dem udjævnet og konsoliderede sin stilling, så han blev valgt til fællestillidsmand for direktørerne og kom i studenterbyens administrationsråd. Med udgangen af 1982 trak Erik Seidenfaden sig tilbage fra direktørposten. Hans bidrag til den offentlige debat blev nu meget sjældne men 1982 kom et udvalg af hans artikler: Frederiksholms Kanal og verdenshavet. Erik Seidenfaden var desuden medarbejder ved Dansk biografisk leksikon, 3. udg.

Familie

Erik Seidenfaden blev født i Hasle; begravet på Ordrup kirkegård.

Forældre: herredsfuldmægtig, senere politidirektør Aage S. (1877–1966) og Anna E. R. T. Harck (1887–1928). Gift 1. gang 11.9.1935 i London med Jytte Kaastrup Olsen, født 19.3.1913 i Kbh. (gift 2. gang 1953 med forlagsdirektør Tor Bonnier, 1883–1976), d. af grosserer Sophus K. O. (1886–1937) og Ebba Poupliér (1884–1968). Ægteskabet opløst 1951. Gift 2. gang 22.10.1953 i Gentofte (b.v.) med præst Lone Knutzon, født 20.8.1923 i Kbh., død 25.4.1978 sst., d. af sceneinstruktør Per K. (1897–1948) og skuespiller Jenny Larsen (1897-1983). – Bror til Gunnar S.

Udnævnelser

R. 1974. R1. 1982.

Ikonografi

Tegn. af Ib Spang Olsen og Amelia Hastings (London). Foto.

Bibliografi

Kilder. Erindr, i Berl. tid. 1.10., 8.10., 15.10. og 22.10.1967. S. m.fl. i Information 5.5.1970. Interview i Politiken 4.5.1980 (optr. i Nye Ninka interviews, 1980 55–64).

Lit. Jørgen Hæstrup: Kontakt med England, 1954. Samme: Hemmelig alliance I-I I, 1959. Dagens nyheder 24.4.1960. Jeremy Bennett: British broadcasting and the Danish résistance movement 1940–45, Cambr. 1966. Povl Sabroe i Pressehist. årbog, 1969 65f. Børge Outze: Sådan begyndte det, 1970. Peter P. Rohde: Midt i en ismetid, 1970. Viggo Sjøqvist: Erik Scavenius I-II, 1973. Paul Hammerich: En Danmarkskrønike I-III, 1976–80. Jytte Bonnier: Jeg gik mig over tid og sted, 1979. J. B. Holmgård i 100 publicister om 100 publicister, red. Paul Hammerich og Bent A. Koch, 1980 228–30. Erling Bjøl i E. S.: Frederiksholms kanal og verdenshavet, 1982.

Papirer i Rigsark.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Verner Jespersen: Erik Seidenfaden i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 17. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=297359