Emil Bjerring

Emil Bjerring, Emil Albert Edouard Bjerring, 21.8.1837-5.10.1896, journalist. Født på Frbg, død sst., begravet sst. Ugift. B. blev student 1857, privat dimitteret. Hans juridiske studium forsinkedes noget, dels af hans æstetiske og selskabelige interesser der havde god jordbund i hans livlige, kultiverede fædrenehjem, dels fordi han, tilskyndet af sin stærke nationalfølelse, 1861 lod sig uddanne til sekondløjtnant i infanteriets reserve og 1864 gjorde hele felttoget med. Han udmærkede sig under kampen 18.4. Efter 1868 at have taget embedseksamen knyttedes han til Dagbladet som politisk referent og teateranmelder. Han skrev let og sikkert og var også en mand med meninger, men hans tilbageholdende, afvejende personlighed var ikke egnet til at skaffe ham nogen fremragende stilling i den offentlige debat, og det var først da han 1878 blev redaktionssekretær ved det nyoprettede Nationaltidende han fik betydning i dansk journalistiks historie. Efterhånden som det Ferslewske bladforetagende udviklede sig, fik mangfoldigere læsekreds, stof og medarbejderstab og optog ældre konservative aviser, steg kravene til den daglige organisator og leder der iværksatte og kontrollerede i højere grad end han skrev, og for denne nye journalisttype var B. en fortrinlig repræsentant i kraft af sit overblik, sin omhu, sin takt og menneskeforståelse og sit væsens forening af smidighed og fasthed. Han blev hovedmanden i den praktiske redaktion længe inden han 1893 udnævntes til chefredaktør for Nationaltidende og for foretagendets fællesstof, og i stilhed bidrog han meget til at anlægge bladets grundlinier. Uagtet han stod fremmed for mange moderne foreteelser i politik og litteratur søgte han, navnlig i 1880ernes begyndelse, at knytte unge talenter til bladet selv om de ikke delte dets anskuelser; størst betydning fik her hans interesse for Herman Bang der bevarede en varm taknemmelighed for hans støtte og vejledning og har skildret ham i romanen Stuk som redaktør Sundt. I det hele var B. højt vurderet af sit personale for den loyalitet og hjælpsomhed der lå bag hans undertiden lidt butte form, og havde han kun en ringe plads i den store offentligheds bevidsthed kendte alle hans standsfæller hans gode egenskaber. Han var medstifter af Journalistforeningen 1880, dens formand 1888–93, og under hans ledelse udvidedes den til at omfatte medarbejdere ved alle partiers blade.