• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Carl Ploug

Oprindelig forfatter HLars
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Carl Ploug, Carl Parmo Ploug, 29.10.1813-27.10.1894, forfatter journalist, politiker. Født i Kolding, død i Kbh., begravet sst. (Vestre). P. havde som dreng et stærkt følelsesliv og en levende fantasi der næredes af slotsruinen højt over Kolding og grænsen til Slesvig kort uden for byen og fyldte hans sind med drømme om historiske bedrifter. 16 år gammel dimitteredes han 1829 som student og begyndte at studere teologi i Kbh., men opgav det hurtigt i protest mod en pietistisk onkels påvirkning. Efter en tids beskæftigelse med filologi samlede han sig om historie og litteratur, men tog aldrig nogen embedseksamen. Vanskelige økonomiske forhold, optagethed af studenterlivet og uro i sindet var baggrunden, og da han 1833 flyttede ind på Regensen opslugtes han helt af studenterlivet og det begyndende liberale røre. Hurtigt blev han den ledende oprører mod regensprovsten F. C. Petersens snæversyn. Provstens forbud mod regensianernes fastelavnsløjer besvarede han med sine Atellaner, udgivet 1904 (Studenterkomedier, udg. Axel Sørensen) og 1913. Det var studenterkomedier med litterær og politisk satire i et kraftigt sprog. I tidens liberale ånd var der drøje hug til enevælde og andre autoriteter og i Kjærlighed under Karantæne, 1842, med sangen Længe var Nordens herlige Stamme spaltet i trende sygnende Skud trådte P. frem som den skandinavismens poet han blev fremfor nogen. Ved siden af forfatterskabet var det P.s mod, hans klart fastholdte synspunkter, hans til tider overdrevent pompøse retorik, hans trang til at handle og hans organisationstalent der gjorde ham til studenterfører. Da Regensens læseforening praktisk talt blev afskaffet 1839 stiftede han resolut en ny akademisk læseforening Academicum.

P. så beundrende op til Orla Lehmann der havde mærket sig den tre år yngre P.s evner, og da Lehmann 1841 mente at måtte træde ud af Fædrelandets redaktion på sin vej mod erhvervelse af bestalling som højesteretssagfører fik han P. knyttet til bladet. 12.5.1841 stod P.s navn første gang anført som redaktør. Dermed indledte han sin egentlige livsgerning der varede til året før Fædrelandet 1882 gik ind. Sammen med Jens Giødwad fastholdt og udbyggede han gennem 1840erne Fædrelandets førende stilling som oppositionsblad mod enevælden og som de nationalliberales organ gennem 1850erne og 1860erne. Journalist i ordets egentlige betydning var P. ikke. Det daglige arbejde med bladets tilrettelæggelse og omsorg for at alt væsentligt kom med interesserede ham ikke. Det tog Giødwad sig af. Økonomien havde heller ikke hans interesse. Men med sit engagement i kampen mod enevælden og for liberalismen, skandinavismen og danskheden i Slesvig prægede han bladet gennem sine ofte meget polemiske artikler, til tider hensynsløs i angreb. Det samme stærke personlige engagement prægede hans taler ved de nordiske studentermøder og ved folkefesterne på Skamlingsbanken i 1840erne. Han var ét med det han stred for. Naturligt måtte Fædrelandet komme til at stå i centrum 1848 og gik med al sin styrke ind for Ejderpolitikken, omend P. senere under den voksende reaktion i Europa som andre liberale ledere hældede mod Slesvigs deling, men årene før 1864 gik han i opposition mod C. C. Halls søgende politik og blev igen den ubetingede forkæmper for Ejderpolitikken. Nederlaget mod Preussen 1864 ramte ham derfor også med frygtelig kraft. – P.s politiske indsats stod ikke mål med hans journalistiske. Han valgtes til den grundlovgivende rigsdag i sin hjemby Kolding 1848, var valgt til folketinget i Svendborgkredsen 1854-58 og sad i landstinget 1858-90, fra 1866 valgt i Kbh. Han havde stemt for almindelig valgret ved grundlovens vedtagelse og stod i 1850erne i mange sager på de nationalliberales venstre fløj, ofte sammen med bondevennerne uden dog at dele deres demokratiske holdning. For ham betød den frie forfatning først og fremmest politisk frihed, pressefrihed og personlig frihed. Personlighedens udvikling under frie forhold forudsatte efter hans opfattelse en dannelse som bønderne ikke var i besiddelse af. Han kunne 1867 modsat sit parti stemme sammen med venstre for valgmenighedsloven, men han var og blev akademikeren der i venstres politik så "seminaristisk sludder" og skrev hånligt om "transtøvlerne" der ville regere landet. En hektisk politisk aktivitet udfoldede han 1863 da skandinavismen tilsyneladende svingede fra det lyrisk-festlige til politik.

P. havde tidligere taget til orde for en dynastisk union af de nordiske stater, og da de tre danske ministre D. G. Monrad, Orla Lehmann og C. C. Hall 1863 henvendte sig til den svenske gesandt om en sådan union med ændring af den danske tronfølge fik P. nys derom og satte alle sine kræfter ind på sagen gennem påvirkning af svenske aviser og direkte henvendelse til den svenske konge Karl XV. Der kom intet ud af planerne, men P. bragte dog i december 1863 foran den truende krig med Preussen telegram om at "de 22 000 og han selv" (Karl XV) ville komme Danmark til hjælp. – P. havde fulgt sit parti i dets drejning mod højre, stemte for den reviderede grundlov 1866 og vendte sig med stor skarphed mod det forenede venstre og dets krav om parlamentarisme. Alt det nye der brød frem i begyndelsen af 1870erne var ham imod, brandesianismen i særdeleshed. 1878-80 kom det til et voldsomt opgør mellem ham og nogle af det litterære venstres mænd, bl.a. Holger Drachmann, V. Pingel og S. Schandorph. Med P.s overtagelse af formandskabet i højres arbejder- og vælgerforening 1883-93 var sammensmeltningen med højre en realitet. Mange anså ham for en frafalden, men næppe med rette. Han holdt stejlt fast ved de idealer han var grebet af som ung og forstod ikke at forholdene ændrede sig. Det folk han ville tjene var et ganske andet end det han var med til at vække 40 år tidligere. Han forstod heller ikke at sådan måtte det gå når en fri forfatning med almindelig valgret var indført og gamle standsprivilegier ophævet. Det var P.s fortjeneste at han gennem Fædrelandet i et par tiår prægede den offentlige debat, især i Kbh. og i akademiske kredse landet over, så stærkt endog at han i perioder var den offentlige mening. Hans position afsvækkedes noget da C. St. A. Bille 1851 begyndte udgivelsen af Dagbladet. Den reduceredes yderligere da P. efter 1864 var lammet både af nederlaget i krigen og skandinavismens sammenbrud. Ved hans fratræden 1881 var bladet så svækket at efterfølgerne kun holdt det gående et lille årstid. Som politiker forfægtede han i rigsdagen sit blads synspunkter og hørtes med interesse, men nogen ledende stilling fik han ikke blandt de liberale politikere. Som digter var han lejlighedsdigter par excellence. Mangfoldige digte fra festlige lejligheder og historiske begivenheder foreligger fra hans hånd. De fleste var så knyttet til nuet og ofte så pompøse at de næppe længere har læserens interesse ud over det rent historiske. Undtagelser er Paaskeklokken kimed mildt om det danske nederlag ved Slesvig 1848 og kantaten ved Kbh.s universitets 400 års jubilæum 1879. Der er genklang af guldaldertidens digtning i en del af hans poesi, men det hårde og buldrende der kunne præge hans journalistik dominerer hyppigt. Helt uden lejlighedsdigtets karakter er hans smukke digte til den 21 år yngre hustru. Og hans i folkevisestil skrevne Husker du i Høst har overlevet alt. - Dr.phil.h.c. i Lund 1877. – Sønnen Hother Ploug, født 17.7.1856, død 6.8.1932, blev student 1873, cand. jur. 1880 og efter en tid i Kbh.s magistrat og som sagførerfuldmægtig blev han 1888 ansat i kultusministeriet hvorfra han afgik som kontorchef 1914. Han udgav en del kompositioner til danske digteres værker samt en skildring af faderen Carl Ploug I, 1813-48, 1905, der dog forblev uafsluttet. R. 1909.

Annonce

Familie

Forældre: adjunkt, senere overlærer Christian Frederik P. (1774-1837) og Parmone Caroline (Line) Petersen (1784-1860). Gift 6.6.1854 i Kbh. (Vartov) med Frederikke Elisabeth Michelsen, født 7.3.1834 i Nakskov, død 5.2. 1904 i Kbh., d. af kateket i Nakskov, senere sognepræst i Thisted, provst Marcus Christian Vilhelm M. (1804-55, gift 2. gang 1841 med Marie Amalie Hansen, 1815-89) og Frederikke Vilhelmine Faber (1810-91, gift 2. gang 1840 med grosserer, vicekonsul Alfred Hage, 1803-72).

Udnævnelser

Grundlovsmedaljen i guld 1855. – R. 1872. DM. 1874. K.2 1888.

Ikonografi

Litografi efter tegn. af V. Marstrand. Træsnit 1886 efter daguerreotypi fra 1840'erne. Afbildet på litografi af Regensen 1843 og på satirisk tegn. af Marstrand ca. 1843 (Fr.borg). Tegn. af N. Henriques, 1846 (Kgl.bibl.). Tegn. af Constantin Hansen (Kolding kunstforen.), litograferet 1855 og i Neu Ruppin, i træsnit 1862 og 1864. Buste af H. V. Bissen, 1857 (gips på St.mus. og glyptoteket, marmor på Nivågård) og buste efter denne af V. Bissen (Studenterforen.). Afbildet på Constantin Hansens skitse, 1860, til grundlovsbillede (St.mus.). Mal. af samme 1861-62 (folketinget) og 1863. Afbildet på sammes mal. 1860-64 af den grundlovgivende rigsforsamling 1848 (Fr. borg), skitse dertil (folketinget). Træsnit 1861 efter tegn. af H. Olrik og s.å. efter daguerreotypi. Afbildet på akvarel af studenterne på Drottningholm 1856 af P. C. Skovgaard. Mal. af Constantin Hansen, 1867, af samme scene (Fr.borg). Træsnit 1868, af E. Skill 1870 og af C. L. Sandberg 1871. Litografi 1872. Træsnit 1875. Mal. af F. Vermehren, 1877 (Kolding kunstforen.). Træsnit 1879 og træsnit efter dette af H. P. Hansen, 1886. Træsnit af samme, 1879, træsnit efter dette af J. Sørensen s.å. og 1883. Træsnit 1879. Litografi af I. W. Tegner, 1879. Træsnit af H. P. Hansen, 1881. Tre satiriske tegn. af K. Gamborg 1887-90 (Fr.borg). Træsnit 1888. Mal. af Carl Bloch, 1888 (Fr.borg). Tegn. af Gerh. Blom, 1895 (Kgl.bibl.). Relief af V. Bissen (gravstenen). Buste af samme, 1895 (H. C. Andersens boulevard 6, Kbh.). Afbildet på Rasmus Christiansens tegn., 1902, af Fædrelandets redaktionskontor ca. 1845. Foto. – Mindesten af Carl Martin-Hansen efter tegn. af Lorentz Frølich, 1899 (slotshaven i Kolding). Mindeplade på fødehuset i Kolding 1913.

Bibliografi

Udg. Digte, udg. Hother Ploug I-II, 1901.

Kilder. Af Orla Lehmanns papirer, udg. Jul. Clausen, 1903 45-48 69-72 79f 137-40) 151-53 195f (breve). A. D. Jørgensen: Breve, udg. Harald Jørgensen, 1939 43f 98f 151 339-43. Danske politiske breve, udg. Povl Bagge m.fl. I-IV, 1945-58.

Lit. P. G. Bang i Hist. t. 3.r.VI, 1867-69 130. O. Müller sst. 147 150. Hother Ploug sst. 7.r.III, 1900-02 349-68 (heri aktstykker). Aage Friis sst. 10.r.III, 1934-36 620-38. Otto Borchsenius: Fra fyrrerne I, 1878 174-245. Vilh. Topsøe: Politiske portrætstudier, 1878 214-25. Viggo Hørup i Morgenbladet I.-2.10.1881. N. Neergaard: Under junigrundloven I-II, 1892-1916 (reproudg. 1973). Nic. Bøgh: Til minde om C. P., 1895. Ernst v.d. Recke i C. P.: Efterl. digte, 1895 IX-XCI (optr. i sammes Digte II, 1901 I-LXVII). H. C. A. Lund: Studenterforen.s hist. I-II. 1896-98. Jul. Clausen: Skandinavismen, 1900. Hother Ploug: C. P., 1905. Erik Henrichsen: Mændene fra 48, 1911 113-24. Oskar Schlichtkrull i Poul Rytter ɔ: C. P.: Sylvesternat, 1913 I-XXXXIV. A. F. Krieger: Dagbøger I-VIII, 1920-43. Kn. Fabricius: Regensen, 1923-25. Hans Brix: Danm.s digtere, 1925-26(3. udg. 1962). Hakon Stangerup: Kulturkampen I-II, 1946. Samme: Dagens gerning, 1958 80-90. Paul V. Rubow: Epigonerne, 1956 24-43. Chr. Kirchhoff-Larsen: Den danske presses hist. III, 1962 197-258. Papirer iKgl.bibl. og Rigsark.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Helge Larsen: Carl Ploug i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 19. oktober 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=295807