Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

C.A. Clemmensen

Oprindelige forfattere HLars og PStav
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

C.A. Clemmensen, Christian Albert Clemmensen, 19.2.1869-27.12.1937, journalist, forfatter. Født i Kbh. (Garn.), død i Kbh., begravet i Hellerup. C. blev student 1887 fra Østre borgerdydskole, var privatlærer i latin og fransk 1890-99, medarbejder ved "Samfundet", 1899-1905 og ved Nationaltidende (fra 1931 Dagens Nyheder) siden 1905. Han var formand for Journalistforeningen 1926-30 og medlem af Dansk arbejdes repræsentantskab og af Den internationale journalistiske æresret i Haag. - C.s journalistiske virksomhed omfattede københavnsk kommunalpolitik hvor han støttede den borgerlige politik i dens forskellige faser som "antisocialistisk" og "fællesborgerlig" samt de faglige konflikter på arbejdsmarkedet. Endvidere udgav han detailstudier i Kbh.s historie og en række fine københavnske stemningsbilleder. - Ved siden heraf udfoldede han et omfattende erhvervs- og kulturhistorisk forfatterskab. Han har således skrevet murer-, bødker-, og blikkenslagerlavenes historie samt monografier af Vest- og sønderjysk Kreditforenings stifter, etatsråd E. Møller, 1919 og forlagsboghandler G. E. C. Gad, 1930. På opfordring af Kbh.s magistrat skrev han Omkring Københavns Kvægtorv, 1929. Alment kendte er Vægter-Bogen, 1926, en fornøjelig skildring af den gamle vægterinstitution, samt navnlig Tivoli gennem 75 Aar, 1918, en litterært præget bog som ikke mindst interesserer ved en fremstilling af københavnske tilstande på den tid da Tivoli blev grundlagt. C.s historiske arbejder udmærker sig i det hele ved en livfuld kulturhistorisk miljøskildring og en gennemført omhyggelighed i stoffets behandling. - En søn af C. var journalist Carl Henrik C, 1901-43, Han var født i Kbh. 28.3.1901, blev student 1919, cand. phil. 1920 og var fra 1919 medarbejder ved Nationaltidende og Dagens Nyheder, en tid i 1930'erne korrespondent i London. Han dræbtes af danske SS-mænd 30.8.1943 fordi han dagen efter indførelsen af undtagelsestilstanden, i en diskussion på Østerport station med en medarbejder ved Fædrelandet, havde kaldt denne en landsforræder hvad han senere på dagen undskyldte. -

Familie

Forældre: over-, senere stabssergent Mads C. (1831-1915) og Sidsel Albrechtsen (1829-1909). Gift 5.5.1899 på Frbg. med Fanny Greibe, født 3.2.1873 i Kbh. (Holmens), død 20.9.1935 i Kbh., d. af grosserer, mægler Frederik August G. (1836-86) og Andrea Nielsine Thoersen (1841-1910).

Ikonografi

Foto.

Annonce

Bibliografi

Chr. Kirchhoff-Larsen i Journalisten XV, 1919 20. V. Barfoed sst. XXI, 1925 nr. 1 4-6. C. Arctander sst. XXXIV, 1938 nr. 1 3.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Helge Larsen, P. Stavnstrup: C.A. Clemmensen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 4. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=288480