Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Anne Wolden-Ræthinge

Oprindelige forfattere MeHa og RNaur

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84. Indholdet er opdateret til denne onlineudgave.

Anne Wolden-Ræthinge, Ninka, 11.7.1929-22.4.2016, journalist. Anne Wolden-Ræthinge havde skrevet småinterviews til Sønderjyden længe inden hun i 1946 forlod Sønderborg statsskole som realist. Hun blev det følgende efterår ansat som journalistelev på det socialdemokratiske blad Sønderjyden der var redigeret af Frede Nielsen. Her forblev hun til 1948 da hun indledte to års journaliststudier ved et college i Stillwater i Oklahoma. Ved sin hjemkomst 1950 blev hun knyttet til Dagens Nyheder i Kbh. hvor hun skrev under navnet Ninka, i begyndelsen mest kvindestof. Ved dette blads standsning sept. 1961 overgik hun til Politiken hvor hun debuterede med et stort interview med sin tidligere chefredaktør Jens Søltoft-Jensen.

Med Politikens Søndag som forum har Anne Wolden-Ræthinge leveret en journalistisk portrætkunst i interviewets form som på væsentlig måde tegner en epoke og dens ledende personligheder, danske som internationale. Disse mange hundreder af interviews som ofte fremtræder ledsaget af en portrættegning samler sig om kunstens, kulturens og humanismens personer snarere end om magtens mennesker i politik og forretning. I formuleringen af spørgsmål foretrækker Anne Wolden-Ræthinge som interviewer den psykologiske indføling baseret på sympati mere end hun provokerer eller søger at udlevere. Hun er sit objekts medspiller, og hun formår at gengive individuel sprogtone med overordentlig finfølelse. Et højdepunkt i Anne Wolden-Ræthinges journalistik var hendes interview i 1976 med dronning Margrethe. Blandt øvrige markante Ninkainterviews kan nævnes: forfatterne Aldous Huxley 1963, Thorkild Hansen 1978 og Graham Greene 1980, filmkunstnerne Federico Fellini 1976 og Ingmar Bergman 1981, skuespilleren Bodil Kjer 1967 og politikerne Olof Palme 1969 og Jens Otto Krag 1972.

For dansk TV har hun interviewet dronning Margrethe 1980, forfatteren Karl Bjarnhof 1978, og for Statens kulturfilm professor Thorkil Kristensen 1982.

Annonce

Hun har bl.a. udgivet 33 portrætter (ill. af Hans Bendix), 1969, Den vanskelige død, 1974, Ni Ninka interviews fra Amalienborg til Christiania, 1977, Pas på! Dig og trafikken, 1978, Nye Ninka interviews, 1980, Dronning i Danmark. Margrethe den anden fortæller om sit liv, 1989, 29 danske politikere. Ninka interviews gennem 40 år, 2001, Rejse i livet - kronrins Frederik fortæller til Ninka, 2002, Om lidt er vi borte. Modstandsbevægelsens topfolk fortæller til Ninka, 2005 og Helle - i samtaler med Ninka, 2011.

Anne Wolden-Ræthinge modtog 1974 Kristian Dahls mindelegat, 1975 Cavlingprisen, 1992 Ebbe Munck-prisen og 2005 Veluxfondens hæderspris.

Familie

Anne Wolden-Ræthinge er født i Gråsten.

Forældre: kriminalbetjent, senere kriminalassistent Hans Povl Emil Ræthinge (1894– 1976) og toldforvalter Ellen Margrethe Wolden (1900-86). Ugift.

Udnævnelser

R.

Ikonografi

Buste af Elise Heide-Jørgensen, 1961. Tegn. af H. Lollesgaard, 1969 (Kgl. bibl.). Foto.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Merete Harding, Robert Naur: Anne Wolden-Ræthinge i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 13. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=299480