Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Anders Vigen

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Anders Vigen, 13.10.1879-13.7.1957, journalist. Født i Åstrup ved Grenå, død i Glænø, Sorø amt, urne på Gladsakse kgd. Da V. var et par år gammel forpagtede hans forældre præstegårdsjorden ved Knebel vig som han siden tog navn efter – det navn han gjorde landskendt som journalist og baggrundspolitiker: Svend Thorsen kalder ham i sin pressehistorie 1947 den måske betydeligste danske journalist som 1900-tallet havde fostret. Han gik i landsbyskolen i Knebel og realskolen i Hobro. Efter 1899 at være blevet student i Kbh., privat dimitteret (med årets højeste studentereksamenskarakter i skriftlig dansk) og n.å. at have taget filosofikum drev han spredte studier, oprindelig med pædagogisk virksomhed for øje. 1905 ansattes han imidlertid ved Harald Witzanskys avis København og blev snart en af de medarbejdere der satte præg på bladet, navnlig gennem de ledende artikler. Han havde et naturtalent som skribent. Kendetegnende for hans sprog var dets agitatoriske styrke, iklædt en rigdom af billeder der var hentet fra udstrakt læsning og indtrængende iagttagelse af natur og landliv. Derved blev han Viggo Hørups arvtager i sit slægtleds konservative presse. I en årrække var han rigsdagsreferent men hverken referatet eller reportagen lå for ham, det gjorde derimod i sjælden grad opinions-journalistikken. "Københavns" linje, som den fremstod gennem Witzanskys og V.s nære samarbejde, var uafhængigt borgerlig, stærkt forsvarsvenlig, skarpt antisocialistisk. V.s navn knyttedes til flere af de kampagner der i tiden inden og under verdenskrigen 1914-18 herhjemme optog sindene, således navnlig oppositionen mod. salget af de vestindiske øer og den såkaldte Parvus-affære, under hvis forløb V. i en artikelrække som vakte opsigt uden for landets grænser advarede den danske arbejderbevægelse mod at gøre sig afhængig af et samarbejde mellem de russiske kommunister og tyskerne. Parvus var en gådefuld russisk-tysk agentskikkelse, Alexander Helphand, der havde slået sig ned i Kbh. og i de sidste krigsår bl.a. ved hjælp af leverancer af billige tyske kul søgte at infiltrere fagbevægelsen. Efter at have været knyttet til København i hele den periode bladet vandt udbredelse og indflydelse forlod V. det 1918 da Witzansky solgte det til en gruppe af industriens hovedmænd med Alex. Foss i spidsen. V. frygtede at bladet derved ville miste den uafhængighed som havde været forudsætningen for hans publicistiske virksomhed. Han blev derefter af red. Chr. Gulmann ansat som politisk medarbejder ved Berlingske Tidende, foretog som bladets korrespondent en rejse til USA men fratrådte allerede 1919 for at overtage en stilling som medleder af Erhvervenes pressesekretariat der var oprettet af Industrirådet og arbejdsgiverforeningen. Den politiske krise 1920 – hvorunder V. stod frem som Flensborgmand – foranledigede dog at han på ny gik ind i Berlingskes redaktion som politisk hovedmedarbejder, hvilken opgave han varetog jævnsides med virksomheden i pressesekretariatet indtil han ved årsskiftet 1926-27 fratrådte dette. Nytår 1928 kom han i chefredaktionen som politisk redaktør for Berlingskes morgen- og aftenudgave idet han hos Gulmann havde sikret sig retten til at "lede og personligt præge bladets politiske redaktion". Han var en af initiativtagerne til oprettelsen 1929 af Jydske Tidende, Kolding, hvormed den berlingske koncern både ville støtte konservatismen i Syd- og Sønderjylland og nationalpolitisk søge virkningerne af Kongeågrænsen udslettet. En kort periode efter Gulmanns død 1934 var V. konstitueret ansvarhavende. 1.10.1936 fratrådte han efter eget ønske som politisk redaktør for at stå friere i kampen for en grundlovsrevision men forblev knyttet til Berlingske Tidende som skribent i de kommende mange år.

Fra begyndelsen af 20erne arbejdede V. for en samling af alle konservative elementer under formlen "konservatisme fra midten" og var under denne bestræbelse i nær kontakt med den konservative politiker Otto Reedtz-Thott der virkede for et udbygget samarbejde med partiet venstre. Efter Reedtz-Thotts tidlige død 1927 fulgte V. konsekvent samme linje og satte hele sin indflydelse ind på at hidføre forlig mellem venstre og konservative om forsvarslovgivningen. Det strandede 1929 da de konservative under J. Christmas Møller brød med venstre og bragte ministeriet Madsen-Mygdal til fald – en handling som V. var uenig i men som han affandt sig med ud fra det overordnede synspunkt at Christmas Møller var den rette konservative leder. Christmas Møller havde sans for at knytte journalister til sig – som fx den radikale Christian Torpe – men det tætte samarbejde der nu indledtes mellem ham og V. fik helt sin egen karakter. Det blev en betydende faktor i 30ernes danske politik. De ville gøre det konservative parti til et folkeparti i egentligste forstand, i lige grad socialt og nationalt ansvarsbevidst, og i forlængeise heraf sloges de for den grundlovsrevision der skulle afskaffe landstinget. De mødtes næsten hver eftermiddag i V.s kontor på Berlingske og ifølge Ole Bjørn Kraft skrev V. ofte hele afsnit af Christmas Møllers taler og erklæringer. "Vigen blev ikke medlem af rigsdagen, men han udøvede igennem sit årelange samarbejde med Christmas Møller en indflydelse større end de fleste folkerepræsentanter". I udformningen af den konservative grundlovspolitik kan der ikke sondres mellem Christmas Møllers og V.s indsats og i kampen for den nærmede V. sig en aktiv politikers rolle; han forlod skrivebordet og besteg talerstolene. To af hans politiske taler fra denne periode udkom 1938 under titlen Konservatisme under Folkestyre. Efter grundlovsforslagets fald ved folkeafstemningen 1939 blev hans bidrag til den offentlige debat sparsommere, men udrensningen i efterkrigsårene kaldte ham frem igen og ironisk nok nu i visse måder som en modpol til Christmas Møllerske holdninger. Var det et forvarsel om hans senere standpunkttagen at han 8.10.1938 -skønt udtrådt af chefredaktionen – var medforfatter til den erklæring hvormed Berlingske Tidende efter tysk protest tog afstand fra en ledende artikel som bladets kendte antinazistiske udenrigsredaktør Nic. Blædel havde skrevet dagen før? I hvert fald gik V. efter befrielsen 1945 ind i debatten om udrensningsdommene, og ikke mindst likvidationerne under besættelsen, med en energi som fik Børge Outze til i Information at udnævne ham til "modbevægelsens kvikkeste pennefører". Ordet "modbevægelse" som kontrast til modstandsbevægelsen var i øvrigt V.s opfindelse. Hans protest drejede sig ikke blot om en fastholdelse af retssynspunktet men udvidedes til et opgør med selve holdningen bag den væbnede modstand og mundede ud i en hyldest til den forhandlings- eller samarbejdspolitik som Erik Scavenius under besættelsen blev symbol for, jvf. V.s pjece En Huskeseddel. Erik Scavenius – Frode Jakobsen, 1954 og bogen Erik Scavenius. En dansk udenrigspolitisk hovedperson og syndebuk, 1958. – Et udvalg af V.s bladartikler udkom 1967 under titlen Det frie Slag (red. af Jens Winther). Selv udgav han ud over det ovenfor nævnte forskellige pjecer og lejlighedsskrifter, fortrinsvis om erhvervshistoriske emner – således Arbejdsgiverforeningen gennem 25 Aar, 1921 (s.m. Sophus Agerholm) og Arbejdsgiverforeningen gennem 50 Aar, 1896-1946, 1946 (s.m. S. Agerholm og Carl Plum). I Bolshevismen, 1921, fremlagde han sit syn på den sovjetiske kommunisme. Til Bogen om Christmas Møller, skrevet af hans venner (red. Gertrud Christmas Møller), 1948 skrev han om Kampen om grundloven. Han var bidragyder til to samleværker om Thorvald Stauning: Th. Stauning. Folkets Søn, Danmarks Statsminister (ved Oluf Bertolt og H. C. Hansen), 1942 og Bogen om Stauning, skrevet af hans venner (red. Jul. Bomholt), 1950. Til værket Den danske rigsdag 1849-1949, udgivet af statsministeriet og rigsdagens præsidium, bd. III 1950 skrev han om Rigsdagen og erhvervsorganisationerne. – I sin alderdom sagde V. om sig selv: Jeg har levet et liv i nederlag. Han søgte da trøst i naturen der lige siden barneårene ved Knebel vig betød umådelig meget for ham, og puslede utrætteligt i sin have ved Utterslev mose. I nogle natur- og haveskildringer udfoldede han sin fornemste stilkunst. Samfundsdebattørens grundholdning som den kom til udtryk både i tanken om konservatisme fra midten og opgøret med modstandsbevægelsens radikalitet, næredes vist af hans dybe sans for det organisk groende.

Familie

Forældre: husmand Lars Andersen (1846-83) og Ane Cathrine Sørensen (1847-1934). Navneforandring 11.10.1907. Gift 10.1.1913 i Kbh. (Helligg.) med Margrethe (Grethe) Louise Benedicte Schmidt, født 5.1.1880 i Kbh. (Helligånds), død 10.7.1964 i Brønshøj, d. af bogholder Christian August S. (1848-88) og Johanne Christiane Marie Bennedsen (1849-1925).

Annonce

Ikonografi

Tegn. af Otto Christensen, 1964. Foto.

Bibliografi

A. V. i Rigsdagens presseloge, red. N. P. Jensen, 1943 78-81. A. V.: Det frie slag, 1967 9-18 (erindr.). – Information 24.10., 25.10. og 26.10.1946. Sv. Thorsen: Den danske dagspresse I, 1947 især 126f. T. Vogel-Jørgensen: Berl. tid. gennem 200 år II, 1949 især 408-12. Aksel Sandemose i Berl. tid. 1.11.1964. Tage Taaning sst. 14.7.1967. T. Vogel-Jørgensen i Pressehist. årbog, 1966 91-105. Jens Winther sst. 1967 79-85. Samme i Det konservative folkepartis hist. II, 1966. Samme i A. V.: Det frie slag, 1967 19-49. Peder Tabor i Aktuelt 20.9.1967. Ole Bjørn Kraft i Berl. aften 13.7.1967. Samme: En konservativ politikers erindr. 1926-45, 1971 især 72-76. Helge Knudsen i 100 publicister om 100 publicister, red. Paul Hammerich og Bent A. Koch, 1980 84f.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Verner Jespersen: Anders Vigen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 25. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=299007