Kurt Fromberg, Kurt Christian Fromberg, 19.7.1934, forlagsdirektør. Efter afsluttet skolegang med mellemskoleeksamen kom Kurt Fromberg i handelslære i Wagons-Lits/Cook rejsebureau 1950-52. Fra sin tidligste barndom har han været levende optaget af bøger og læsning. Han var en flittig besøgende på folkebiblioteket i Griffenfeldsgade på Nørrebro i København og senere i kvarterets mange antikvariater. Ikke mærkeligt derfor at Kurt Fromberg 1953 søgte ansættelse ved ekspeditionen på Gyldendals Boghandel, Nordisk Forlag A/S. Det førte ham gennem en række af forlagets afdelinger, bl.a. 1958 til presse- og reklameafdelingen, dengang ledet af Aleks.

Efter en afstikker til Danfoss 1960-61 kom han tilbage til Gyldendal og blev 1965 leder af presse- og reklameafdelingen og marketingdirektør 1977. Året før var han på studieophold ved Buffalo University, New York, hvor han beskæftigede sig med litteratur og medievirksomhed samt moderne reklame og markedsføring, især med henblik på bogbranchen.

1979 blev Kurt Fromberg udnævnt til direktør på Gyldendal i et trekløver med Ole Werner Thomsen og Eigil Winther. 1982 blev han administrerende direktør, en stilling han bestred frem til 1999. Han var desuden bestyrelsesmedlem for Louisiana Museum for moderne kunst fra 1989, formand 1998-2004 samt bestyrelsesformand for Høst & Søns forlag A/S, Hans Reitzels forlag A/S og Rosinante forlag A/S 1999-2002. Han sad endvidere i bestyrelsen for De berlingske dagblade A/S og Det berlingske officin A/S 1990-2001.

Det var Kurt Fromberg, som tog initiativ til at få udarbejdet en dansk encyklopædi, og han fik skaffet den nødvendige finansiering og rammerne omkring Den store danske encyklopædi 1994-2001. Han sad i bestyrelsen for Danmarks nationalleksikon A/S 1991-2001.

Kurt Fromberg har altid haft en styrke i det udadvendte, kontakten til presse, boghandlere, biblioteker, skolefolk, politikere og sidst men ikke mindst den almindelige læser. Han har til stadighed været optaget af at nedbryde skel og "elfenbenstårne", formidle bogen til de flest mulige, herunder søgt at tilpasse bogens rammer og ydre form til det omgivende samfund uden at gå på kompromis med litterære og kunstneriske idealer.

Kurt Fromberg tildeltes Publicist-prisen 1999 og Boghandlernes løftestang s.å. Han er desuden æresmedlem af Den danske forlæggerforening fra 1999.

Familie

Kurt Fromberg blev født i København.

F: slagtermester, senere ejendomsmægler Hans Laurits Larsen (1897-1969) og Mette Kirstine Fromberg (1898-1988). Gift 1. gang 13.9.1958 på Frbg. (b.v.) med Sonja Lauritzen, født 12.9.1937 i Rødding, d. af funktionær Lorenz L. (født 1913) og Margrethe Jepsen (født 1917). Separeret 1978. Gift 2. gang 15.7.1994 med Karen Margrethe Hedegaard, d. af gårdejer Niels Hedegaard (død 1974) og Laura Kathrine Sørensen (død 1999).

Udnævnelser

R. 1999.

Ikonografi

Foto.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig