Lars M. Olsen, 7.7.1905-15.6.1962, forlagsboghandler, politiker. Født i Kbh. (Jak.), død i Solrød, urne på Bispebjerg kgd. O. voksede op under beskedne forhold på Nørrebro og forlod hurtigt skolen. For at supplere familiens indtægter blev han i tidlig alder ansat som "bogslæber" på Stefansgades kommunebibliotek og her vaktes hans interesse for bøger. 1925-29 blev han boghandleruddannet i Wienes Boghandel på Østerbro. Søren Wiene havde først sagt nej fordi han fandt at O. var for lille og spinkel, men da han kom igen året efter, forbarmede Wiene sig over ham og fik til gengæld den dygtigste lærling han nogen sinde havde haft. -O. sluttede sig tidligt til socialdemokratiet og forbavsede allerede i sin lærlingetid sin chef ved at optræde som redaktør af Rød Ungdom. 1930 søgte han ind på det dengang endnu kun lidet markante, af Socialdemokratisk forbund ejede forlag Fremad hvor han 1942 avancerede til forlagssekretær. Allerede fra 1935 delte han sin tid mellem politisk arbejde og forlagsvirke. 1935-49 var han formand for Socialdemokratisk forening og 1939-53 medlem af partiets forretningsudvalg. Samtidig overkom han at være socialdemokratisk borgerrepræsentant i Kbh. 1936-46 og blev i denne egenskab medlem af Kbh.s havnebestyrelse. Året før sin død blev han tillige medlem af Københavns Frihavns A/S. Sin største politiske indsats ydede han formentlig som socialdemokratisk medlem af folketinget fra 1939 og til sin død. Hans mest markante indsats blev dog at føre Forlaget Fremad frem blandt de toneangivende danske forlag efter at han 1950 var blevet chef for denne virksomhed. Skønt Fremad var et aktieselskab undgik han altid som god socialdemokrat betegnelsen direktør og foretrak at kalde sig forlagsleder. I løbet af få år slog han forlagets døre op på vid gab og skabte et imponerende og alsidigt udgivelsesprogram på dette forlag der hidtil kun havde været et partipolitisk propagandaapparat. Han tog ikke længere partimæssige hensyn når det gjaldt valget af udgivelser. Allerede 1951 vakte han opsigt ved at starte Fremads Folkebibliotek som blev en af de første, levedygtige serier blandt efterkrigstidens billigbøger, og som i de fem første år passerede et samlet oplag på to mill. bind. Han markedsførte dem ikke blot gennem boghandelen, men indførte også et helt nyt salgsapparat, ombud på arbejdspladserne. I de 12 år han forestod forlaget – 1950-62 – gav han den gamle, sekteriske virksomhed en helt ny profil som forlaget siden har bestræbt sig for at opretholde. Særlig vægt lagde han på samarbejde med Nordens øvrige arbejderforlag. Under hans ledelse voksede også Fremads Bog- og Papirhandel på Nørrebro sig stærk ved et velorganiseret kolportage- og fjernsalg.

O. var fast og målbevidst i alle sine gøremål, men kunne i sine senere år undertiden få et hårdt drag om munden, når han måtte erkende at hans egne ansatte fagforeningsmedlemmer ikke tænkte så realistisk som han. Ingen kapitalistisk forlægger kunne have geninvesteret Fremads store indtægter i disse år bedre end O. som byggede store lagerbygninger i Herlev både til sine boglagre og store papirlagre som han dristigt købte op i de år papirprisen var stadigt stigende.

Familie

Forældre: sporvognsfunktionær Niels Johan L. (1872-1949) og Ellen Poulsen (1874-1957). Gift 15.2.1936 med Else Lina Schönewolf, født 27.3.1909 i Bochum, Tyskland, død 7.5.1954 i Kbh., d. af minearbejder August S. (1880-1935) og Emilie Grosse-Kleffmann (1879-1925).

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Bo Bramsen i Det danske bogmarked, 1962 785-87.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig