Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Hans Reitzel

Oprindelige forfattere MeHa og GoHa

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84. Indholdet er opdateret til denne onlineudgave.

Hans Reitzel, Hans Torben Carl Reitzel, 14.12.1918-18.10.2001, forlagsboghandler. Hans Reitzel forlod Frederiksborg statsskole med realeksamen hvorefter han kom i boghandlerlære i Hillerød og efter udstået læretid fik han ansættelse i et par københavnske boglader indtil han 1943 blev ansat som forlagssekretær på Povl Branners Forlag. Da han var aktiv inden for modstandsbevægelsen på flere områder måtte han gå under jorden i jan. 1944. Efter befrielsen genoptog han sit arbejde hos Povl Branner men da konjunkturerne snart strammedes på bogmarkedet blev han afskediget 1948 og han oprettede derefter sit eget forlag, Hans Reitzels Forlag, 1949.

Han lagde ud med et beskedent program der dog var stærkt kvalitetsbevidst og tidligt lagde han linjen for sit forlag med serien Mennesket i tiden, hvor H.C. Branner, Martin A. Hansen, P.G. Lindhardt og andre forfattere og videnskabsmænd leverede vægtige bidrag til 50'ernes idédebat. Kort efter blev Mennesket i tiden fulgt op af en parallelt løbende serie Mennesket og naturen med bøger af bl.a. P. Brandt Rehberg, Thomas Sigsgaard, Peter Naur og Bengt Strömgren.

Som en udløber af disse to seriøse serier påbegyndte Hans Reitzel 1953 udgivelsen af tidsskriftet Perspektiv, omend ikke et modtræk så dog et alternativ til Heretica og Gyldendals Vindrosen. Ved sin alsidighed virkede Perspektiv forfriskende sammenlignet med det mere tanketunge og åndsmonopoliserende Vindrosen og helt uretfærdigt blev det nu og da sat i skyggen af dette. Måske kunne det virke som et sidespring at Hans Reitzel netop i disse år kom i offentlighedens søgelys. Hans seje indsats for den erotiske litteratur med forfattere som Henry Miller, Jean Genet og klassikeren Kama-Sutra gav ham tilnavnet Hans Rædsel, men de forargede overså i den hetz der blev ført mod ham at Hans Reitzel kun var interesseret i at udgive virkelig god erotisk litteratur og aldrig nogensinde ville være at finde i pornospekulanternes rækker.

Annonce

Sideløbende med eksklusiv skønlitteratur påbegyndte Hans Reitzel udgivelsen af Freuds hovedværker, og selvom skønlitteraturen endnu var at finde på hans program sporedes dog snart en hældning mod de progressive pædagogiske og psykologiske udgivelser – der påbegyndtes med A.S. Neills bøger om erfaringerne fra Summerhill-skolen – en linje der fulgtes op med bøger af bl.a. Erich Fromm. Men udgivelsespolitikken har aldrig været så stram at der ikke var plads til andet. Også Hans Reitzel kom tidligt med på billigbogsmarkedet med Falkeserien og Hans Reitzels serie og inden for billedkunsten med Grafisk orientering, men også store grafiske værker kom til udgivelse, som bl.a. Oluf Høsts Kjölvann og Palle Nielsens Orfeus og Eurydike.

Inden for forlæggernes kreds står Hans Reitzel som den der i sjælden grad drev sit forlag på personlige ideer, og som med idealisme påtog sig udgivelsen af ofte provokerende litteratur, og for sine samfundskritiske bøger modtog han 1969 P.H.-prisen. Selvom forlagets linje må karakteriseres som venstreorienteret, hvad der bl.a. manifesterede sig i udgivelsen af Den lille røde bog for skoleelever der ved sin fremkomst 1969 vakte både opmærksomhed og forargelse, og i rækken af samfundsengagerede lærebøger i Om-serien, var der bl.a. plads til den litteraturvidenskabelige Værkserie. I 1984 overdrog han forlaget til Munksgaardsgruppen. Organisationsarbejdet lagde i kortere perioder beslag på Hans Reitzel. Han var medstifter af A/S Fællesekspeditionen og medlem af Den danske forlæggerforenings bestyrelse 1969–73 og dens næstformand 1971–73. Han var 1978-80 medlem af bestyrelsen for dagbladet Information.

Familie

Hans Reitzel blev født i Frederiksværk. Forældre: murermester Johan Oluf Vilhelm Reitzel (1890–1962) og Karen Kirstine Ingeborg Olsen (1897–1973). Gift 25.12.1952 i Frederiksværk (b.v.) med Mette Lindegaard, født 22.2.1925 i Hillerød, død 3.1.1996, datter af læge Ole Hansen Lindegaard (1892–1967) og Ebba Marie Friedrichsen (1899–1980).

Ikonografi

Foto.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Merete Harding, Godfred Hartmann: Hans Reitzel i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 14. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=296294