Asger Fischer, Asger Conrad Matthiessen Fischer, 5.10.1895-26.10.1985, forlagsboghandler. Født på Frbg. F. blev student fra Vestre Borgerdydskole 1913 og kom derefter i boghandlerlære hos Hindings Eftf. i Næstved. 1916 blev han ansat i Vilh. Trydes Boghandel i Kbh., og 1919 rejste han til London hvor han tilbragte et år. Fra London tog han til Paris hvor han blev i tre år, og 1925 blev han ansat på V. Pios Forlag. 1927 flyttede han til G. E. C. Gads Forlag hvor han blev til 1930. Fra 1930-35 var han leder af Illums bogafdeling, og 1936 startede han sammen med Erik Krarup Fischer og Krarups Bog- og Kunsthandel i Bredgade som han var medindehaver af indtil 1945. 1936 grundlagde han også Fischers Forlag som han drev alene og som især blomstrede indtil 1951. 1945 blev han adm. direktør for Den Permanente Udstilling for Dansk Kunsthåndværk og Kunstindustri, og efter krigsårenes stilstand var han en drivende kraft i genopbygningen af Den Permanente. Han beklædte denne stilling til 1959. Fra 1960-71 var han kunstnerisk konsulent for Bing & Grøndahl Porcelænsfabrik. F. er den mest eksklusive af sin generation af danske forlæggere. Hans udgivelsesprogram var ikke stort, men han lagde megen omsorg ned i sine værkers udstyr, lod dem trykke hos de bedste bogtrykkere på udsøgt papir, og de bøger han indbandt lod han indbinde hos de mest ansete bogbindere. Hans kærlighed til kunst præger i allerhøjeste grad hans udgivelser, og han har på sit forlag udgivet en lang række litografier og tryk af ansete danske kunstnere. Blandt hans udgivelser er en 5-binds udgave af Rabelais' Gargantua og Pantagruel og en udgave af Tusind og én nats eventyr i 24 bind, oversat af C. E. Falbe-Hansen. Også kunsttidsskriftet Aarstiderne der kom 1941-52 udkom på Fischers Forlag.

Familie

Forældre: kreaturkommissionær Conrad Frederik F. (1859-1916) og Eva Alexandra Juliane Emilie Matthiessen (1863-1937). Gift 8.10.1921 i Næstved med Henny Nandrup, født 25.4.1898 i Næstved, død 29.10.1978, d. af konsul, købmand Julius N. (1867-1937) og Hertha Hansen (1874-1932). – Bror til Adam F.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig