Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Christiern Pedersen

Oprindelig forfatter Hens
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Christiern Pedersen, ca. 1480-16.1.1554, forfatter og forlægger. Født i Helsingør, død i Helsinge, iflg. Huitfeldt, begravet sst. Sin skoleundervisning fik P. i Roskilde, og 1496 blev han indskrevet ved universitetet i Greifswald hvor han tjente til livets ophold som pedel da han to år senere tog baccalaurgraden. Derefter høres intet til ham før han i et skøde vedrørende ejendomssalg 1505 nævnes som kannik i Lund. 1508 træffes han som medlem af den "germanske nation" i Paris, og her erhvervede han senest 1511 magistergraden i de frie kunster (artes liberales). Kun afbrudt af rejser hjem opholdt han sig i Seinestaden til 1515 og udfoldede her en omfattende litterær virksomhed på latin og på dansk. Typografisk er hans skriftlige produktion fra disse år såvel som senere bemærkelsesværdig idet han med forkærlighed anvendte en særlig fransk-gotisk skrifttype og desuden tilvejebragte et udsmykningsmateriel i form af dels titeltræsnit, dels initialer der i forskellig fremstilling havde det danske rigsvåben til motiv og som for størstedelens vedkommende var signeret med hans forbogstaver. Selv trykte han ikke, men stillede sit materiel til rådighed for de trykkerier han benyttede sig af – og tog det da også med sig da han forlod Frankrig. P.s første udgivelse var et latinsk-dansk leksikon Vocabularium ad usum Dacorum der udkom 1510 (facsimileudg. 1973 ved J. Bom og N. Haastrup) og er det ældste i sin art herhjemme; som en række andre af P.s arbejder kom det i flere oplag (Köln 1514, Leipzig 1518). Derefter fulgte den store førsteudgave af Saxos værk. Efter al sandsynlighed har P. haft teksten i trykfærdig stand da roskildebispen Lave Urne maj 1512 skrev til ham og tilskyndede udgivelsen; statsmagtens sanktion fik han af Christian II, muligvis i juli 1513 da ærkebiskop Erik Valkendorf, der nævnes i forbindelse med bemyndigelsen, var kommet ned fra Trondhjem i anledning af tronbestigelsen. Trykt hos vennen Jodocus Badius Ascensius forlod værket i marts 1514 pressen i stateligt udstyr, og i dedikationen til Lave Urne, formet som svar på henvendelsen to år forud, meddelte P. hvorledes det først ved bistand af ærkebiskop Birger Gunnersen i Lund var lykkedes at skaffe tekstgrundlaget til veje. Bogen vakte ved sin fremkomst behørig opsigt i den lærde verden, og Erasmus Rotterdamus var blandt dem der priste Saxos stilkunst, men betydningen af P.s Saxoudgave har rakt langt ud over dens egen tid idet den bortset fra enkelte spredte fragmenter står som eneste tekstkilde for vor største middelalderhistoriker.

Sit danske forfatterskab indledte P. juni 1514 med Vor Frue Tider, en samling af bønner kong Christian til ydmyg tjeneste oversatte at hver mand skulle forstå dem. Tre uger efter Tidebogen fulgte Om al høre Messe der for lægfolk forklarede messen og dens enkelte deles betydning, og februar 1515 udgav han en diger samling prædikener over årets evangelier og epistler med eksempler ("jærtegn") fra dagliglivet eller legendelitteraturen. Denne Jærtegnspostil har latinske forbilleder, men begrunder i fortalen sit danske sprog med, at havde nogen af apostlene "screffuit euangelia till dmarckiss Righe Da hagde han dem visselighe screffuit paa ret danske saa alle det forstondet hagde, thii hwert menniske bør ath kwnde dem paa sit egeth maall. Inghen skal tro ath de ere helligere paa eth twnge-maall en paa eth andet". Det blev denne danske linie P. fulgte i sit senere forfatterskab; den latinske sluttede han af for bestandig marts 1515 med udgaven af Peder Laales ordsprog, hvor han i kommentaren i humanistisk ånd dadler forekommende "barbarismer" i de latinske ordsprog uden i øvrigt at gå meget ind på de danske; R. Nyerup erkendte i sin udgave 1828 at uden P.s sproglige kommentar havde han næppe kunnet klare bogens latin.

Over Louvain vendte P. i foråret 1515 hjem til sit kanonikat i Lund. Til henlæggelse under St. Christophorus' alter ved hvilket han gjorde tjeneste som alterpræst eller "vicarius perpetuus" foretog han oktober 1516 sit første køb af bøndergods i Skåne; i april 1517 var han i ærkebiskop Birgers følge til stede på herredagen i Kalundborg; og et pavebrev fra april 1524 oplyser at han i forbindelse med middagsringning med domkirkens klokker fik bevilget ti års aflad for dem der under ringningen besøgte kirken og bad Fader Vor og Ave Maria. – Litterært var han i årene efter hjemkomsten mest optaget af arbejder vedrørende fædrelandets historie. Hans plan omfattede en oversættelse af Saxo med tillæg fra andre kilder og en videreførelse ned til hans egen tid. Oversættelsen er med undtagelse af et brudstykke (Bråvallaslagets kæmperække) gået tabt (1728), og de der har kendt den er ikke enige i deres bedømmelse; af tillæggene er derimod en del og af fortsættelsen hovedparten bevaret gennem afskrifter som A. S. Vedel, C. C. Lyschander og S. J. Stephanius lod tage til brug for deres eget historiske arbejde. Af dette materiale fremgår det at P. har kendt til en del såvel franske, engelske som tyske latinskrivende historikere, men også at han er den første kendte danske benytter af den islandske sagalitteratur, ikke mindst Snorres Heimskringla. Da P. næppe selv beherskede oldsproget er der med rimelig grund peget på Erik Valdendorf som mellemmand og tilrettelægger af stoffet. Om P. har haft officielt hverv som historiograf er uvist, men at Christian II har virket tilskyndende turde være givet. Februar 1522 blev P. kansler hos den netop valgte ærkebiskop i Lund Johan Weze og blev derigennem indviklet i bitter strid med ærkesædets godsbestyrer Hans Skovgaard mod hvem han, da Weze april 1523 fulgte Christian II i landflygtighed, måtte søge beskærmelsesbrev hos de nye magthavere. Politisk blev han dem inden længe mistænkelig, og da Johan Rantzaus landsknægte foråret 1525 stormede domkirken efter bondehærens nederlag ved Lund måtte også P. flygte og som andre af partiet søge ly hos Søren Norby i Sölvesborg. Domkapitlets stævning til at møde i Lund nægtede han at imødekomme medmindre der skikkedes ham lejde, og dec. s.å. blev han da som skyldig i højforræderi af den nye ærkebiskop Aage Sparre lyst i kirkens band og fradømt alle sine ejendele. Disse spredtes i de følgende år på forskellige hænder, fx træffes dele af hans typografiske udsmykningsmateriel i bøger som Poul Ræff 1532 trykte i Århus.

Annonce

Med budskab fra Søren Norby rejste P. i foråret 1526 til Christian II i Berlin og fulgte efter til Nederlandene hvor han de næste fem år hørte til kongens hof i Lier, som andre af kredsen udsat for mangehånde afsavn og genvordigheder. Marts 1527 sendtes han i politisk ærinde til Paris, men var ellers mest optaget af litterære arbejder. Under hensyntagen til Erasmus og Luther udgav han 1529 en oversættelse efter Vulgata af Det nye testamente (2. oplag 1531, facs. udg. 1950 ved B. Molde og V. Rosenkilde) hvor han i fortalen bekendte sin overgang til lutherdommen og af sine fordums synder og vildfarelser især beklagede "jærtegnene" i postillen fra 1515. Samtidig aflagde hans sin præstedragt og fratrådte kanonikatet i Lund. Dette faldt Nederlandenes katolsksindede regentinde Margrethe af Østrig for brystet og skabte problemer så P. først efter hendes død sent 1530 kunne genoptage sin forfattervirksomhed. 1531 udkom en oversættelse af Davids salmer, og fra samme trykkeri i Antwerpen og med P.s genkendelige udstyr fulgte derefter s.å. syv småskrifter i form af oversættelser og bearbejdelser, for det meste efter Luther, deriblandt Om børn ath holde till Scole och Studium hvori han med nye mål for opdragelse bryder staven over skolegangen i den katolske tid. – Om hans hjemkomst, da han og meningsfæller i okt. 1531 forventede snarlig genoprejsning, vides blot at Frederik I marts 1532 konfiskerede en til P. pantsat gård i Malmø som gengæld for hans aktive støtte til Christian II, og at der, da denne i juli førtes som fange til Sønderborg, blev givet ham kgl. beskærmelsesbrev og tilladelse til at bo og ernære sig som bogtrykker i Malmø. Skønt byen allerede havde et trykkeri fik P.s, der bestyredes af nederlænderen Johan Hochstraten, ganske godt at bestille da det tidlig 1533 kom i gang. Reformatorerne Peder Laurentsen og Frans Vormordsen benyttede det, her tryktes 1533 oversættelsen af Nic. Manuels spottedigt over den katolske messe, s.å. en ny udgave af Claus Mortensen Tøndebinders danske salmebog (facsimileudg. Malmø 1967 m. indledn. af A. Malling) og 1534 af Rimkrøniken, de to sidste med især sproglige ændringer og rettelser af P. Selv udgav denne forskellige opbyggelses-skrifter og i bearbejdelse efter latinske og tyske kilder En nøttelig Legebog 1533, den første trykt på dansk (facsimileudg. 1933 m. indledn. af Poul Hauberg), 1534 som supplement efter tysk forlæg en bog Om Urte Vand der ligesom lægebogen viser kendskab til hjemlig flora. S.å. udgav han de to berømte folkebøger Keyser Karls Magnus Krønicke og Kong Olger Danskis Krønicke der holdt sig som morskabslæsning i over tre århundreder. Men P.s presse tjente også andre formål. 1534, da den politiske situation igen tilspidsede sig, udgik herfra tryksager der viste lejdebruddet mod Christian II, og da Grevens fejde i juni s.å. brød ud satte han atter eksistensen på spil for sin konges skyld. Han blev if. Arild Huitfeldt borgmester Jørgen Kocks "anden Haand og Sekretærer udi Fejden". Efter at slaget 1536 var uigenkaldelig tabt og freden genoprettet blev P. en tid boende i Malmø. Sin virksomhed som bogtrykker, under de urolige forhold 1535 kendetegnet ved blot én bog, optog han ikke, men solgte materiellet til Hans Vingaard i Kbh. At han dog ikke har fået hele beløbet for salget udbetalt er utvivlsomt. 1543 haves underretning om at han var færdig med en oversættelse efter Luther af Bibelen i dens helhed. Efter at være gennemset af en kgl. kommission med Peder Palladius i spidsen udkom arbejdet 1550 som kong Christian IIIs Bibel. De sidste ti år af sit liv tilbragte P. hos en slægtning der var præst i Helsinge. En tingbog fra Malmø angiver sygdom som grund til opholdet, men det er næppe hele sandheden, for nådsensbrød behøvede han ikke, og han kunne gentagne gange overkomme at tage til Helsingør i anledning af retstrætter som fortsattes efter hans død mellem dem der mente at have krav på arven. Blandt boets litterære efterladenskaber fandtes en oversættelse af Joh. Spangenbergs postil der imidlertid er gået tabt, og af Æsops fabler der udkom 1556. Saxooversættelsen med tillæg og fortsættelse forlangte Herluf Trolle i kongens navn udleveret riget til bedste, og håndskriftet indlemmedes senere i universitetsbiblioteket og gik til grunde ved branden 1728.

Satte P. sig flere gange i personlig fare ved beslutsom optræden var han som skribent nærmest en fredens mand, og blandt hans mange arbejder findes ikke ét stridsskrift. Hans varige fortjeneste ligger i det han har oversat og bearbejdet snarere end i hans virksomhed som original forfatter. "Den danske litteraturs fader" er han således ikke, men den ære tilkommer ham at han skrev med en jævn og letfattelig klarhed som ikke før var set i dansk prosa.

Familie

gift efter 1532 i Malmø med Else Jacobsdatter, død 1539 sst. (gift 1. gang med borgeren Christopher Madsen), d. af borgmester Jacob Mikkelsen og Anne Hansdatter

Ikonografi

Mindetavle, tegnet af Martin Borch, 1895 (våbenhuset i Helsinge k.).

Bibliografi

Udg. C. P.s danske skr., ved C. J. Brandt og R. Th. Fenger I-V, 1850-56.

Kilder. Ältere Universitätsmatrikeln II, Lpz. 1893 = Publ. aus den k. preuss. Staatsarchiven LII 130f 138. Acta pontificum Danica, udg. Alfr. Krarup og Johs. Lindbæk VI, 1915 431f.

Lit. C. J. Brandt: Om Lundekanniken C. P. og hans skr., 1882. Gustav Storm i Arkiv for nord. filologi II, Kria. 1885 319-38. J. Paludan i Nord. t. for filologi ny r. X, 1890-92 83-88. T. O. Achelis sst. 4.r.X, 1922 1-14.

Laur. Nielsen i Nord. t. för bok- och biblioteksväsen V, Upps. 1918 45-60. Poul Hauberg i Tidsskr. for hist. botanik I, 1919 104-22. Ellen Jørgensen i Hist. t. 9.r.III, 1925 386 note 2. Samme: Historieforskn. og historieskrivn. i Danm. indtil år 1800, 1931 (2. udg. 1960) 69-75. Gunnar Tilander og O. Gertz i Acta philologica Scandinavica IX, 1934-35 97-157. Otto Fingerhut: "Kong Olger Danskis Krønicke" und ihr Verhältnis zur deutschen Übersetzung "Dennmarckische Historien" von Conrad Egenberger v. Wertheim, Greifswald 1935 = Nord. Studien XVIII. Gunnar Skov i Kirkehist. saml. 6.r.V, 1945-47. Lisbet Hallingskov sst. 7.r.IV, 1960-62 426-73. Kr. Gierow: Den evangeliska bönelitteraturen i Danm. 1526-75, Lund 1948 25-41 63 149-54 420. B. Molde: Källorna till Chr. IIIs bibel, 1550, Lund 1949. Inger M. Boberg: Folkemindeforskn.s hist., 1953 = Danm.s folkeminder LX 140f. Niels Knud Andersen og P. G. Lindhardt i Den danske kirkes hist. III, 1965. Erik Kroman: Saxo og overleveringen af hans værk, 1971 = Stud. fra sprog- og oldtidsforskn. CCLXXVIII 68-73. Niels Knud Andersen i Ludwig Dietz' salmebog 1536, 1972. Samme i Hymnologiske medd., 1971 21 34. Anders Malling: Dansk salmehist. VIII, 1978 24-30 39.

Referér til denne tekst ved at skrive:
H. A. Hens: Christiern Pedersen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 11. december 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=295540