Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Waldemar Pedersen

Oprindelig forfatter VeJes
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Waldemar Pedersen, ofte stavet Petersen, 9.6.1889-8.9.1956, chefredaktør. Født på Nordgård ved Store Heddinge, død i Slagelse, urne på Slagelse kgd. P. kom fra en grundtvigsk bondeslægt på Stevns men blev akademisk uddannet, og begge dele påvirkede stærkt hans mere end fyrreårige virke ved det store venstreblad Sorø Amtstidende i Slagelse. Faderen var en foretagsom landmand -ikke mindst politisk, bl.a. som formand i amtsrådsforeningen, og han var Thorvald Staunings modkandidat til folketinget i Fakse 1901, Christopher Krabbes i Kalundborg 1906. P. arvede hans sans for offentlige anliggender og ville tidligt være journalist, men tog først – efter at være blevet privat dimitteret student 1909 – juridisk embedseksamen januar 1914. Han blev straks knyttet til Sorø Amtstidende som redaktionssekretær. Bladets redaktør Hans Jensen – hvis datter P. ægtede umiddelbart efter ansættelsen -sendte ham okt. 1916 til Kbh. som Amtstidendes faste rigsdagsmedarbejder; han skulle lære det landspolitiske spil at kende indefra. Samtidig virkede P. som sagførerfuldmægtig og fik bestalling 1919, men deponerede den. Korrespondentvirksomheden varede kun én rigsdagssamling, efteråret 1917 vendte P. tilbage til Slagelse og udnævntes til svigerfaderens medredaktør. Hans Jensen var en aldrende mand og P. overtog gradvis såvel den daglige spidsartikel som den journalistiske og administrative ledelse af bladet, blev 1933 dets direktør, 1938 ansvarshavende redaktør.

Der skulle meget til at fylde stolen efter Hans Jensen, den landskendte journalistiske pennefører for grundtvigsk folkelighed, men P. magtede det ud fra egne forudsætninger. Han var ikke som svigerfaderen ét med grundtvigsk tradition, men følte sig i pagt med den og fastholdt bladets kulturelle linje – som Hans Jensen i øvrigt fortsat var med til at præge lige til sin død 1944. Som skribent måtte P. slide hårdt for at give sin stil der oprindelig var stemplet af jurastudiets knirkende begrebsapparat en enkel og direkte form med appel til en bred læserkreds. Hans akademiske baggrund gav sig udtryk i at han gerne knyttede universitetsuddannede medarbejdere til bladet, og han havde ikke som Hans Jensen hjertet bundet til lokalstoffet. Han følte først og fremmest lands- og udenrigspolitikken som sit felt og advarede mod "fristelsen til at give stedets stof i avisen så megen plads, at det går ud over det almene". Selv rejste han meget, ofte som sit blads udsendte medarbejder, navnlig ved folkeforbundet i Genève. Men i viljen og evnen til at hævde Sorø Amtstidendes kvalitet og redaktionelle uafhængighed lå han helt på linje med forgængeren. Værdien af en fri presse viste sig efter hans mening ikke mindst i dens kritiske holdning til magthaverne. Pressen skulle forstå "at tjene en sag uden at gøre sig til personers slave og have mod til om fornødent at sige også partifæller en ubehagelig sandhed". Ud fra den grundholdning forfægtede han med polemisk skarphed sine meninger der var fundamenteret i venstres liberalisme, men i enkeltopfattelsen helt personligt bestemt, og kunne være præget af impulsiv stillingtagen. Fra trediverne huskes især hans fejde mod den socialdemokratiske justitsminister K. K. Steincke der 1939 fik P. dømt for injurier. Men hans mest bemærkede debatindlæg var opfordringen i marts 1949 til at sammenslutte venstre og konservative. Den blev voldsomt imødegået inden for begge partier men varslede måske VK-regeringen 1950. Efter krigen udtrykte han i øvrigt på mange måder modstandsbevægelsens synspunkter, især i retsopgøret, han støttede den aktive Sydslesvig-bevægelse og var en af de tidligste og mest energiske talsmænd for Danmarks tilslutning til NATO. Hans engagement i disse spørgsmål var utvivlsomt farvet af begivenheden 23.5.1944 på Rådhuspladsen i Kbh. da han sammen med sin søn, der var sabotør, blev holdt op af Gestapo. Sønnen blev ramt af skud og døde to dage senere i tysk forvaring. P. der på forskellig måde havde støttet illegalt arbejde sad nogen tid i Vestre fængsels tyske afdeling. Drabet på sønnen ramte ham i sjælen og var sandsynligvis medvirkende til den sygdom der i begyndelsen af halvtredserne efterhånden gjorde ham uarbejdsdygtig så han ved årsskiftet 1955-56 måtte afløses som chefredaktør af sin tidligere medarbejder Erhardt Larsen. – P.s arbejdskraft og foretagsomhed havde ellers været ud over det almindelige. På bladet administrerede han ikke blot en redaktionel linje som gjorde Sorø Amtstidende læst ud over hele landet, men han gennemførte også en omfattende teknisk modernisering. Og uden for bladet ofrede han mange kræfter på venstres organisationsarbejde bl.a. som medlem af hovedbestyrelsen og agitationsudvalget. For at fremme partiets synspunkter navnlig i hovedstaden startede han 1936 ugebladet Dansk Politik som han selv redigerede. Det ophørte da venstre med P. blandt initiativtagerne 1947 søsatte dagbladet København der gik ned allerede 1949. P. var da med til at stifte og redigere en afløser, ugebladet Lørdags-avisen der dog kun levede et års tid. Han sad i bestyrelsen for venstres redaktørforening og havde i øvrigt mange tillidshverv inden for pressen, var således medlem af den danske dagspresses telegramudvalg og i repræsentantskabet for dens fællesindkøbsforening, var i bestyrelsen for Ritzaus bureau og næstformand i Journalistforeningen. Lokalt var han bl.a. formand for Frihedsfondens Slagelse-afdeling. Et særligt initiativ tog han med oprettelsen 1937 af ASAs bogforlag, hvis direktør han var og hvortil han selv oversatte flere bøger, således G. K. Chestertons erindringer (1938). I et forord til den antydede han sin livsanskuelse idet han hyldede kristendomsforsvareren Chestertons kamp mod vantro og materialisme og bekendte sig til den "tvivl om tvivlen" der frelser fra "åndelig blindhed".

Familie

Forældre: gårdejer Hans Christian Pedersen (1859-1946) og Johanne Larsen (1860-1946). Gift 1. gang 8.4.1914 i Kbh. (Kristk.) med Elisa Bruhn Jensen, født 31.3.1890 i Slagelse, død 21.5.1929 sst., d. af redaktør Hans J. (1852-1944) og forfatter Rosalie C. M. Bruhn (1861-1939). Gift 2. gang 3.2.1931 i Kbh. (b.v.) med Michala Eleonora Ulrikka Friis, født 31.10.1884 i Kbh. (Johs.), død 19.1.1967 i Sorø (gift 1. gang med direktør Sophus Troels Holten Andersen, 1881-1927), d. af cand.jur., senere overformynder M. P. F. (1857-1944) og Thora V. Hee (1853-1940).

Annonce

Ikonografi

Mal. af Margrethe Petersen Pasternak, 1953. Foto.

Bibliografi

Interview i Berl. tid. 11.2.1954. – K. K. Steincke: Farvel og tak, 1948 især 257-74. Hans Bagge i Sorø amtstid. 31.12.1955. Erh. Larsen sst. 8.9.1956. S. P. Qvist og J. Søndergaard i Fyns tid. 9.9. s.å. Sv. Thorsen og Niels Chr. Albrechtsen i Sjællands tid. 3.1.1965.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Verner Jespersen: Waldemar Pedersen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 19. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=295601