Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Harald Engberg

Oprindelig forfatter HenLu
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Harald Engberg, Harald Max Engberg, 26.2.1910-7.4.1971, chefredaktør. Født i Kbh. (Stefan), død på rigshospitalet sst., urne på Hellerup kgd. E. kom til journalistikken fra pædagogikken. Efter at have taget eksamen som cand. mag. (dansk og tysk) 1934 virkede han bl.a. ved Esbjerg højskole 1937-40, på Gl. Hellerup gymnasium og Lyngby statsskole inden han 1946 valgte at hellige sig virksomheden som kulturskribent. Efter at have leveret artikler til den socialdemokratiske provins- og hovedstadspresse var han i 1945 blevet fastansat på Politiken. Her avancerede han fra film- og teaterstoffet via kronikredaktionen til posten som bladets kulturelle chefredaktør 1963 idet han dog først og fremmest – fra Frederik Schybergs død i 1950 – markerede sig som bladets toneangivende teateranmelder. Som kulturkritiker var E. nemlig upåvirket af det pædagogiske: han var først og fremmest journalist, med sans for det øjeblikkelige mål, den aktuelle satire og pointe. Bindet med hans udvalgte anmeldelser 1958-68 Den unge vredes tid, 1970 kan læses som et panorama over ti-året via den enkelte artikels referencer og associationer: fra Bomholt og den kolde krig til "Den stundesløse" som et "psychedelisk" klimaks. – Ikke for ingenting fremhævede Svend Kragh-Jacobsen i sin nekrolog over E. den "opfindsomt pointerede form, der kunne forene skarpe observationer med fiks formulering, hvis mål var den flot turnerede artikel. Hans interesse for stoffet var uomtvistelig, men det kunne ske at kærligheden til teatret måtte vige for hans lyst – og absolutte evne – til at lade artiklen blive en forestilling i sig selv." Grundlæggende for dette "journalistiske" synspunkt var kravet om at dansk teater måtte holde sig å jour med de udenlandske scener. Over for danske dramatikere kunne han være utålmodig til grænsen af det nedladende når han mente de trådte i internationale spor med provinsielle sko – dette var hovedindvendingen mod Kjeld Abell som han anså for en middelmådig tænker målt med Sartre, hvad der i 1963 fik Sven Møller Kristensen til at karakterisere E. som en af den hjemlige kritikerstands "hovmodige", en direkte modarbejder af forfattere som Abell og H. C. Branner (Pol. Revy).

Over for de internationale strømninger i teatret var E. til gengæld både lydhør og særdeles velorienteret. I Jean-Paul Sartre fandt han – med antydningen af en selv-karakteristik – en dramatiker af "intellektuel dæmoni". Han havde udpræget gehør for de amerikanske forfattere: O' Neill, Arthur Miller og især Tennessee Williams ("vore unge skuespilforfattere, som synes mest optaget af at konstruere tankebygninger og kolportere "meninger", kunne uden skade for deres sjæl lære af denne anarkistiske sydstats-amerikaner, at teater primært er roller, skikkelser i aktion, skæbner"). I 50erne gik han i brechen for den "unge vredes" generation – englænderne John Osborne og Arnold Wesker -fortsat under mottoet "Det er fra den store verden de store forestillinger kommer" (med et citat fra oversigtsværket Teatret 1945-52, 1952). Også over for de klassiske teatertekster bevarede E. sit aktualitetskrav: at publikum "fornemmer liv af sit eget liv strømme igennem teatrets urgamle former og omskabe dem i sit eget billede". I dette synspunkt ligger forklaringen på E.s fascination af de evigunge gøglere – som portrætteret fx i bogen om Pantomimeteatret, 1959. Og her skal man også søge baggrunden for hans interesse for Bertolt Brecht hvem E. – stik imod den tyske dramatikers egne intentioner – karakteriserede som en moderne klassiker der skrev "tidløse" stykker om "almengyldige" og "evige" problemer. Tankegangen er fundamentalt i modstrid med Brechts eget syn på sit "historiserende" teater hvad der bunder i at E. er uden interesse for de politisk-filosofiske (dialektisk-materialistiske) overvejelser bag Brechts teater. Dette giver slagside til den flydende velskrevne kortlægning af den tyske eksil-forfatters ophold i Danmark 1933-39 (Brecht på Fyn, 1966, revideret udgave 1968) hvor E. polemiserer mod samtidige misopfattelser af Brecht. – I grunden er forståelsen af den portrætterede forfatters politiske ståsted langt klarere manifesteret i Nordahl Grieg-biografien fra 1946.

Fra E.s sene år hvor han trods længere sygdomsperioder udfyldte sin chefredaktørpost ved Politiken stammer artikelsamlingen Indeni Amerika, 1966 – en forlængelse af rejsebogen Scenen er USA, 1950 – hvis blanding af reportage og kommentar giver en veloplagt og karakteristisk demonstration af E.s journalistiske kvaliteter.

Annonce

Familie

Forældre: bogtrykker Nils Otto E. (1891-1953) og Valborg Michaelsen (1891-1966). Gift 1. gang 13.2.1932 i Kbh. med Kirsten Margrethe Fledelius, født 22.1.1912 i Kbh. (gift 2. gang 1959 med advokat Adam Erik Carsten Hauch, født 1909, gift 1. gang 1935 med Agnethe Herforth, født 1912); ægteskabet opløst 1955. Gift 2. gang 14.1.1959 på Frbg. (b.v.) med aut. fysioterapeut Kirsten Butzow-Rohde, født 10.5.1929, d. af mosaikfabrikant, glassliber Gudmand B.-R. (1896-1959) og Ella Marie Truelsen (1900-52).

Ikonografi

Tegn. af Hans Bendix, 1958 (Kgl. bibl.). Foto.

Bibliografi

Sv. Møller Kristensen i Politisk revy 1963, nr. 3 1 lf. Sv. Kragh-Jacobsen i Berl. tid. 8.4.1971.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Henrik Lundgren: Harald Engberg i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 14. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=289141