Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Hans Jensen

Oprindelige forfattere HaJen og VeJes
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Hans Jensen, 1.10.1852-2.10.1944, chefredaktør. Født på Veflinge Mark ved Bogense, død i Slagelse, begravet sst. (Skt. Mikkels kgd.). J., der fik usædvanlig mange år at virke i som aktiv bladmand, og hvis journalistiske talent syntes ham medfødt, kom ind i pressen ad omveje. Han lærte først mølleriet, kom på Skårup seminarium 1870, tog lærereksamen 1873 i Odense, var lærer hos Anton Nielsen på Vester Skerninge højskole 1873–74, vikar ved Bogense real- og borgerskole 1874–75 og huslærer hos den grundtvigske, venstresindede pastor P. Rønne i Sønderup ved Slagelse 1875–79. I barneårene havde han mødt det folkelige frihedsrøre, og 16–17 år gammel fik han en slags grundtvigsk indvielse ved at læse en prædiken af Vilh. Birkedal. Sin tilsvarende politiske vækkelse daterede han selv fra et møde i Odense 1872 hvor C. Berg virkede stærkt på ham. Fra 1874 begyndte han at skrive bladartikler, og hos pastor Rønne – i hvis frisindede præstehjem hans åndelige og politiske holdning udformedes endeligt -fik han forbindelse med redaktør J. H. G. Tauber, Sorø Amtstidende i Slagelse der havde omdannet det tidligere højreblad til organ for venstre. 1876 blev J. jævnsides med sin huslærervirksomhed medarbejder ved Sorø Amtstidende, drog 1879 til Sorø som medarbejder ved Sorø Folketidende, men virkede fra nytår 1881 i Slagelse som redaktionssekretær ved Amtstidende. Her blev han snart på grund af Taubers rigsdagsvirksomhed faktisk leder, 1887 også formelt medredaktør og 7.4.1891 ansvarhavende. Det var han lige til 1938 da hans svigersøn Waldemar Petersen overtog eneansvaret. Men J. var fortsat indtil sin død opført som medredaktør og arbejdede aktivt i redaktionen.

Få om nogen dansk journalist har haft længere virketid, og ingen har så længe kunnet sætte præg på samme avis. Men den samlede han også kræfterne om. Der var bud efter ham som politiker, han sagde nej, og tillidshverv anglede han ikke efter. Fra 1885 sad han i direktionen for Slagelse Landbobank, blev ved dens overgang til Andelsbanken 1919 medlem af repræsentantskabet indtil 1925. I 12 år var han medlem af skolekommissionen i Slagelse, og han havde enkelte andre tillidshverv. Men det var på bladvirksomheden hans anseelse grundedes – og hans politiske indflydelse. Ove Rode kaldte ham 1902 "en af vor presses bedste penne, men meget uberegnelig". J. tog sine politiske standpunkter uden større interesse for partitaktiske hensyn. Han beundrede forligsmodstanderen C. Berg og nærede dyb uvilje mod højre, men afløste Tauber som chef fordi han – og bladets bestyrelse -modsat Tauber støttede det forhandlende venstre, og han skaffede forliget af 1894 tilslutning fra den overvejende del af Vestsjælland. Han støttede 90ernes agrarbevægelse hvor store og små bønder, venstres og højres folk, søgte mod hinanden. Ved systemskiftet 1901 vakte han megen opsigt ved at kræve reformer frem for valgretsudvidelser. Ved dannelsen af det andet venstreministerium 1905 hyldede han J. C. Christensen som en "stormand" og pegede på forsvarssagen og en frihandelsvenlig løsning af toldspørgsmålet som de presserende opgaver. Den demokratiske og liberale ånd fra 80erne var hos J. forbundet med en kraftig national, forsvarsvenlig stemning. Som dreng havde han lagt øret til den nordfynske grøftekant og hørt kanontordenen fra Dybbøl, en barndomsoplevelse der prægede ham dybt. Han tilsluttede sig begejstret N. Neergaards militærforslag 1909, men under første verdenskrig blev han trods sit partis almindelige stilling en støtte for den radikale regering hvis forsigtige holdning udadtil han billigede, og hvis reguleringspolitik indadtil han af sociale grunde ikke fandt det forsvarligt at gå afgørende imod, trods sin principielle liberalisme. I grænsestriden efter krigen støttede han H. P. Hanssens linje, men tog skarpt afstand fra hans indtræden i den radikale regering. Fra 1917 da Waldemar Petersen blev medredaktør trak han sig gradvis tilbage fra den politisk meningsdannende virksomhed. Men da havde han, uden at have tilstræbt bredere personlig popularitet, fået et meget fast tag i Sorø Amtstidendes læserkreds, særlig landbefolkningen.

J. ejede bondens hjemstavnssans. Til sin sidste dag var han den flittigste læser af barndomsegnens lokalblad Bogense Avis. Han udbyggede systematisk Sorø Amtstidendes lokalstof og belærte sine medarbejdere om at en nyheds værdi vokser omvendt proportionalt med afstanden, ligesom han krævede at de skulle skrive så "Maren i kæret" forstod det. Selv betjente han sig af et levende, direkte, uopstyltet dansk. Men han havde høje, folkeoplysende mål med sin avis, den skulle bringe et åndeligt budskab og meddele kundskaber. Lokal bundethed skulle forenes med vid horisont. Han gjorde Sorø Amtstidende til et alsidigt folkeligt blad der læstes ud over landet både for sin holdning og sin nyhedsbetjenings skyld. Hans "uberegnelighed" gjaldt aldrig det grundtvigske syn ud fra hvilket han gav kirke- og skolestoffet en fremtrædende plads. I en epoke da farvede referater snarere var reglen end undtagelsen indskærpede han upartiskhed og nøjagtighed i gengivelsen. Hans sans for at "lave avis" inspirerede et par generationers pressefolk, og hans journalistiske aktivitet og nyhedsinstinkt højt op i oldingealderen blev legendarisk. Som 80-årig tog han til herregårdsbrand og skrev reportagen. Men større enkeltarbejder fik han aldrig skrevet. Dog udsendte han 1917 i bogform en samling erindringsartikler fra Sorø Amtstidende, Politiske Personer og Begivenheder. Han udnævntes 1937 til æresmedlem af Journalistforeningen i Kjøbenhavn (senere Publicistklubben) og Venstres redaktørforening, ligesom han var æresmedlem af Sønderjydsk forening for Slagelse og omegn. – Ved et fald i 1943 pådrog han sig en benskade, helbredet begyndte omsider at svigte. I hans sidste leveår blev hans dattersøn skudt af tyskerne som frihedskæmper. Det både smertede og opløftede den gamle fædrelandskærlige mand.

Annonce

Familie

Forældre: gårdmand, handelsmand Jens Hansen (1823–89) og Ane Kirstine Jørgensdatter (1819–86). Gift 24.5.1888 i Sønderup k. ved Slagelse med forfatter Rosalie (Rose) Christiane Marie Bruhn, født 1.4.1861 i Frederiksværk, død 29.3.1939, d. af garver Christian Frederik B. (1812–89) og Marie Frederikke Dorthea Erharth (1822–1903). Ægteskabet opløst 1918.

Ikonografi

Mal. af E. Henningsen, 1922. Foto.

Bibliografi

H. J.: Politiske personer og begivenheder, 1917. Interviews i Kristeligt dagbl. 3.9.1942, Ekstrabl. 5.9.s.å. og Berl. tid. 30.9.s.å. – J. V. Christensen i Ringsted folketid. 28.9.1912, 26.9.1922, 30.9.1927 og 29.9.1932. Sv. Thorsen i Medlemsbl. for provins-journalistforen. 1.6.1924. Berl. tid. 21.9.1932. Politiken 29.9.s.å. [P. Stavnstrup] i Dagens nyheder 1.10.s.å. Sorø amtstid. 27.9.1952. Erh. Larsen i Berl. aften 30.9.1952. Sjællands tid.s jubilæumsnr. 3.1.1965. Hans Bagge i 100 publicister om 100 publicister i 100 år, 1980 24–26. – Dansk pressemuseum og arkiv: Blade i anledn. af H. J.s 75-årsdag og H. J. 1.10.1942. Papirer i Kgl. bibl. og Rigsark.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Hans Jensen, Verner Jespersen: Hans Jensen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 21. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=292016