Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Elin Hansen

Oprindelig forfatter VeJes
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Elin Hansen, Carl Elin Petrus Hansen, 4.12.1897-1.9.1972, chefredaktør. Født på Vinde Vestergård, Skive, død på Skive sygehus, begravet Skive kgd. Som søn af den betydelige bladmand, politiker og organisator Carl Hansen (-Vinde) der gjorde Skive Folkeblad til en radikal og lokal institution, og som medarbejder ved Folkebladet gennem et halvt århundrede, blev H. i sjælden grad ét med sin avis og videreførte frugtbart faderens bladpolitiske værk. Efter studentereksamen 1917 fra Viborg latinskole læste han jura og tog 1. del 1919; men gigtfeber tvang ham fra studiet og efter et halvt års medarbejderskab ved Silkeborg Venstreblad hos den radikale redaktør Nic. Hurup ansattes han 1.8.1920 som journalist ved Skive Folkeblad og forlod ikke siden bladet. 1935 udnævntes han til faderens medredaktør, 1938 til ansvarshavende. Svækket af sygdom fratrådte han posten 30 år senere, 31.12.1967, men forblev journalistisk tilknyttet bladet indtil 1.8.1970, 50 års-dagen for ansættelsen. Politik, bredt forstået, var for H. journalistikkens kerne, men han havde den professionelle bladleders sans for at fange læserne hvor de står. Derfor gav han ikke blot sin mening til kende i de ledende artikler, men tog alverdens emner op overalt i avisen, selv i læserbrevsrubrikken. Hans stil var levende, direkte, blottet for fremmedord, stærkt pointeret, og han udfoldede sig især i det polemiske. Med Skivekredsens radikale folketingsmand siden 1920 Bertel Dahlgaard fortsatte H. det nære samarbejde som var indledt i faderens redaktørtid. De var begge født i Salling og så samfundsudviklingen i "Skive-radikalismens" særlige belysning, til hvis karakteristik H. har bidraget med følgende betragtning: "Sallingboerne erkender naturligvis, at der er et Danmark uden for Salling og en verden uden for Danmark, – men Salling er dog en særdeles vigtig part af begge dele! Derfor finder man det også kun rimeligt og naturligt, at Salling fører sin egen politik" (Fra moderation til radikalisme. Særtryk af Skive Folkeblad, 1952). Folkelighed i grundtvigsk tradition, radikal politik og lokal bundethed (samt afholdssagen, også en "arv" fra faderen), fandt modsætningsfrit sammen i H.s person og var gløden i hans journalistiske virke. I et jubilæumsskrift for Skive Folkeblad 1956 udtrykte han en bladpolitisk trosbekendelse med henvisning til "respekt for det enkelte menneskes ret til fri åndelig udvikling, til at have andre meninger end flertallet, og til at føre disse meninger frem gennem det blad, der er og skal vedblive at være egnens frie talerstol". Han værnede den journalistiske uafhængighed og var trods partiloyaliteten aldrig bange for at tage særstandpunkt. Pressens uddannelsesproblemer interesserede ham stærkt, han arbejdede for oprettelsen af journalistkursus ved Århus universitet (senere Journalisthøjskolen) og sad 1952-62 i dets bestyrelse. 1954-68 var han i bestyrelsen for Organisationen af bladudgivere i provinsen, ligesom han beklædte andre pressemæssige tillidshverv. – H. deltog aktivt i kommunalpolitik som medlem af Skive byråd 1937-48 og af repræsentantskabet for Den danske købstadforening 1937-45. Han var virksom i det radikale venstres og afholdsbevægelsens organisationsliv.

Familie

Forældre: redaktør, borgmester Carl H. (1870-1940) og Anne D. K. Jensen (1879-1937). Gift 19.8.1922 i Skive med Dorthe Strøm, født 5.9.1894 i Lihme, død 1.8.1975 i Skive, d. af fisker Peder S. (1856-1926) og Ane Kirstine Nielsen (1871-1950).

Ikonografi

Mal. af N. Mølgaard Andersen, 1970 (Skive Folkeblad). Foto.

Annonce

Bibliografi

Interview i Skive folkebl. 30.11.1957. – Garantselsk. Skive folkebl., 1956 især 97-117. Bertel Dahlgaard i Skive folkebl. 5.12.1957. Sst. 29.11.1967. Hans Larsen sst. 1.9.1972.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Verner Jespersen: Elin Hansen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 14. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=290610