Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Valdemar Pedersen

Oprindelig forfatter HLars
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Valdemar Pedersen, Valdemar Christian Pedersen, 2.7.1892-4.7.1978, bogtrykker, politiker. Født i Næstved, død i Kbh., begravet på Bispebjerg kgd. P. uddannedes i bogtrykfaget på Næstved Tidendes bogtrykkeri, var på valsen gennem Tyskland, Østrig og Schweiz 1913, videreuddannedes på Fagskolen for boghåndværk og etablerede sig 1921 som bogtrykker i Kbh. Han var medlem af bestyrelsen for Kbh.s bogtrykkerforening 1941-49, fra 1943 næstformand, af repræsentantskabet for Dansk arbejdsgiverforening 1941-49 og af Nordisk bogtrykkerråd 1943-49. Hans interesse og arbejde for god bogkunst førte ham til formandspladsen i Nordisk bogkunst 1949-60 og Foreningen for boghåndværk 1951-59. Med Tycho Brahes Bogtrykkeri, 1946, Dansk bogtypografi 1845-1958, 1959, og Xylograf F. Hendriksen, 1963 har han bidraget til bogtrykkunstens historie. I 1920erne og 1930erne hjalp P. unge forfattere der udgav deres første værker på eget forlag med trykning af bøgerne på lempelige vilkår. Blandt dem var Harald Bergstedt om hvem P. 1967 skrev Harald Bergstedt. Liv. Livsanskuelse. Digtning. Skæbne. – Politisk tilhørte P. fra sine unge år det radikale venstre og var 1935-37 og 1945-47 formand for Kbh.s radikale vælgerforening hvor han blev en meget aktiv kraft. Ved folketingsvalget 1935 organiserede han foreningens valgkamp og prægede den med ny og frisk agitation, stort initiativ og stærk optimisme der resulterede i en betydelig fremgang. Kommunalvalget 1937 viste samme tendens. P. indvalgtes i borgerrepræsentationen og var medlem til 1954, fra 1950 den radikale gruppes formand. Desuden var han i to perioder medlem af skoledirektionen. Hans organisationstalent og entusiasme gjorde sig også gældende i det radikale venstres landsledelse. Han sad i partiets hovedbestyrelse 1934-54, var landsforbundets næstformand 1947-54 og gennem 18 år desuden medlem af forretningsudvalget og partifondsbestyrelsen. Særlig interesse viste han for de mindre erhvervsdrivendes kår og var i en snes år formand for det på hans initiativ 1936 oprettede lands-håndværkerudvalg. Sin medleven og stadige optagethed af hvad der foregik i samfundet viste han, der kun havde folkeskolens undervisning, ved 1959 at tage præliminæreksamen – 67 år gammel – fra Ahms kursus og derefter 1960 at tage på studieophold i Oxford. 1962 udsendtes Tanker om bogen, et festskrift til P. i anledning af hans 70-års dag.

Familie

Forældre: værkfører ved De forenede papirfabrikker Peder P. (1857-1913, gift 1. gang med Kirsten Marie Christensen, ca. 1852-84) og Ane Marie Andersdatter (ca.1856/57-1933). Gift 5.1.1917 med Ingeborg Marie Hansen, født 26.9.1896 i Ålborg, død 6.8.1981 i Kbh. (Emdrup), d. af maskinmester Søren Peter H. (1867-1918) og Ane Marie Andreasen (1871-1956).

Ikonografi

Foto.

Annonce

Bibliografi

Interview i De grafiske fag LXVIII, 1972 186f. – H. Thejls sst. LXXIV, 1978 292f.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Helge Larsen: Valdemar Pedersen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 22. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=295599