Louis Rasmussen, Louis Rosengaard Rasmussen, 18.5.1891-8.7.1979, bogtrykker. Født i Ringkøbing, død sst., begravet sst. R. lærte bogtrykkeriet dels i faderens forretning der allerede i dennes tid havde opnået en fremtrædende position inden for faget, dels hos Busch & Petersen, Reklametrykkeriet, Århus. Uddannelsen fortsatte han på Fagskolen for Boghåndværk i København, og han fik derefter arbejde hos "Kunstpeter", Egmont H. Petersen, et eftertragtet sted hvor han var i tre år. Sine læreår sluttede han med studieophold i Tyskland, Østrig og Italien samt USA som han nåede ved at arbejde i trykkeriet på Amerikabåden United States.

1914 overtog R. ledelsen af faderens virksomhed, og få år efter begyndte de bøger at komme fra trykkeriet som efterhånden gjorde det landskendt for en usædvanlig håndværksmæssig kvalitet. R. knyttede kontakt med en række grafiske kunstnere, og særlig nært blev samarbejdet med Povl Christensen der bl.a. illustrerede flere Blicherværker hvor billeder, sats og tryk gik sammen i en kunstnerisk enhed af fornem karat, der 1969 skaffede R. Blicherprisen. Foruden de bildende kunstnere søgte også flere forfattere til Ringkøbing. Af disse kom vel Kaj Munk til at spille den største rolle. Han boede nærved – i Vedersø – og det var naturligt for ham da besværlighederne under besættelsen tog til at søge hjælpen hvor den var at få. Og det var den hos R. der trykte en del af digterpræstens senere ting nærmest illegalt og selv deltog i spillet om at narre censuren. R.s etablissement blev et kendt og skattet lærested, og selv gjorde han en betydelig indsats i sine faglige organisationer. Han var kredsformand for Ringkøbing amts bogtrykkerforening 1920–27 og 1944–67 og formand for Ringkøbing håndværkerforening 1939–61. Han gjorde et mangeårigt arbejde for Forening for boghåndværk dels som formand i den vestjyske afdeling, dels som medlem af hovedbestyrelsen og næstformand. 1967 fik han tildelt Håndværksrådets guldmedalje og 1978 Forening for boghåndværks ærespris. I en enkelt periode sad han i Ringkøbing byråd.

Kendt i videre kredse blev R. for sit arbejde for turistsagen, særlig den jyske. Han var en årrække formand for Ringkøbing turistforening, 1945–61 for De samvirkende jyske turistforeninger og – i samme periode – næstformand for Turistforeningen for Danmark hvis hæderstegn han modtog. Indædt og stædigt søgte han at vende de rejsendes blikke mod det jyske hovedland. Forum-udstillingen Jylland i København 1949 var en af hans store successer. Men han rejste også til Norge og Sverige med kæmpefølger og trak turister til Jylland. Hans ideer var mange, og heldet fulgte ham i en sådan grad at han kom til at tegne et helt tidehverv på dette område. Sliddet var overvældende; men R. holdt til det og havde endda overskud til den glade festlighed som var hans arbejdes tredie streng. "Hos os har dørene altid gået indad" sagde hans kone en gang, og det var en vending, som både kunstnerne, fagfællerne og turistfolkene til fulde forstod og var enige i. R. afstod 1975 sin virksomhed til sønnen Holger, der dog døde s.å., hvorefter trykkeriet gik ud af familiens eje.

Familie

Forældre: bogtrykker Andreas R. (1845–1908) og Kirstine Rosengaard (1854–1918). – 11.2.1918 i Ringkøbing med Helga Johanne Jensen, født 9.9.1900 i Agger, Thy, d. af skipper Jens Konge J. (1855–1939) og Karoline Josefsen (1860–1932).

Udnævnelser

R. 1949. R.1 1955.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Interview i Bogvennen ny r. I 1945, 1946 101–13. – Ebbe Neergaard i Bøger og byer, red. Johs. Smith, 1949. Johs. Smith: Æ trykker, 1964 (optr. i Ringkøbing årbog 1979 3–13). Berl.tid. 17.5.1971. Århus stiftstid. 10.7.1979. Poul Jeppesen i Bogtrykkerbl., s.å. 303. Erik Dal: Dansk provinsbogtryk gennem 500 år, 1982.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig