• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Leif Hartwell

Oprindelige forfattere MeHa og VDyb

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84. Indholdet er opdateret til denne onlineudgave.

Leif Hartwell, 16.3.1918-28.7.2004, bogtrykker og erhvervsmand. Leif Hartwell blev uddannet inden for bogtrykfaget og blev 1947 som 29-årig teknisk leder af det gamle københavnske bogtrykkeri Fr. G. Knudtzon. 1951 gik han over som direktør i trykkenet Axelholm A/S, fra 1957 blev han tillige administrerende direktør for Fr. G. Knudtzon, i begge selskaber var han tillige formand for bestyrelsen. Det er middelstore firmaer der supplerer hinanden inden for fagets forskellige produktioner. Han fortsatte som direktør for Axelholm A/S og for Fr. G. Knudtzon begge til 1995

Leif Hartwells indsats lå især inden for organisationslivet. Det begyndte 1963 med indvalg i Københavns bogtrykkerforenings bestyrelse hvor han straks blev formand og fortsatte som sådan indtil 1971. Inden da var han 1964 kommet i Dansk arbejdsgiverforenings hovedbestyrelse og forretningsudvalg. Her blev han 1967 næstformand og 1970 formand; formandsposten forlod han 1977. Leif Hartwell overtog formandsposten i en periode hvor der fortsat var gode muligheder for lønstigninger, men hvor den økonomiske kontraktion snart indtrådte med deraf følgende komplikationer også på arbejdsmarkedet. En række arbejderkrav som ØD, bedre arbejdspladsbeskyttelse, længere ferie m.m. blev ført frem som kompensation for egentlig lønfremgang. Leif Hartwell viste sig i den situation både som en smidig forhandler og som typen på den åbne og ligefremme arbejdsgiver, og selv om arbejdsgiverforeningen i disse år var i defensiven i opinionen var Leif Hartwell i stand til at give foreningen et image der gav den det præg af modernitet som var en ganske nødvendig modvægt.

Leif Hartwell var medlem af en række store virksomheders bestyrelse, bl.a. formand for bestyrelsen for Det dnaske stålvalseværk A/S 1977-81, bestyrelsesformand for forsikringsselskabet Topsikring 1972-82, medlem af bestyrelsen for Arbejdsmarkedets tillægspension 1970-78 og medlem af repræsentantskabet for Byggeriets realkreditfond 1971-89.

Annonce

Familie

Leif Hartwell blev født i København (Kingo).

Forældre: installationsmester Paul Peter Lauritz Nielsen (1883–1955) og Emmy Cathrine Sophie Hartwell (1888–1919). Gift 22.4.1943 i Kbh. (Søborg) med overassistent Anna Grete Nylander, født 29.9.1919 i Kbh., d. af mekaniker, gårdejer Johan Lauritz N. (født 1892) og Annie Vitalia Andersson (1888–1974).

Udnævnelser

R. 1968. R.K 1971. K. 1977.

Ikonografi

Mal. af Preben Hornung (Dansk arbejdsgiverforen.). Foto.

Bibliografi

Berl. tid. 6.3.1978. Politiken 12.3. s.å. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Merete Harding, Vagn Dybdahl: Leif Hartwell i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 24. januar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=290860



Tags