Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Johan Rudolph Thiele

Oprindelig forfatter LauNi
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Johan Rudolph Thiele, 30.1.1736-30.1.1815, bogtrykker. Født i Lippe i Westphalen, død i Kbh. (Helligg), begravet sst. (Helligg.). Allerede som dreng kom T. 1748 fra Tyskland til Kbh. og stod her i lære i det Berlingske bogtrykkeri hvor han også arbejdede som svend indtil han 1770 købte et lille kbh.sk trykkeri og etablerede sig som selvstændig bogtrykker. Ved sit ægteskab med bogtrykker Borups enke kom han i besiddelse af dennes trykkeri og forlag og desuden af en ejendom i Store Helliggejststræde (den nuværende Valkendorfsgade) hvortil han flyttede sin forretning, og som han senere udvidede ved køb af naboejendommen; her havde derefter trykkeriet til huse i hele det lange tidsrum -over 150 år – i hvilket det bestod. T. var en dygtig og flittig mand, og det lykkedes ham at drive sit trykkeri frem til at blive et af hovedstadens betydeligste. Han arbejdede især for det samtidig oprettede Gyldendalske Forlag for hvilket han 1794 udførte et optryk af den monumentale udgave af Holbergs Peder Paars fra 1772, vel hans smukkeste arbejde. I en årrække trykte han Videnskabernes selskabs skrifter. På sit forlag udgav hin en del af de ved trykkefrihedens indførelse fremkaldte småskrifter hvilket gentagne gange bragte ham i konflikt med myndighederne. Efter at han 1812 havde mistet sin sidste hustru og ved statsbankerotten n.å. hele sin formue tabte han modet og overdrog ledelsen aftrykkeriet til sin søn af tredje ægteskab, Hans Henrik Thiele (1787–1839) som efter faderens død helt overtog det; med ham fik det firmanavnet H. H. Thiele som det derefter bar så længe det bestod. Han førte støt virksomheden videre i det gamle spor og trykte flere anselige arbejder, deriblandt broderens store værk om Thorvaldsen, hvis første bind udkom 1831.

Familie

1. gang 16.10.1771 i Kbh. (kop. Nic.) med Rebecca Buch, døbt 20.12.1735 i Kbh. (Helligg.), død 17.3.1774 sst. (Frue) (gift 1. gang 1757 med bogtrykker Thomas Larsen Borup, 1726–70), d. af skomagermester Simon Nicolaisen (B.) (ca. 1702–70) og Margrethe Jacobsdatter. Gift 2. gang 15.11.1775 i Kbh. (kop. Nic.) med Anna Louise Falchenberg, født ca. 1737, død 29.7.1785 i Kbh. (Frue) (gift 1. gang med Budde), d. af kommissionær Søren F. (1717–90). Gift 3. gang 28.10.1785 i Kbh. (kop. Nic.) med Anna Koed de Hemmer, født 8.10.1758 i Lyngby i Randers amt, død 11.7.1812 i Kbh. (Helligg.), d. af sognepræst Hans Christophersen de H. (1696–1781, gift 1. gang 1735 med Anna Sophie Østergaard, 1701–42) og Kirstine Marie Nielsdatter Bang (1719–92). -Far til Just Mathias T.

Bibliografi

S. Otto Brenner: Bogtrykker J. R. T.s samtl. efterkommere, 1939. C. Nyrop: Bidrag til den da. boghandels hist. II, 1870 68–71. Skandinavisk bogtrykkertid. II, 1871 33–57. J. M. Thiele: Af mit livs årbøger, 1873 (ny udg. 1917). F. H[endriksen] i Bogvennen 1894, 1895 35–44 (også som særtryk m. titlen: Det Thieleske bogtrykkeris 125 års jubilæum, 1895).

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lauritz Nielsen: Johan Rudolph Thiele i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 6. december 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=298257