Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Jacob Behrend

Oprindelig forfatter LauNi
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Jacob Behrend, Carl Jacob Behrend, 23.10.1803-11.9.1846, bogtrykker, forfatter. Født i Kbh. (Mos.), død sst. (Petri), begravet sst. (Ass.). B. stod i lære i det Brünnichske bogtrykkeri i Kbh., rejste 1820–26 som typograf i Tyskland og Frankrig og oprettede 1827 et bogtrykkeri i Kbh. Dette var efter datidens forhold meget moderne indrettet, væsentlig efter fransk mønster, og flere veltrykte bøger udgik derfra, men 1831 måtte B. standse, og kreditorerne solgte hans materiel. For resten af sine midler købte han derefter et lille trykkeri, og efter at have haft til huse med dette forskellige steder i Kbh. nedsatte han sig 1839 som bogtrykker og visedigter i poeternes klassiske gade Åbenrå. Allerede længe havde han nemlig ved siden af sin bogtrykkervirksomhed dyrket digtekunsten, mest dog i dens allerletteste genrer. Foruden et par romaner og en række oversættelser, bl.a. efter Dickens, omfatter B.s forfatterskab en mængde småskrifter på vers eller prosa af lavkomisk og satirisk indhold. Også i udgivelsen af den underholdende tidsskriftlitteratur som florerede så stærkt i Kbh. på den tid tog han livligt del og startede det ene tidsskrift efter det andet, deriblandt det humoristiske ugeblad Kjøbenhavns Natkikkert som udkom gennem en årrække (1837–44). Det var dog som visedigter han især gjorde sig bekendt. Alle opsigtvækkende begivenheder i Kbh. besang han i skillingsviser som han selv trykte og forhandlede; af sådanne viser har han forfattet op imod 450 og har desuden skrevet mængder af lejlighedsviser på bestilling. Sin interesse for bogtrykkerfaget bevarede han stadig, han organiserede således den modstand bogtrykkerne rejste mod hurtigpresserne ved disses fremkomst i 30'erne, og udgav 1840 i anledning af bogtrykkerkunstens 400 års jubilæum en vejledning i sætningen af sanskrit, som udkom i Berlin.

Familie

Forældre: agent og stadsmægler i Kbh. Israel Jochim B. (ca. 1761–1821, gift 1. gang 1783 med Dorothea (Deicke) Mariboe, 1762–91, gift 3. gang 1819 med Ane Tobia Mannesen, ca. 1784– 1873) og Jeanette Hirsch (ca. 1764–1816). Gift 9.9. 1827 i Berlin (domkirken) med Caroline Wilhelmine Bremer, født 28.6.1805 i Berlin (Jer. k.), død 30.7.1872 i Kbh. (Petri), d. af typograf Johann Heinrich Wilhelm B. (Braemer) (død 1823) og Dorothea Louise Lehmann.

Bibliografi

Flyveposten, 1846 nr. 219 og 221. Skand. bogtrykkertid. II, 1871 21f.; III, 1872 168–71. J. Davidsen: Fra det gamle kongens Kjøbenhavn II, 1881 176f.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lauritz Nielsen: Jacob Behrend i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 17. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=286687