Hans Hansen Skonning

Hans Hansen Skonning, Hans Hansen Skaaning, 1579-16.4.1651, bogtrykker, forfatter. Født i Rydsgård ved Ystad, død i Århus. S. synes i en ung alder at have fået forbindelse med Oluf Rosensparre til Skarhult der muligvis har bekostet den boglige uddannelse som S.s senere forfatterskab forudsætter. Han var i Rosensparres tjeneste da denne var lensmand i Mariager, og nævnes 1614 som borger i Ålborg. Omkring 1617 blev han klokker ved domkirken og notar i domkapitlet i Århus, hvor han ca. 1730 oprettede et bogtrykkeri. 1635 fik han "med hans consorter" bevilling til at drive en papirmølle som kongen på forskellig måde støttede, og samtidig var bogtrykkeriet i livlig virksomhed ligesom S. selv udfoldede megen flid i et broget forfatterskab. – Som bogtrykker kom han ikke ud over det middelmådige, men må dog havde nydt en vis anseelse siden han 1637 fik den betydelige og vanskelige opgave at trykke et nyt oplag af Niels Jespersens "Gradual" hvori man første gang træffer satsnodetryk fremstillet uden for Kbh. Da der i disse år ikke fandtes skriftstøberier herhjemme må han have hentet nodesatsen og det øvrige skriftmateriel i Tyskland. Det vides da også at han foretog rejser til udlandet (Hübertz: aktstykker II, 93). Foruden mere end tyve skrifter af eget forfatterskab udsendte S. en række optryk af ældre, kendte værker som Peder Laales ordsprog og flere af Justesen Ranchs skuespil samt henved 30 til dels omfangsrige ligprædikener, en del flyveskrifter m.m. I sin geskæftighed forsømte han undertiden at lade trykkeriets produkter censurere af "de Høilærde" i Kbh. hvad lensmanden 1643 fik befaling til at påtale.

Af S.s egne skrifter er en del kompilationer som Collegium philosophorum. Hedenske Philosophia eller Vijsdom, 1636, Mirabilia naturalia eller Natur-Wunder, 1639, Geographia historica orientalis, det er: Atskillige Østerske Landis oc Øers ... Beskriffvelse, 1641, værker der røber en omfattende, om end ganske ukritisk læsning, og som dengang trods deres snakkesalige bredde sikkert har gjort en vis fyldest. Nævnes må også Taxste-Bog eller Visse Udregning paa alle Species ... udi hart Korn anslagit, 1647 der stadig har betydning som kulturhistorisk kildeskrift. Af digterværker, om man her tør bruge denne betegnelse, kan fremhæves De wgudelige oc forvirrede Verdens Børns Klagemaal, Rættergang oc Beskyldninger imod den arme Justitium oc ilde hørde Sandhed, 1648, påvirket af Hans Tausens vise om løgn og sandhed og Justesen Ranchs skuespil, samt S.s af datiden mest omtalte arbejde, det første originale danske, episke digt Kattenis Rættergang med Hundene, 1650, en dyreallegori i smag med "Reinecke Voss", men stærkt udtværet og plat. Begge skrifter er "vel saltet", men "sluddervorn" poesi, som Tøger Reenberg siger. Det er bredt satiriske fremstillinger i dårlige knittelvers, og S. hævder indædt at sandhed og retfærdighed er hjemløse i denne verden hvor lasten triumferer. "Finis materiae, non malitiae" hedder det i slutningen af Kattenis Rættergang, og denne uudtømmelige malice der var fyldt med "gusten Galde og sort Blækspruttesnavs" (Jens Worm) skyldtes måske i nogen grad bitterhed mod biskop Morten Madsen der 1641 afsatte ham som klokker, samt den uhyggelige proces mod bispinden og hendes svigersøn hvori S. var indblandet. Ifølge sagens akter spillede han dog kun en beskeden rolle, men efter den folkelige overlevering var hele processen en hævnakt af S. og lensmanden Erik Grubbe. I første omgang gik det også bispefamilien ilde, og S. blev 1649 genindsat i sit embede; men da han 1651 mistede livet ved et fald ud af det glamhul i domkirketårnet hvorfra han påstod at have set det forargelige forhold i bispegården betragtede samtiden det som en himlens straf for hans falske vidnesbyrd. – Med sin mangeartede foretagsomhed, sit stridbare sind og spidse vid har S. været en usædvanlig fremtoning, og endnu 1692 nævner Holger Iacobæus ham i sin rejsedagbog blandt de ting Århus "er berømt af. I skønlitteraturen er han og især hans formodede andel i processen mod bispefamilien gentagne gange behandlet, således af Fr. Sneedorff Birch (Elmquists Læsefrugter LV, 1832), af Knud Skytte (Den onde Lensmand, 1884), af H. C. Bering Liisberg i skuespillet Domklokkerne (opført 1905 på Århus teater; utrykt) og af Nicoline Kirkegaard i romanen Bispinden i Aars (1918).