Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

H. Langkjær

Oprindelig forfatter PKJen
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

H. Langkjær, Hans Christian Marius Langkjær, 18.2.1865-17.4.1942, bogtrykker, arbejdsgiverleder. Født i Vejle, død i Hellerup, begravet sst. L. stod i lære hos Arnold Jørgensen i Horsens og indfangedes i disse år af den stærke liberale bevægelse som var rejst her af Emil Bojsen. L. vedblev at være venstremand indtil han 1933 udmeldte sig af partiet i protest mod Kanslergadeforligets forbud mod arbejdsstridigheder. Efter udstået læretid gik vejen over Kbh. til Berlin, Leipzig og Wien (en overgang også Paris) hvorfra L. vendte hjem ikke alene med en solid faglig uddannelse, men også præget af moderne litterære og æstetiske strømninger som han med sin alsidige intelligens havde indsuget under opholdet i verdensbyerne. Grafisk Kunst & Forlagsanstalt C. J. Kihl & L., som han 1893 startede i forening med J. Kihl, var lagt an på at give det unge åndelige røre en tumleplads, og her udkom bl.a. det af Johannes Jørgensen redigerede "symbolistiske" månedsskrift Taarnet. Forlags-firmaet ophævedes 1900 hvorefter L. i eget navn fortsatte bogtrykkeriet som under hans ledelse vandt et stort fagligt renommé, og hvorfra en række fornemme arbejder udgik hvis udførelse tjener dansk boghåndværk til ære. – Som organisationsmand blev L. tidligt en forgrundsfigur. Han var 1903 med til at starte Kbh.s bogtrykkerforening, blev s.å. dens næstformand og 1904 formand. Han redigerede i disse år tillige foreningens medlemsblad. Da han 1906 ville træde tilbage opfordredes han gennem en adresse fra samtlige medlemmer af bogtrykkerforeningen til at forblive, og han bevarede da formandsposten til 1908. Han ledede således foreningen under konflikten 1908 som fik sit særpræg derved at hovedparten af den borgerlige presse standsede en uge. L. blev medlem af den efter konfliktens afslutning nedsatte kommission der 1910 resulterede i oprettelsen af den faste voldgiftsret og forligsinstitutionen. Af bogtrykkerforeningens bestyrelse var han medlem til 1932.

I arbejdsgiverforeningen begyndte L. 1906 som revisor og kom 1907 ind i forretningsudvalget hvor han 1918 blev næstformand og 1920 formand. Forud for hans overtagelse af formandsposten var gået et intensivt og frugtbringende arbejde. 1909 fremsatte han forslag om offentlig arbejdsanvisning under medvirken og kontrol af fagene, 1916 fulgte reorganisation af Arbejdsgivernes ulykkesforsikring, 1917 oprettedes Pensionsforsikringsanstalten og 1919 det social-politiske udvalg. Som arbejdsgiverforeningens repræsentant var han medlem af den faste voldgiftsret 1910–21, af arbejderforsikringsrådet 1917–20, af socialrådet 1919–29 og af Industrirådet fra 1920. Hans formandstid i arbejdsgiverforeningen der strakte sig over tolv år – længere tid end nogen af forgængerne – var rig på store begivenheder. Da han tiltrådte truedes landet af en generalstrejke, og siden fulgte bevægede arbejdskonflikter 1921, 1922 og 1925, præget af de stærke brydninger mellem arbejdsgiver og arbejder som måtte opstå i disse år hvor højkonjunkturen var under afvikling, og hvor arbejdslønningerne skulle afpasses efter det nedadgående prisniveau. På den fremskudte og vanskelige post virkede L. med stor dygtighed. Han blev ikke alene kendt som en smidig forhandler og et klart hoved, en arbejdsgiverleder der med virkning kunne tale foreningens sag udadtil; også indadtil opnåede han betydelige resultater i sine bestræbelser for at udvikle og udbygge arbejdsgiverforeningens rammer og formål. Hans udprægede sociale indstilling gjorde det muligt for ham selv under det skarpe modsætningsforhold som kampårene nødvendiggjorde at bevare den føling med modparten der i det lange løb må være forudsætningen for en sund udvikling af arbejdsforholdene. Da han trådte tilbage 1932 hædredes han med den kun én gang før anvendte udnævnelse til æresmedlem hvortil føjedes livsvarigt medlemskab i arbejdsgiverforeningens repræsentantskab og hovedbestyrelse. Efter at have forladt organisationsarbejdet fortsatte L. som leder af sit bogtrykkeri hvor hans sønner, C. C. L. (1903-83) og Hans L. (f. 1911) blev optaget som medindehavere og stadig udgør firmaets ledelse. Hans L. har været med i bestyrelsen for Foreningen Norden og er fra 1971 formand for Københavns bogtrykkerforening samt fra 1977 medlem af sø- og handelsretten.

Familie

Forældre: murermester Carl Christian L. (1822–1902) og Mette Marie Sørensdatter (1825–1906). Gift 10.4.1895 i Kbh. (b.v.) med Marie Cathrine Olsen, født 24.6.1869 i Horsens, død 9.2.1962 i Hellerup, d. af farver Anthon O. (1839–88) og Dorthe Marie Wramdrup (1845–80).

Annonce

Udnævnelser

R. 1912. DM. 1921. K2. 1928.

Ikonografi

Tegn. 1911. Karikatur af Alfred Schmidt, 1920 (Fr.borg). Mal. af Knud Larsen, 1921 (Da. arbejdsgiverforen.), H. Vedel, 1933 (Arbejdsgivernes Ulykkesforsikring) og L. Find (sst.). Foto.

Bibliografi

Interview i De grafiske fag, 1935 65–67. – Sophus Agerholm og A. Vigen: Arbejdsgiverforen. gennem 25 år, 1921. [Samme og C. Plum:] Dansk arbejdsgiverforen. gennem årene 1921–36, 1936. Arbejdsgiveren 13.2.1925, 8.4.1932 og 3.6. s.å. De grafiske fag 1.3.1928. Sophus J. Nielsen sst. 1942 155f. G. E. Hartz i Tidsskr. for industri, s.å. 117f. Langkjærs bogtrykkeri. En kvist mellem tårne, 1950.

Referér til denne tekst ved at skrive:
P. Koch Jensen: H. Langkjær i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 18. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=293262