Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Carl Berling

Oprindelige forfattere LauNi og NNeer
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Carl Berling, Johan Carl Ernst Berling, 30.8.1812-30.3.1871, bogtrykker, avisudgiver, hofembedsmand. Født i Kbh. (Helligg.), død i Ismailia i Ægypten, bisat på sin ejendom Ordruphøj ved Kbh. B. fik sin typografiske uddannelse i det af hans oldefar grundlagte trykkeri som på det tidspunkt ejedes af hans far og dennes bror. Den engang så ansete forretning var efterhånden stagneret, forlagsvirksomheden så godt som ophørt og trykkeriet næsten kun beskæftiget med fremstillingen af firmaets privilegerede avis, Den Berl. Tidende. Efter faderens og onklens død styrede hans mor forretningen gennem flere år i hvilke den yderligere gik tilbage, men 1836 overtog B. den og indledte dermed en ny blomstringsperiode for det gamle firma. For at studere bogtrykfagets nyeste fremskridt foretog han 1837 en rejse gennem Tyskland, Frankrig og England og vendte hjem ikke blot med nye erfaringer, men også med nyt moderne materiel. S.å. fik han bevilling til at anlægge et skriftstøberi og n.å. eneret på congrevetryk (en da nylig opfundet engelsk farvetryksteknik); desuden oprettede han en stereotyperingsanstalt og et litografisk etablissement. Sin største interesse viede han dog det egentlige bogtryk. I 1840erne regnedes det Berl. Trykkeri for det fineste i Kbh., og mange gode arbejder udgik i denne periode derfra. Til de bedste hører Holberg-samfundets udgave af Holbergs Komedier, 1847–54, og N. L. Westergaards Radices linguæ Sanscritæ, 1841, hvortil sanskrittyperne var skåret og støbt i firmaets eget skriftstøberi. Også avisen blev moderniseret og gik stærkt frem, hvorimod bestræbelserne for at genskabe et bogforlag ikke helt gav det ventede resultat. Efter Frederik Vll's tronbestigelse 1848 gled B. mere og mere bort fra forretningens ledelse, idet han knyttedes som hofembedsmand til den nye konge. – Et ungdomsvenskab med Frederik VII fra den tid denne som prins opholdt sig i Fredericia drog ved tronskiftet 1848 B. ind i den ham hidtil ganske fremmede hofkreds. Han blev kongens privatsekretær, og allerede 31.12.1848 udnævntes han til den ret vigtige post som generalkasserer for civillisten og fik titel af etatsråd. I de følgende år avancerede han hurtigt til en række vigtige hofcharger, blev 1849 kammerherre, 1851 rejsemarskal og 1857 generalintendant for civillisten. Efter kongens ægteskab med grevinde Danner 1850 var båndet knyttet yderligere fast idet B. havde stået i forhold til daværende jomfru Louise Rasmussen, men var veget pladsen for prinsen og vedblevet at stå i intimt venskabsforhold til dem begge. B. gjorde ved sit forretningstalent såvel kongen som grevinden betydelige tjenester og røgtede sine embeder med dygtighed, men blev ved sin borgerlige fremtoning og sin nære forbindelse med grevinde Danner en torn i øjet på hofkredsen og betragtedes med mistillid af de forskellige regeringer, både af konservativ og nationalliberal støbning som frygtede hans og grevindens politiske indflydelse hos kongen og anså deres fremtrædende stilling ved hoffet som en hindring for en nærmere forbindelse mellem det danske og fremmede hoffer og for et tåleligt forhold til det ledende holstenske aristokrati. B. der i sin egen og, som han mente, også i kongens interesse på enhver måde søgte at styrke grevinde Danners stilling trådte derfor fra første færd i nær forbindelse med det eneste parti som havde billiget kongens ægteskab og betragtede det som en garanti for den frie forfatnings og den almindelige stemmerets opretholdelse, nemlig de af A. F. Tscherning, J. A. Hansen og Balthazar Christensen ledede bondevenner. Det var særlig den sidstnævnte som røgtede den intime forbindelse med B. der strakte sig lige til 1860. Der er ingen tvivl om at såvel B. som grevinden gennem denne forbindelse blev oprigtige venner af den frie forfatnings opretholdelse og over for kongen modvirkede de aristokratiske og absolutistiske tendenser der i 50ernes første halvdel under indflydelse af den herskende europæiske strømning gjorde sig gældende inden for regeringskredsene og undertiden truede med at få tag i Frederik VII selv. Det tør ligeledes med sikkerhed antages at B. sammen med L. N. Scheele har medvirket til ministeriet Ørsteds fald.

Under de stedse mere nationalliberalt farvede ministerier i 50ernes anden halvdel blev de ledende ministres forhold til B. og grevinden efterhånden stærkt spændt og kom 1858–59 til bristepunktet da kongen imod ministeriets ønske udnævnte B. til S.K., og grevinden på forskellig måde søgte at skaffe sig en mere officiel stilling ved hoffet. Hertil kom at B. til tider gav sig blottelser som kunne udnyttes af hans modstandere, således da han, der var en stadig mellemmand mellem Frederik VII og daværende kronprinsregent Carl i frimurersager, anklagede nogle højtstående svenske frimurere for at være delagtige i skandskrifter mod grevinden og derved pådrog sig den svenske kronprins' mishag. Generaladjudanten Cai Hegermann-Lindencrone måtte sendes til Stockholm for at udjævne sagen og benyttede efter ministeriets tilskyndelse lejligheden til at afkræve B. et løfte om at ville trække sig tilbage fra sine hofstillinger. Løftet afgaves men det trak i langdrag med dets opfyldelse, og imidlertid indtraf en ny affære idet B. på Glücksborg skaffede sig adgang til at gøre sig bekendt med en del afsendte telegrammer, hvorfor finansminister C. E. Fenger indstillede til kongen at sætte ham under tiltale for krænkelse af telegrafhemmeligheden. Ministeriet insisterede nu stærkt på B.s fjernelse medens man fra den modsatte side mente at dets aktion var af rent politisk-antidemokratisk natur. Enhver, skrev amtmand C. E. Rotwitt, den senere konseilspræsident, der ser kongens daglige liv "maa kunne indse, at uden B. og Grevinden – og at den sidste ej kan holdes, naar B. ryger, tror jeg sikkert – er Kongen snart perdu og en Abdikation eller et Medregentskab nødvendigt". Ministeriet satte imidlertid hårdt mod hårdt, og da kongen ikke ville gå ind på B.s fjernelse indgav det sin demission, og ministeriet Rotwitt udnævntes 2.12.1859. De voldsomme bevægelser i hovedstaden bragte dog B. hvis helbred desuden var blevet svækket til 30.12. at nedlægge sine aktive hofstillinger og rejse til udlandet. Mausoleum på Ordruphøj.

Familie

Forældre: bogtrykker Carl Christian B. (1777–1824) og Sophie Hedevig Glasing (1792–1859). Gift 18.10.1854 i Kbh. (Frelsers) med Polly Marie Knudine Haderup, født 14.2.1825 på Leegårdslyst i Skanderup sg., død 30.1.1895 på Ordruphøj, d. af toldinspektør i Vordingborg, krigsråd Carl Erhardt H. (ca. 1795–1834) og Juliane Christine Holck (1796–1850).

Annonce

Udnævnelser

Etatsråd 1848. Kammerherre 1849. – R. 1848. DM. 1849. K. 1851. S.K. 1858.

Ikonografi

Mal., formentlig af Aumont fra beg. af 1830erne, og af A. Schiøtt, 1850 (begge Jægerspris). Buste af H. W. Bissen, 1853 (Jægerspris, St.mus.), kopi af Th. Stein (Ordruphøj). Mal. af Gertner, 1855 (Jægerspris), litograferet 1856 af J.V. Kornerup efter tegn. af L. A. Gertner. Træsnit 1871. Tegn. af Young (Kgl. bibl.). Afbildet på H. Nik. Hansens mal. "Efter Frokosten", 1910, og på radering af samme 1910–20. Foto.

Bibliografi

C. Nyrop i Skand. bogtrykker tid. II, 1871 145–49. E. Selmar: Det berlingske bogtrykkeri i Kbh., 1916 17–22. N. Neergaard: Under junigrundloven, 1892–1916 særlig II 330–45. Andreas Frederik Kriegers dagbøger 1848–1880, udg. af Elise Koppel, Aage Friis og P. Munch, I-V, 1920–23. – Papirer i Rigsark.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lauritz Nielsen, N. Neergaard: Carl Berling i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 23. maj 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=286839