Søren Wiene, Søren Peter Wiene, 6.8.1882-3.11.1966, boghandler. Født i Kbh. (Jac), død i Gentofte, begravet sst. W.s far var i en årrække fuldmægtig hos den initiativrige forlægger Fr. Wøldike hos hvem han lærte Gustav Wied at kende. Efter han 1876 havde nedsat sig som boghandler på Østerbro i Kbh. kom han ved flere lejligheder Wied til hjælp, og i Nogle Erindringer fra min Boghandlertid (Boghandlermedhjælperforeningens årsskrift 1896, senere optrykt flere steder) har digteren sat W. senior et smukt minde. Som søn af en boghandler var den unge W. så at sige født ind i det fag der også skulle blive hans. Allerede som otteti årig måtte han hjælpe til i bogladen og når en af de mange bydrenge som en forstadsboghandel dengang benyttede udeblev måtte han han tage en tur ud til abonnenterne på blade som III. Familiejournal og senere Frem. Nok kostede de blot ti øre nummeret, men alligevel blev de bragt ud. Tidligt faderløs fik W. sin faglige uddannelse i Århus i en boghandel hvor han ikke skulle betale for at stå i lære. 22 år gammel blev han bestyrer af den fædrene forretning som moderen midlertidigt havde drevet videre, han blev 1910 dens ejer. Inden for branchen lagde man hurtigt mærke til den unge dygtighed. 1917-22 og 1924-40 var han formand for Kbh.s boghandlerforening hvor han ivrede for boghandlernes ligestilling med forlæggerne. Hans formandsperioder faldt i brydningsår da bogspredningen i mangt og meget ændrede form, og W. der først og fremmest ville opnå praktiske resultater var faget og foreningen en god mand; 1943 blev han æresmedlem. Hans anlæg for organisationsarbejde blev taget i brug i større stil da han 1930-37 var formand for de kbh.ske handelsforeningers fællesrepræsentation og 1933-37 for købmandsrådets komité. Her tog han del i udarbejdelsen af bl.a. næringsloven, lov om uretmæssig konkurrence og især lov om beskyttelse af butikslejere, noget dengang helt nyt ikke blot i Danmark. For uddannelsen af sit fags ungdom og af unge handelsmænd i almindelighed gjorde han en betydelig og varig indsats. W. var ikke de kategoriske meningers mand; sine resultater opnåede han ved smidig forhandlingsevne og sej udholdenhed. Hans livssyn var liberalt og tolerant; fra sin ungdom var han en dyrker af Ludvig Feilbergs levelære, og om dette emne skrev han flere artikler. I det hele var han en flittig pennens mand, mest som bidragyder til boghandelens fagblade. Sin boglade, til hvilken han efterhånden knyttede nogen forlagsvirksomhed, afstod han 1944 til sønnen Kjeld W., der videreførte den til 1968 da den ophørte.

Familie

Forældre: boghandler Emil Peter Knud W. (1848-92) og senere boghandler Hedvig Appoline Vilhelmine Møller (1856-1933). Gift 1. gang 9.6.1911 i Stenløse med Gerda Petersen, født 28.11.1878 i Hejlskov præstegård, Ørslev kloster sg., Viborg, død 13.4.1922 i Gentofte, d. af provst, sidst i Stenløse og Viksø, Theodor P. (1841-1902) og Hermine Faye (1845-83). Gift 2. gang 22.11.1923 i Kbh. med Mary Christensen, født 24.4.1892 i Kbh., død 20.5.1981 i Gentofte, d. af maskinkonstruktør Søren Peter C. (1866-1924) og Frederikke Rasmussen (1866-1953).

Udnævnelser

R. 1930.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Interview i Boghandleren 4.5. og 11.5.1966. – Andr. Dolleris: Danm.s boghandlere 1906-18, 1919 383f. Mindeblade fra 50 år på Østerbro 1876-1926, 1926. C[arl] R[olsted] i Dansk boghandlertid. 6.5.1926. Einar Harck sst. 5.4.1935. Arthur G. Hassø: Den danske bog-handlerforen.s hist., 1937. De danske handelsforen.s fællesorganisation 1890-1940, 1940. Johs. Hansen: Kbh.s boghandlerforen. 1893-1943, 1943. Ove Rømer m.fl. i Boghandleren 31.7.1952. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig