Søren Gyldendal

Søren Gyldendal, Søren Jensen Gyldendal, 12.4.1742-8.2.1802, boghandler. Navnet Gyldendal er sandsynligvis en velklingende omdannelse af den lokale udtale af Giverdal, Gywerdal hvor forældrehjemmet lå, og det er rimeligt at antage at foranledningen var at den nykonfirmerede lærersøn 1757 skulle indskrives som discipel ved katedralskolen i Ålborg. Hertil kom han uden andre midler end et godt nemme og et særligt talent for handel. 1766 dimitteredes han til universitetet i Kbh., tog artium og n.å. filosofikum. Som en begavet og flittig student fik han Regensen og kommunitetet, og samtidig med at han her begyndte det teologiske studium skaffede han sig en biindtægt ved at købe og sælge bøger til studiefællerne, en metode han allerede havde bragt i anvendelse i Ålborg. Blandt studenterne var han velanskreven. Vennen og husfællen fra Regensen, den senere rektor J.H. Tauber omtaler ham flere gange i sin dagbog, og altid med respekt. Det var ikke usædvanligt at studenter foretog auktionskøb for hinanden, men for Søren Gyldendal blev boghandelen en levevej. Søren Gyldendals sans for bognyheder viser sig da han straks efter at trykkefrihedslitteraturen var begyndt at komme var i færd med at udarbejde et Kritisk Katalog... for boghandler A.J. Kanneworff hos hvem han har gået til hånde i hvert fald fra 1770. Da Kanneworff døde sikrede Søren Gyldendal sig retten til at udgive 3. bind af denne publikation der udkom 1772 som den første bog med hans navn som forlægger. Han havde da, hævdes det, giftet sig penge til – men at det skulle være med en lærredshandlers enke modsiges af kirkebogen der benævner hende som ugift – og etablerede sig øverst i Trompetergangen (nu Niels Hemmingsensgade 23), men allerede n.å. købte han en ejendom på hjørnet af de to Helliggejststræder (Niels Hemmingsensgade-Valkendorfsgade). 1776 overtog han derefter Kanneworffs forretning i Silkegade (nu nr. 5) for endelig 1787 at flytte ind i den fornemme gård i Klareboderne som siden har båret hans navn.

Søren Gyldendals virksomhed er præget af en jævn og stadig fremgangslinje. Han vidste hvad der kunne betale sig at udgive og fik derved også råd til at udgive det mindre lønsomme. Om den tillid man nærede til hans økonomi vidner det at det i lovene for Drejers klub nævnes at der ikke skulle kræves kaution af kassereren så længe posten beklædtes af Søren Gyldendal. Hans medlemskab af nævnte klub fra begyndelsen af 1775 viser at han tillige regnedes til de frisindede. At han samtidig her omgikkes tidens førende skribenter var ikke til skade for hans virksomhed.

Sidste del af 1700-tallet med dets oplysnings- og reformideer, samt ikke mindst den økonomiske højkonjunktur var en gunstig tid for boghandel og forlag. Når Salomon Soldin i Nyeste Skilderie af Kjbh., 1824 hævder at "Boghandelens egentlige gyldne Periode begynder med Agent Gyldendal" er det således næppe Søren Gyldendals fortjeneste alene, men han forstod at knytte nogle af de bedste forfattere til sig og at udnytte den nyvågnede borgerlige nationalisme – og det undgik ikke opmærksomheden at han fra begyndelsen med sine udgivelser lagde sig på en dansk-norsk linje. Hovedvægten lå på den videnskabelige litteratur med teologiske forfattere som N.E. Balle og Chr. Bastholm, jurister som P. Kofod Ancher og Tyge Rothe og historikere som Ove Malling og P.F. Suhm. Af fremtrædende nordmænd kunne nævnes mange som fx Hans Hammond, hvis Den nordiske Missionshistorie i Nordlandene kom 1787, og sorenskriver L.H. Bings topografiske beskrivelse af Norge, Island, Færøerne og Grønland. En anden side af udgivervirksomheden var skole- og lærebøger, ordbøger og populærvidenskabelige værker som abbed Millots Verdenshistorie i 17 bind og Esaias Fleischers Naturhistorie i 26. 1789 købte han rettighederne til Jacob Badens latinske ordbog. – Alligevel kom der også betydelig skønlitteratur hos Søren Gyldendal.

1776 overtog han Dorothea Biehls Don Quixote-oversættelse og senere kom hendes skuespil i serien af Nye originale Skuespil. Også de betydeligste medlemmer af Norske selskab, som J.H. Wessel, Jens Zetlitz, Claus Frimann, Edv. Storm, J. Nordal Brun og Enevold Falsen, fik deres bøger ud hos Gyldendal. Fra 1780 var Søren Gyldendal universitetsboghandler hvilket medførte skattefrihed, og s.å. overdrog Det typografiske selskab ham dets skrifter til udgivelse, det samme gjorde 1781 Selskabet for de skiønne og nyttige videnskabers forfremmelse samt Jacob Langebeks Selskabet for fædrelandets historie og sprog. 1778-82 var han redaktør af Lærde Efterretninger. Allerede i sin levetid blev Søren Gyldendal lidt af en institution, men det må fremhæves at hans betydning for boghandelens udvikling ikke mindst ligger i hans indsats for bogspredning gennem udenbys kommissionærer. Søren Gyldendals første annonce 1772 tilbød syv småskrifter, hans første, bevarede, katalog fra 1779 indeholdt over 3.000 antikvariske titler og ca. 400 forlags- og kommissionsskrifter, samt tilkøbte restoplag. I alt udgav han 1495 titler. Efter hans død videreførtes forlaget af enken, med N.A. Wahl som daglig leder indtil svigersønnen Jacob Deichmann trådte til 1809.