Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Ove Tryde

Oprindelig forfatter AlFr
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Ove Tryde, Ove Vilhelm Tryde, 29.11.1870-8.4.1956, boghandler. Født i Kbh. (Holmens), død i Hellerup, begravet sst. 1888 blev T. student fra Borgerdydskolen på Christianshavn, 1894 tog han teologisk embedseksamen, men benyttede den aldrig. 1894-97 arbejdede han ved boghandel i Berlin, Paris og London og befæstede derved sine udmærkede sprogkundskaber. 1897 blev han prokurist i faderens, Vilh. T.s boghandel, 1901 medejer, fra 1913 til firmaets ophør 1938 eneejer. Han videreførte forretningen i det gamle spor og gav billed-handelen et kraftigt opsving omkring århundredskiftet ved at kaste sig over kulfotografiet, i de år den store mode på reproduktionsområdet. Noget egentligt forlag skabte han ikke, men alligevel var det inden for bogbranchens forlæggersektion han blev et internationalt kendt navn. Boghandlerforeningen, den senere forlæggerforening, som han blev medlem af 1900, valgte ham fra 1909 som delegeret i Congrés international des éditeurs, i hvis genopbygning efter første verdenskrig han havde en væsentlig og fra alle sider anerkendt andel. 1929-31 var han den genskabte sammenslutnings formand, 1936 blev han æresmedlem.

En tilsvarende indsats for det internationale forlagssamarbejde ydede han efter afslutningen af anden verdenskrig. Han var repræsentativ af skikkelse og væsen, en skolet taler, også på fremmede sprog. Udstillinger i ind- og udland nød godt af hans faglige og kunstneriske viden, og inden og uden for sit fag sad han i adskillige, ikke mindst filantropiske selskabers bestyrelser, således var han 1941-56 formand for De danske boghandleres hjælpekasse. 1935-37 var han næstformand i boghandlerforeningen der 1937 udnævnte ham til æresmedlem. Til danske og udenlandske tidsskrifter skrev T. et stort antal artikler af boghandelsfaglig art, bl.a. Congrés international's historie 1913-31, og til nærværende værks 2. udgave bidrog ham med en lang række boghandler- og forlæggerbiografier, 1947 udgivet som selvstændig bog tilføjet billeder.

Familie

Forældre: boghandler Vilhelm T. (1837-1918) og Ovine F. D. Tryde (1842-1921). Gift 8.7.1903 i Hellerup med Emma Adelaide Augusta Rich, født 23.11.1879 på Frbg., død 27.5.1945 i Hellerup, d. af fabrikant Thorvald Peter R. (1844-1920) og Emma Adelaide Augusta Gjede (1848-79).

Annonce

Udnævnelser

R. 1921. DM. 1937.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Interview i Politiken 11.12.1937. – A. Dolleris: Danm.s boghandlere, 1906 345f. Samme: Danm.s boghandlere, 1919 375-77. Arthur G. Hassa: Den danske boghandlerforen.s hist., 1937. Emil H. Frimodt i Det danske bogmarked 21.4.1956. Emil Rønnow sst. 4.7. og 15.8.1959. A[nders] Q[uiding] i Svensk bokhandel V, Sth. 1956 354. Aleks. Frøland: Dansk boghandels hist., 1974. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Aleks. Frøland: Ove Tryde i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 22. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=298582