Niels Pedersen, 10.3.1894-2.11.1959, boghandler. Født i Kbh. (Vor Frue), død i Grindsted, begravet på Askov kgd. P. mistede tidligt sine forældre og fik sin skolegang på vajsenhuset hvis lærere han altid omtalte med taknemmelighed. Allerede her læste han op ved sammenkomster. Han kom i lære hos grosserer Holger Petersen i Købmagergade. Efter udstået læretid tog P. fat på en ny uddannelse som boghandler. Hos P. Haase & Søn samlede han sig stor viden om bøger og lærte mange bogelskere at kende. Men han ville være selvstændig og købte Askov boghandel som nærmest var en papirhandel. P. flyttede ind her 1.9.1939, dagen da den anden verdenskrig begyndte. Med sig havde han fra København et lager af udenlandske dyre kunstbøger. Man rystede på hovedet af københavneren der drømte om at sælge den slags bøger i Jylland, men da krigen afbrød forbindelserne til udlandet rygtedes det at man i Askov kunne købe bøger som man ikke kunne få andetsteds. Kunder kom langvejs fra. "Boghøkeren", som P. blev kaldt, skabte en stor forsendelsesforretning. Han sad med lister over bogkøbere som han til stadighed sendte udvalg af bøger.

P. fik nær tilknytning til Askov højskole. For mange elever blev hans butik mindst lige så betydningsfuld og inspirerende som højskolen og dens fag. Talere der kom til skolen slappede tit efter foredraget af i P.s ungkarlelejlighed hvor der kom gode ting på bordet. Martin A. Hansen blev en kær gæst, og han forærede P. et udkast til Orm og Tyr som P. lod trykke under titlen Kirkebanken (1952) og sende til sine kunder. P. fik solgt et overraskende stort antal af Martin A. Hansens værk, og succes'en blev gentaget med andre betydelige bøger. – I sin ungdom gik P. til undervisning hos skuespilleren Thorkild Roose. Det blev til venskab. Få år før P.s død læste de i højskolens store sal Kardinalernes middag. P. inviterede tit et hold højskoleelever til te og oplæsning, og han deltog i højskolelærernes oplæsninger af dramatik, bl.a. med hovedrollen i Arthur Millers En sælgers død. Under krigen var P. og dr.phil. Jens Kruuse tit på farten med et oplæsningsprogram der var et modstandsprogram. P. skrev også digte, men de blev i hans skuffer. To digte er dog efter hans død trykt i tidsskriftet Dansk Udsyn, 1959. – Stor og tung var P., men han var en vandringsmand. På lange traveture, hvorfra en række yndefulde tegninger foreligger i hans skitsebøger, besøgte han egnens kirker. Han var en from mand, men kun sjældent gav han udtryk for sin fromhed.

Familie

Forældre: detailhandler Niels P. (født ca. 1856) og Hedevig Kathrine Hansen (født 1857). Ugift.

Bibliografi

Ole Wivel i Information 2.11.1959. Godfr. Hartmann i Politiken, 6.11.1959. Jytte Engberg i Dansk udsyn XL, 1960 46f.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig