Ejnar Munksgaard, Ejnar Johannes Nielsen Munksgaard, 28.2.1890-6.1.1948, boghandler. Født i Viborg, død på Frbg., begravet i Viborg. Efter en grundig uddannelse herhjemme og i udlandet etablerede M. sig 1917 i kompagniskab med Otto Levin under firmanavnet Levin og Munksgaards internationale Boghandel og Forlag. Begyndelsen, i en mindre boghandel på Åboulevarden, var beskeden men firmaet voksede sig hurtigt større takket være flid og dygtighed og 1924 overtog Levin og M. M. P. Madsens Boghandel og Forlag og flyttede dermed ind i deres lokaler på hjørnet af Nørregade og Dyrkøb. Da såvel boglade som forlag straks efter etableringen tog sigte på handel med og udgivelse af videnskabelig litteratur kunne den nye beliggenhed i latinerkvarteret ikke være mere ideel. Ved Otto Levins død 1933 videreførte M. firmaet som eneindehaver og ændrede 1938 firmanavnet til Ejnar Munksgaards internationale Boghandel og Forlag. Det er fortrinsvis hans fortjeneste at forlaget snart blev kendt i videnskabelige kredse i hele verden. Før nogen anden dansk forlægger så han det uopdyrkede felt der lå i udgivelsen af videnskabelig litteratur trykt på hovedsprogene, et område der hidtil havde været udnyttet af udlandets store videnskabelige forlag. I løbet af få år skabte han i Nørregade et forlag med internationalt ry. Måske var det navnlig hans udgivelser af nordiske Acta fortrinsvis inden for medicin og filologi der gjorde hans virksomhed kendt i den videnskabelige verden, og han blev kommissionær for adskillige videnskabelige selskaber både herhjemme og i udlandet. Et særligt felt er udgivelsen af de store monumentalværker trykt i facsimile der navnlig har værdi for kildeskriftlige studier. Navnlig vakte den store monumental-udgave af de islandske håndskrifter opmærksomhed i den internationale bogverden, Corpus codicum Islandicorum medii aevi der blev påbegyndt 1930 og afsluttet 1956, i alt omfattende 20 bind med M. som redaktør. Om Island udgav han også Monumenta typographica Islandica. 1933-42. Endvidere udgav han Codices Avestici et Pahlavici Bibliothecae Universitatis Hafniensis, 1931-44, Monumenta linguarum Asiae Maioris, 1936-48, og af de under Union Académique internationales auspicier udgivne Monumenta musicæ Byzantinæ, 1935ff.

M.s betydningsfulde virksomhed har bragt ham megen offentlig anerkendelse. 1936 blev han udnævnt til æresdoktor ved Islands universitet, til æresmedlem af det islandske litterære selskab og til medlem af kommissionen for den Arnamagnæanske stiftelse. Men også den danske forlæggerforening vidste at drage nytte af en så internationalt agtet kollega som M. I en årrække var han foreningens repræsentant i det nordiske forlæggerråd samt delegeret i La Commission internationale des Editeurs. I sin sparsomme fritid påtog han sig udgivelsen af en række mindre skrifter der navnlig havde hans interesse og forsynede dem med noter og forord. Det var dog fortrinsvis publikationer med faglige og bibliofile emner. Det må utvivlsomt kaldes en bedrift at være Nordens største videnskabelige forlægger når man er begyndt beskedent og uden væsentlig startkapital – og navnlig når ens helbred aldrig var det bedste. Personlig kunne M. virke sky og eksklusiv, og han befandt sig sikkert bedre i gode venners kreds end i de store repræsentative forsamlinger. Efter M.s død blev firmaet videreført af arvingerne under ledelse af prokuristerne Børge Heiring og F. Davids Thomsen. Senere dannedes et interessentskab hvor cand.polit. Paula Thorning Christensen optoges. 1950 blev virksomheden omdannet til aktieselskab med denne som administrerende direktør men 1955 afhændede hun virksomheden til M. K. Gudmundsen. 1963 solgte denne aktiemajoriteten til Blackwell Scientific Publication Ltd. i Oxford. Forlaget der stadig specialiserer sig i videnskabelig litteratur og i skole- og lærebøger ledes fra 1960 af Oluf V. Møller.

Familie

Forældre: sergent, senere graver Ole Nielsen M. (1858-1935) og Ane Kristine Lucie Magdalene Lauritzen (1859-1918). Gift 23.12.1917 i Kbh. med maler Yelva Axilia Thyra Dagmar Christensen, født 4.11.1885 i Næstved, død 21.9.1947 i Rungsted, d. af overassistent Peter Max Vilhelm C. (1856-1937) og Yelva Axilia Thyra Dagmar Løser (1860-1933).

Udnævnelser

R. 1931. DM. 1936.

Ikonografi

Mal. af Olaf Rude, 1923 og af Marie Henriques, 1936. Buste af V. Gustafson, 1936 og af G. Hammerich, 1943. Foto.

Bibliografi

[Grethe Jacobsen og Volmer Rosenkilde:] Mellem bøger. Levin & Munksgaard 1917-27, 1927. Leopold Magon i Nordische Rundschau VIII, Greifswald 1935 172-78. [Povl Sabroe:] Causeri ved Munksgaards jubilæum, 1942. Poul Carit Andersen i Philobiblon II, 1948–49 1-4. Samme: Et halvthundrede år mellem bøger, 1978. Wilh. Munthe: Et verdensforlag bygges opp. E. M. og hans livsverk, Oslo 1948. Aleks. Frøland: Dansk boghandels hist., 1974. Poul Holst: Antikvarboghandel i Danm., 1980.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig