Eiler Hagerup, Hans Eiler Hensemann Hagerup, 13.7.1854-27.2.1928, boghandler. Født i Kbh. (Helligg.), død på Frbg., begravet på Frbg. kgd. H.s far, den tidligt forældreløse Hans Hagerup kom ved slægtninges hjælp til at gå i Borgerdydskolen på Christianshavn. 1839-46 var han lærling og medhjælper hos C. A. Reitzel, dengang en af dansk boghandels bedste lærepladser. Et par års studietid i Tyskland blev afbrudt af treårskrigen som gjorde opholdet ubehageligt for en dansker. Efter nogle medhjælperår herhjemme nedsatte han sig 1852 som selvstændig boghandler i Kbh. Til bogladen knyttedes et forlag som dog interesserede ham mindre. 1855 blev han medlem af Boghandlerforeningen, men søgte aldrig foreningshverv. Som boghandler var han meget kyndig og påpasselig, som menneske af den gamle skole, streng i sine krav til sig selv og sine medarbejdere. Af venner og fagfæller var han højt værdsat.

Eiler H. gik i sin fars gamle skole og skulle have været student, men opgav det af ulyst til at læse. 1873-77 stod han i lære i Den Hempelske Boghandel i Odense og var derefter en tid i tysk boghandel. På grund af faderens begyndende sygdom måtte han tidligt vende hjem. 1884 overtog han det fædrene firma. I modsætning til sin far interesserede han sig mest for forlaget som han drev op til at være landets næststørste. Bogbestanden blev alsidig, men med en hovedlinje bestemt af H.s eget livssyn der kunne føres tilbage til de indtryk han som dreng havde modtaget af hændelserne i 1864. Det mærkedes især i forlagets efterhånden mange bøger af folkelig national karakter. Under pseudonymer (Paul Anker, Arne Faber) ydede H. selv bidrag til genren der var påskønnet af et stort publikum som en kontrast til periodens øvrige, i manges øjne sædeligt nedbrydende litteratur. Et par tidstypiske bøger, Karl Larsens 1908 anonymt udgivne indlæg i forsvarsdebatten Dommens Dag og, Erich Erichsens sønderjyske roman fra første verdenskrig Den tavse Dansker blev bestsellers der synede endnu mere fordi optrykkene deltes i mange, enkeltvis små oplag. Stor popularitet opnåede også forlagets børnebøger. Bestanden af vel indarbejdede skolebøger var betydelig, hvortil kom forskellige håndbøger, nogle "pragtværker" der hævdede sig smukt på gavebogsmarkedet. Forlagets største udgivelse, et nibinds konversationsleksikon (sidste udg. i ti bind), oplevede under skiftende redaktioner fire udgaver mellem 1892-1953. For det norske forlag H. Aschehoug & Co. var H. hovedkommissionær for Danmark 1888-1908. 1920 omdannedes Hagerups Forlag til aktieselskab med H. som formand. 1883 blev H. medlem af Boghandlerforeningen hvor han, hvis personlige ærgerrighed var stor, kom til at beskæftige sig, med mange opgaver, bl.a. som mangeårig formand for fagets 1894 oprettede kommissionsanstalt. I to perioder var han Boghandlerforeningens næstformand, 1924 blev han udnævnt til dens æresmedlem. For Dansk musikhandlerforening var han formand fra 1904 til sin død. Hans oprindelig stejle og stædige natur der gjorde at han havde vanskeligt ved at opgive en mening eller et mål, mildnedes med årene. Ved hans bortgang blev hans gæstfrihed og hans store vennekreds fremhævet. – Sønnen Paul Eiler Hans Nannestad Hagerup, født 21.10.1889, død 4.3.1971, slægtens tredje generation, stod i lære i Fredericia og opholdt sig senere i studieøjemed i Oslo, Leipzig, Müncheri og London. 1919-20 var han dansk boghandler i Flensborg, 1920 indtrådte han som direktør i firmaet med J. L. Lybecker og Anton Christensen (1866-1935) ved sin side. Forlagets udgivelsespolitik ændredes efterhånden mere og mere i modernistisk retning, med vægten lagt på kulturlitteratur og oversættelser af udenlandske, ikke mindst franske forfattere. Udsendelsen 1934 af en dansk udgave af Hitlers Mein Kampf blev taget forlaget ilde op, skønt det absolut ikke skete af sympati for nazismen. Som helhed gjaldt at forlaget ikke klarede den voldsomme omlægning med økonomisk held, og 1954 ophørte det som selvstændig virksomhed og indgik som bifirma i forlagsgruppen Aschehoug Dansk Forlag. Den smukt og kostbart indrettede boglade der blev bombet af Schalburg-korpset 1944, var frasolgt i 1951. Skønt stærkt handicappet af døvhed deltog han interesseret i boghandelens faglige arbejde og i det danske arbejde i Sydslesvig.

Familie

Forældre: boghandler Hans H. (1823-83) og Andrine Vilhelmine Louise Hansine Werner (1829-86). -5.10.1883 i Kbh. (Frue) med Elisabeth Palæmona Poulsen, født 8.5.1863 på Disagergård ved Slagelse, død 26.3.1936 i Skodsborg, d. af godsforvalter Poul Jacob P. (1807-78) og Marie Sophie Frederikke Nannestad (1829-65).

Udnævnelser

R. 1905. DM. 1926.

Ikonografi

Afbildet på tegn. af Gerda Ploug Sarp, 1915. Mal. af Axel Hou udst. 1928. Foto.

Bibliografi

Sofus Elvius: Familien H. i Danm. og Norge, 1902. O. H. Delbanco: Festskr. i anledn. af boghandlerforen.s halvhundredårsdag, 1887. A. Dolleris: Danm.s boghandlere l-IV, 1893-1919. Nord. boghandlertid. 20.6.1902. Dansk boghandlertid. 10.7.1924. P. E. Bluhme sst. 10.3.1927 (om Eiler H.); sst. 17.6.1927. Henrik Koppel sst. 2.3.1928; sst. 20.8.1937; sst. 29.6.1945. III.tid. 22.6.1902. Carl Dumreicher: H. H.s forlag, 1852-1927, 1927 (særtryk af H. H. Forlags- og kommissionsskr., 1927 VII-XXXII). Arthur G. Hasso: Den danske boghandlerforen.s hist. 1837-1937, 1937. Aage Laudrup; Læreår i firserne, 1948. Aleks. Frøland: Dansk boghandels hist., 1974. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig