Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Claus Føerd

Oprindelig forfatter LauNi
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Claus Føerd, Claus Førd, 1511-27.4.1584, boghandler. Født i Kiel, død i Kbh., begravet sst. (Helligg.). F. var boghandler i Kbh. Det vides ikke hvornår han nedsatte sig her, men han omtales som den første boghandler i Kbh. efter reformationen og som den første, der bragte evangeliske bøger her til landet fra Tyskland, hvortil han foretog hyppige indkøbsrejser. Han rejste også selv rundt i Danmark og falbød sine bøger, man ved. således, at han til dette formål har besøgt Flensborg og Viborg. Foruden som almindelig boghandler virkede han – om end i mindre stil – fra 1552 som forlægger, dels af religiøs litteratur, dels af latinske skolebøger. Til de mest kendte af hans forlagsartikler der næsten alle er trykt i Tyskland hører Peder Palladius' alterbog fra 1556 og Det nye testamente som han udgav med kongeligt privilegium 1558. En opbyggelsesbog, Juon Barschampe: Kunst kristeligt og vel at dø som udkom i Kbh. 1570 og senere flere gange blev oplagt har han selv oversat. F. synes at have været en velstående og anset mand; han var grundejer i Kbh. og blev 1576 optaget som medlem i Danske kompagni, det senere Kgl. københavnske skydeselskab.

Familie

gift Kirstine, død 22.11.1589

Bibliografi

H. F. Rørdam i Ny kirkehist. saml. IV, 1867-68 156f. C. Nyrop: Bidrag til den da. boghandels hist. I, 1870 130f. Aleks. Frøland: Dansk boghandels hist. 1482-1945, 1974 37.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lauritz Nielsen: Claus Føerd i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 17. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=289847