Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

C.C. Lose

Oprindelig forfatter ABru
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

C.C. Lose, , 19.6.1821-16.7.1892, boghandler. Født i Kbh, død sst. L. var elev i Mariboes skole og blev udlært i bog- og musikbranchen, bl.a. ved ophold i Leipzig 1837-42. Derefter arbejdede han i moderens forretning i Kbh. som han overtog da han blev myndig 1.1.1846 hvorefter han gik i kompagniskab med O. H. Delbanco med hvem han 1848 under navnet C. C. Lose & Delbanco oprettede såvel forlag som sortiment, nodetrykkeri, strengespinderi m.m. Firmaet oplostes 1864 hvor Delbanco trådte ud, og 1871 solgte L. firmaet til en medarbejder. En af tidens yndede udgivelser fra L. & Delbanco var Folkekalender for Danmark. L. var den ene af de fire stiftere 1854 af interessentselskabet Forlagsbureauet - der omkring 1865 påtænkte udgivelsen af et dansk-norsk biografisk leksikon med Fr. Algreen-Ussing som redaktør; de øvrige var O. H. Delbanco, Fr. V. Hegel og Andreas Christian Fürchtegott Geliert Iversen (1817-81); sidstnævnte dog kun til 1856 hvor G. E. C. Gad indtrådte. Forlagsbureauet skulle påtage sig større udgivelser, og man satte bl.a. megen kraft ind på Illustreret Tidende (begyndt 1859) hvor L. var redaktør for billedstoffet og leder af bladets xylografiske atelier indtil 1884; dette bragte ham i forbindelse med adskillige af tidens kunstnere og "hos ikke Faa vandt L. en velfortjent Paaskjønnelse". Endvidere var han stærkt interesseret i hesteavl og var i bestyrelsen for Foreningen til den ædle hesteavls fremme. Han var svagelig i sine senere år og kom som sengeliggende ulykkeligt af dage idet en tændt cigar satte ild til hans sengetæppe.

Familie

Forældre: musikhandler Carl Christian L. (1787-1835) og Arnoldine Gotschalk (ca. 1787-1861). Gift 22.9.1847 med Annie Mathilde Elisabeth Withusen, født 29.9.1826 i Kbh., død 21.3.1857 sst., d. af professor C. C. W. (1778-1853) og Marie Watt (1798-1875).

Bibliografi

Nord. boghandlertid. 22.7.1892. III. tid. 24.7.1892. Aleks. Frøland: Dansk boghandels hist., 1974. Vilhelm Pedersens ill. i Folkekalender for Danm., udg. Erik Dal, 1977.-Papirer i Kgl. bibl.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Allan Brusendorff: C.C. Lose i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 14. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=293709