Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

A. F. Elmquist

Oprindelig forfatter ESejr

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

A. F. Elmquist, Adolph Frederik Elmquist, 19.9.1788-10.10.1868, bladudgiver, bogtrykker. Født i Kbh. (Nic), død på Helenesminde, Frbg., begravet i Århus. E. havde ønsket at studere, men måtte opgive det af økonomiske grunde og blev i stedet skriver i rentekammeret. Senere gik han i boghandlerlære og oprettede 1810 en boglade og et leje-bibliotek i Århus. Her kom han i forbindelse med udgiveren af Aarhuus Stiftstidende, bogtrykker Niels Lund, overtog 1811 redaktionen af avisen og fik 1812 privilegiet som bogtrykker. Indtil 1867 virkede han derefter uafbrudt i Århus som redaktør og bogtrykker og blev efterhånden en velhavende mand. Hans position i byen underbyggedes ved den fremtrædende rolle han spillede i klubben Polyhymnia, især inden for dens dramatiske sektion; han blev desuden kaptajn i borgervæbningen og var ved byggeforetagender og ejendomssalg med i Århus økonomiske udvikling. – Som redaktør var han ikke meget skrivende, ligesom hans lejlighedsdigte og en række oversættelser ikke placerer ham højt som skribent; men han forstod at gøre sit blad underholdende, således at det nød et vist ry inden for datidens beskedent udstyrede provinspresse, og det vandt betydelig udbredelse også uden for Århusegnen. I E.s tid voksede abonnenternes antal fra 400 til 3000, og endnu 1869 holdt H. C. Andersen sig på en rejse i udlandet å jour med begivenhederne hjemme gennem "Dagbladet" og "Aarhus Avis" (som den almindelig kaldtes). – Det som længst vil bevare E.s navn er imidlertid de 66 bind "Læsefrugter, samlede paa Literaturens Mark" som han udgav fra 1818 og skaffede en efter datidens forhold imponerende udbredelse (indtil 500 abonnenter). Hans mål var at skabe et "Archiv for underholdende Lecture", og oftest var det temmelig ordinær underholdning, så Grundtvig med nogen ret kunne sige om læsefrugterne at de var samlet på litteraturens "fælled". Indholdet bestod mest af oversættelser, men omfattede dog også en del værdifuldt originalt stof, bl.a. af H. C. Andersen, B. S. Ingemann og især St. St. Blicher hvis første noveller fremkom her. Også Blichers første digtsamling (1814) blev trykt hos E. Senere opstod uoverensstemmelser mellem de to mænd formodentlig af økonomisk art – E. var noget påholdende- men den karakteristik Jeppe Aakjær giver af ham bl.a. i sin bog om Blicher er næppe retfærdig. E. var en virksom og interesseret mand og en oprigtig, lidt naiv beundrer af kunst og kunstnere; hans hjem er blevet betegnet som tidens eneste "litterære salon" uden for Kbh. – Overkrigskommissær 1826.

Familie

Forældre: skomagermester Gudmann E. (ca. 1729-1814, gift l. gang med Ane Kristine Nielsdatter Bloch, ca. 1725-74, gift 2. gang ca. 1777 med Margaretha Catharina Henriksdatter Tordal, ca. 1740-84) og Mette Marie Sørensdatter Thisted (ca. 1763-1823). Gift 17.4.1811 i Kbh. (Frue) med Helene Ambrosia Folandt, født 29.12.1790 i Kbh., død 23.5.1862 i Århus, d. af murermester Johannes F. (1756-1827) og Johanne Christiane Mortensen (1756-1828). – Farfar til Thorvald E.

Udnævnelser

R. 1862.

Annonce

Ikonografi

Mal. af S. M. Jørgensen og af Jean Berg. Fremstillet i kallipasta af Henriette Diderichsen (Teatermus.).

Bibliografi

A. G. J. Elmquist: Stamtavle over Gudman Elmquists efterkommere. 1913 (særtr. af Arkiv for genealogi og heraldik). N. C. Øst: Materialier til et da. biogr.-lit. lex.. 1835 nr. 23. Mindeblade for familien E., [1868]. Århus stiftstid. 20.10.1868 og 3.1.1894. J. Davidsen: Kjobenhavnerliv, 1889 344f. Dansk provinspresse, 1925. Emanuel Sejr: Århus stiftsbogtrykkeri, 1937.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Emanuel Sejr: A. F. Elmquist i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 23. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=289119