Valdemar Hansen, Niels Valdemar Hansen, 3.4.1881-14.5.1967, bibliotekar, filosof. Valdemar Hansen blev student 1899 fra Odense og valgte teologi som studiefag. Hans studier førte ham imidlertid bort fra kirkelig kristendom, og 1904 meldte han sig ud af folkekirken; men det var stadig hans agt at tage teologisk embedseksamen. For at kunne indstille sig til denne krævede fakultetet ikke at kandidaten skulle tilslutte sig kirkens lære, men man fastholdt kravet om medlemskab af folkekirken, og da Valdemar Hansen fik afslag på dispensation fra denne bestemmelse opgav han teologien. I stedet koncentrerede han sig om filosofiske studier som han i flere år havde dyrket under Harald Høffdings og især K. Kromans vejledning idet han fortrinsvis helligede sig religionsfilosofien.

1905-08 var han huslærer i Nystad (Finland). Efter sin hjemkomst fik han ansættelse ved Københavns kommunes biblioteksvæsen og virkede her indtil 1916 da han fik ansættelse ved Det kgl. bibliotek hvor han 1931 blev bibliotekar II, 1940 bibliotekar I. I næsten hele sin embedstid virkede Valdemar Hansen i bibliotekets publikumstjeneste; en årrække var han publikumsvejleder på katalogværelset, og fra 1938 til han i 1951 faldt for aldersgrænsen ledede han udlånet hvor hans mildhed, hjælpsomhed og omfattende litteraturkendskab blev højt værdsat af lånerne. Efter sin tilbagekomst fra Finland besvarede han i løbet af få måneder det filosofiske prisspørgsmål (Feuerbachs Betydning for Drøftelsen af det religiøse Problem i vore Dage) og opnåede accessit. 1928-31 var han ansat ved Bibliothèque Sainte Geneviève i Paris som den første danske bibliotekar ved den skandinaviske afdeling. Under sit ophold her blev han indgående kendt med fransk filosofi og har siden da ofte givet litterært udtryk for sin kærlighed til og indsigt i fransk tænkning.

Foruden talrige artikler og anmeldelser, bl.a. i Ugens Tilskuer, Nordisk Tidskrift og Theoria, har han udgivet Harald Høffding som Religionsfilosof og to andre Karakteristiker (Vitalis Norström og William James), 1923, Charles Renouvier og Frihedsproblemet, 1928 og William James og det religiøse, 1936. Senere fulgte Gennembrudsmænd i nyere fransk Filosofi, 1952, K. Kroman. Træk af en dansk Filosofs Liv og Tankeverden, 1955, Franske Tænkere fra vor Tid, 1960 og Charles Renouvier. Hans Liv og hans Tanker, 1962.

Sammen med V. Brøndal udgav Valdemar Hansen en oversættelse af René Descartes' Discours de la méthode, 1937, og i Hasselbalchs Kulturbibliotek udkom 1954 et udvalg af Alain's tanker. Valdemar Hansen har desuden skrevet artikler om det skandinaviske bibliotek i Paris og leveret bidrag til Fr. v. Jessens Danske i Paris 11:2, 1938. – Valdemar Hansens filosofiske forfatterskab har en udpræget personlighedsfilosofisk karakter, der viser påvirkning fra Høffding og navnlig fra Kroman idet han ligesom denne foretrækker indeterminisme for determinisme.

Familie

Valdemar Hansen blev født i Refsvindinge ved Nyborg, døde i Hillerød og er begravet på Hellerup kgd. Forældre: husmand Lars Hansen (1842-1932) og Karen Elisabeth Petersen (1850-1918). Gift 19.5.1920 i Hillerød (b.v.) med Annie Kröger, født 29.9.1881 på Frijsendal ved Hammel, død 26.9.1964 i Værløse, datter af forpagter Theodor Heinrich Christian Kröger (1819-93) og Fanny Louise Bendixen (1846-1914).

Udnævnelser

R. 1947.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Studenterne fra 1899, 1924 88. Torben Nielsen i Nord. t. för bok- och biblioteksväsen LIV, Upps., Sth. 1967 59f. P. G. Lindhardt i Fund og forskning XVIII, 1971 7-14. – Papirer i Kgl. bibl. Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig