Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Tue Gad

Oprindelige forfattere MeHa og PBir

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84. Indholdet er opdateret til denne onlineudgave.

Tue Gad, Tue Riise Gad, 17.10..1918-16.7.2001, bibliotekar, dr.phil. Tue Gad blev student fra GI. Hellerup gymnasium 1936 og bestod skoleembedseksamen fra Kbh.s univ. 1944 med fagene tysk, dansk og engelsk, og hans specialeopgave blev 1941 udgivet under titlen Individ og milieu i nederlandske barneskildringer fra 1860 til 1940. Efter en overgang at have virket som lærer bl.a. på Ryslinge folkehøjskole blev han 1947 ansat som lektor i nordiske sprog ved universitetet i Groningen. 1951 ansattes han som forskningsbibliotekar v. Det kgl. bibliotek og blev hurtigt knyttet til håndskriftafdelingen hvor han siden gjorde tjeneste afbrudt af studieophold ved håndskriftafdelinger i Paris, Bruxelles, Haag og Leiden. Under sin ansættelse i Groningen lagde han grunden til sin middelalderforskning, især legendelitteraturen, en forskning der bl.a. resulterede i disputatsen Legenden i dansk middelalder, 1961.

Inden for samme område, men med et mere populært tilsnit, falder det helgenleksikon, det første af sin art i Norden, han udgav 1971 med titlen Helgener. Legender fortalt i Norden. Skrevet med samme udprægede sans for den kulturhistoriske baggrund er det af Tue Gad og hans hustru 1975 udgivne arbejde Rejsen til Jakobsland om et på dansk sjældent behandlet emne, nemlig senmiddelalderens pilgrimsrejser til Santiago de Compostella i Spanien. Tue Gad var en fremtrædende middelalderforsker, men ikke blot det. Han beviste i sin seneste bog Vinduet. Et Biedermeiermotiv, 1976 (sammen med Bodil Gad) at han også behersker andre epoker i dansk litteratur. Det er et særpræget og fængslende litterært arbejde om vinduets særlige karakter, nemlig at man fra et trygt "indre" kan se ud i et utrygt "ydre", men også omvendt; man er ude og inde på samme tid. Sin interesse for 1800-tallets litteratur viste han endvidere ved at være medudgiver af H. C. Andersens dagbøger I-XI, 1971-1977. Endvidere udgav Tue Gad et mindre arbejde på hollandsk om Johs. Ewald, 1967, ligesom han i Neophilologus, 1950 skrev om Moderne Deense litteratuurwetenschap. Sammen med Bodil Gad udgav han Lang og tro tjeneste, 1992 om forholdet mellem herskab og tyende således som det beskrives af Charles Dickens, H.C. Andersen og Herman Bang. Han leverede desuden bidrag til Classica et mediaevalia, Fund og forskning, Kirkehistoriske samlinger m.fl. og var medarbejder ved bl.a. Kulturhistorisk leksikon for nordisk middelalder.

Familie

Tue Gad blev født i Hareskovby, Værløse sogn.

Annonce

Forældre: redaktør, mag.art., senere rektor Carl Gad (1890-1962) og mag.art., senere rektor Lily Riise (1890-1942). Gift 20.4.1945 i Lillerød (b.v.) med Bodil Hastrup, født 1.9.1918 i Slagelse, d. af landsdommer Aage Nouvel H. (1890-1979) og Gerda Gelting (1889-1979).

Bibliografi

Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1961 107f.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Merete Harding, Palle Birkelund: Tue Gad i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 26. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=289879