K. Schmidt-Phiseldeck, Kay Frederik Schmidt-Phiseldeck (egtl. v. Schmidt, genannt Phiseldeck), 25.8.1894-15.5.1970, bibliotekar. Født i Snostrup ved Frederikssund, død i Gentofte, begravet Sorgenfri kgd. S.-P. blev student fra Odense og efter teologisk embedseksamen 1917 knyttedes han 1919 til statsbiblioteket i Århus, fra 1922 som underbibliotekar. Han blev især beskæftiget med organisering og katalogisering af bibliotekets store musiksamling, et arbejde som også bragte ham ind i internationalt musikbibliografisk arbejde. Han var således 1952–67 præsident for en international Specialkommission for musikkatalogisering og udgav 1926 i Leipzig Musikalien-Katalogisierung. Ein Beitrag zur Lösung ihrer Probleme.

S.-P. var en meget aktiv deltager i virksomheden omkring oprettelsen af et universitet i Århus; han underviste 1928–37 i hebraisk og udgav Sproglige Noter til den hebræiske Genesis, 1935–36. Han var desuden medstifter af den videnskabelige sammenslutning Humanistisk samfund og var dets sekretær 1933–37. Også på andre måder deltog han i det århusianske akademiske liv bl.a. som bestyrelsesmedlem i Studenterforeningen og Studentersangforeningen. Statsbibliotekets rolle som universitetsbibliotek behandlede han i Biblioteker og Bibliotekarer, 1924 der i årene indtil 1955 efterfulgtes af fem ofte meget polemiske publikationer med samme titel. 1937 overtog S.-P. hvervet som udsendt nordisk leder af den skandinaviske afdeling af Bibliothèque Ste. Geneviève, Bibi. Nordique, i Paris og udførte, indtil krigen 1940 tvang ham hjem til Danmark, et meget fortjenstfuldt arbejde for at udvikle dette særlige bibliotek. 1940 ansattes han ved Det kgl. bibliotek og kom under den tyske besættelse til at spille en vigtig rolle i forbindelse med de bestræbelser der bl.a. i England og USA blev udfoldet for til danske forskningsbiblioteker at indsamle den videnskabelige litteratur de selv var afskåret fra at skaffe sig, og disse bestræbelser var i høj grad årsag til at de lakuner som besættelsen medførte i bibliotekerne blev begrænset. 1943 udformede S.-P. en plan for en særlig institution til at varetage den internationale udveksling med danske videnskabelige publikationer, og 1945 blev han leder, siden 1950 med titlen direktør, af det under rigsbibliotekarembedet oprettede Danmarks institut for international udveksling af videnskabelige publikationer, en stilling han varetog til han 1957 tog sin afsked. Instituttet har fået stor betydning for de videnskabelige bibliotekers forsyning med udenlandske tidsskrifter m.v. og for udbredelse af kendskab til dansk videnskab i udlandet, mens planen om til instituttet af knytte et for forskningsbibliotekerne fælles depotbibliotek ikke er blevet realiseret. 1946 og 1949 påbegyndte instituttet udgivelse af hhv. Dania Polyglotta, en årlig fortegnelse over bøger m.v. udgivet i Danmark på fremmede sprog, og den årlige liste over danske statslige og statsunderstøttede publikationer, Impressa publica Regni Danici.

I årene efter 1945 tog S.-P. livligt del i det internationale kulturelle samarbejde. Han var dansk delegat til den stiftende UNESCO-konference i London 1945 og blev s.å. medlem af den internationale Books and Periodicals Commission og 1948 af ekspertkomiteen for international udveksling af publikationer. Ved siden af et mangesidigt engagement i kulturelle og biblioteksadministrative spørgsmål udfoldede S.-P. en omfattende skribentvirksomhed, også af videnskabelig karakter. Hans forskningsområde var historiefilosofi og -metode, og med fællestitlen Studier vedrørende de historiske Problemer udgav han i alt syv publikationer, hvoraf kan nævnes Eduard Meyer og de historiske Problemer, 1929, Svensk Historietænkning, 1932, Niels Treschows Historiefilosofi, 1933, Nomos, 1944 og Theoria historiae, 1959, men hans videnskabelige indsats nød næppe den anerkendelse han forventede. Af den øvrige litterære produktion kan, foruden kataloger, bidrag til tidsskrifter og samleværker bl.a. Holland-Danmark II, 1945, nævnes så forskellige skrifter som Lær mig at læse. Praktisk fuldstændig Læseteknik for danske Børn, 1942, De farlige Tandplomper, 1936 hvori han kritiserede brugen af amalgam i tandbehandlingen samt udgivelsen 1930 af Carl Dieschs stridsskrift mod bibliotekernes decimalklassifikation. S.-P. bevægede sig endog ind på det skønlitterære område, idet han under pseudonymet Ole Zinkler udgav to komedier Rivierarejsen, 1941 og Fru Blinck, 1942. – S.-P.s temperament, hans ofte meget kontroversielle holdninger i forbindelse med en skarp polemisk udtryksform samt en tilbøjelighed til at føle sig forurettet skabte en række modsætningsforhold, og hans utilfredshed med forholdene kom til udtryk bl.a. derved at han tog sin afsked endnu inden han nåede pensionsalderen.

Familie

Forældre: sognepræst Conrad Friedrich Valdemar S.-P. (1851–1905) og Ida Marie Dagmar Andersen (1859–1937). Gift 30.6.1921 i Århus med Ulla Ingeborg Bayer, født 2.3.1896 i Århus, død 3.11.1969 i Virum, d. af læge Knud Ove B. (1864–1928) og Rigmor Ulrikke Agnete Dan (1873–1965).

Udnævnelser

R. 1949.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

K. S.-P.: Henvisninger, 1952 (bibliogr.). – Beretn. om rigsbibliotekarembedet 1943–47, 1952 12–21. P. Birkelund i Nord. t. för bok- och biblioteksväsen LVIII, Upps. 1971 73f. Em. Sejr: Biblioteks- og kulturliv i Århus, 1977 224–32. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig