Jens Bjerre (biblioteksorganisator)

Jens Bjerre, 3.9.1871-16.10.1940, biblioteksorganisator, lærer. Født i Heltborg, Thy, død i Silkeborg, begravet sst. B. var oprindelig ved fiskeri, men havde lyst til bogen; efter kun to års forberedelse tog han 1895 lærereksamen fra Vesterbros seminarium og blev kort efter lærer ved Esbjerg skolevæsen; 1900 forflyttedes han til Lemvig, 1908 til Silkeborg hvor han virkede til 1931 og 1921–31 var medlem af byrådet. Han har skrevet flere fortællinger, til dels med skildringer af livet på havet; særlig udbredte er hans to børnebøger Hans Peter paa Langfart, 1900 (5. opl. 1923) og En fattig Drengs Eventyr, 1915. Landskendt er B. blevet ved sit arbejde for bibliotekssagen. Både i Esbjerg og Lemvig var han (1898 og 1902) medstifter af folkebiblioteker, og 1908–17 var han formand for Silkeborg folkebogsamling. Han var sjælen i det udvalg der 1905 virkede for oprettelsen af foreningen Danmarks folkebogsamlinger, og han blev dens første formand, desuden 1906 den første redaktør af foreningens organ Bogsamlingsbladet. Sammen med lærer Johannes Grønborg, Rodskov, var han den drivende kraft i bestyrelsen, og med sin ukuelige energi og sin evne til at organisere gjorde han snart foreningen til en vigtig faktor i bibliotekernes liv, særlig på landet; stor betydning havde det at han skaffede dem 25 pet. rabat ved bogkøb. Sine agitatoriske evner udnyttede B. i nært samarbejde med Andr. Sch. Steenberg, lederen af statens bogsamlingskomité i hvilken han fik sæde 1917; efterhånden var der dog opstået en vis gnidning mellem denne komités flertal og foreningen hvis ledende mænd så skeptisk på den stigende tendens til at underkaste bibliotekerne kontrol fra statens side. Mod denne tendens reagerede især B. som ivrig tilhænger af bibliotekernes selvstyre, og 1918 medførte spørgsmålet om Silkeborg biblioteks godkendelse som centralbibliotek en konflikt mellem ham og komiteen; han udtrådte af den og forlod tillige som protest formandsposten i biblioteket. Kort efter blev han æresmedlem af foreningen. Denne ærespost beholdt han også i den 1919 stiftede Danmarks biblioteksforening. Den kraft og energi hvormed han i sin tid gik ind i arbejdet for bibliotekssagen skulle beklageligvis senere føre til en meget stejl holdning der ikke tillod ham at deltage i det lovgivningsarbejde som resulterede i biblioteksloven af 1920. Idealismen i den grundlæggende indsats er dog uomtvistelig, typisk for mange af hans slægtleds biblioteksfolk der prægede biblioteksarbejdet, især på landet. Efter 1920 ofrede han sig helt for sin lærergerning i Silkeborg, flyttede en tid til Sjælland, men vendte tilbage til Silkeborg hvor han døde.