Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

J. Christian Bay

Oprindelige forfattere NAlsted og SDahl
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

J. Christian Bay, Jens Christian Ballieu Bay, 12.10.1871-12.4.1962, bibliotekar. Født i Rudkøbing, død i Elmhurst, Ill., USA, begravet sst. (Mount Emblem Cemetery). B.s far havde tilbragt adskillige år i Amerika, og ved at fortælle om landets naturforhold vakte han tidligt sønnens interesse for naturhistorie. Da B. kom til Kbh. for at læse styrkedes denne interesse ved påvirkning fra Vilh. Bergsøe og fra botanikerne D. F. Didrichsen, Joh. Lange og Rs. Pedersen; sidstnævnte underviste ham i plantefysiologi og gav hans studier en historiskbibliografisk retning. Den i barndommen vakte længsel efter at lære Amerika at kende fik dog snart overhånd, og 1892 brød han op; det lykkedes ham straks at blive assistent ved den botaniske have i St. Louis, og et par år efter blev han bakteriolog ved Iowa State Board of Health. Den naturvidenskabelige løbebane han således havde påbegyndt blev dog afbrudt da han 1901 blev assistent ved Library of Congress og dermed indtrådte i en virksomhed som helt tillod ham at udnytte sine særlige evner. Efter at have lært bibliografisk metode under Charles Martel deltog han i udformningen af Library of Congress' katalogsystem, og allerede 1905 kaldtes han til Chicago som Chief Classifier ved The John Crerar Library. Ved dette store, overvejende naturvidenskabelige bibliotek foregik hans senere karriere; 1917 blev han dets Medical Reference Librarian, 1928 uden ansøgning dets chef, for en fremmedfødt et sjældent avancement. I næsten 20 år ledede han med myndighed og megen organisatorisk evne biblioteket og bragte det i en førende position. – B.s litterære virksomhed var meget stor og alsidig. Han skrev om Conrad Gesner og R. L. Stevenson, ydede vægtige bidrag til præriestaternes historie i pionertiden og til indianerkulturens historie, han har i langelandske dagblade behandlet sin fødebys historie og var en flittig medarbejder ved det dansk-amerikanske ugeblad Dannevirke (Cedar Falls, Ia.) og julehæftet Julegranen (sst.). Hans enorme bogkendskab gjorde ham til rådgiver for bibliotekarer og bogsamlere, og på det bibliografiske område har han bl.a. udgivet Index emen-datus ad Alberti Haller Bibliotheca Botanica, 1908, Bibliographies of Botany, 1909 og Denmark in English and American Lilerature, 1915. B. var en stadig donator til danske biblioteker og deltog fra 1943 i arbejdet for at sikre danske læreanstalter krigstidens videnskabelige publikationer, især tidsskrifter, fra USA o.fl. lande. Han var også en virksom støtte for unge danske som i Amerika søgte biblioteksuddannelse. Han formåede i usædvanlig grad at assimilere sig med de bedste sider af amerikansk mentalitet og samtidig at bevare en levende åndelig forbindelse med sit fædreland (jf. hans bog Om Danskhedens Væsen, 1933). De dengang eksisterende danske højskoler i USA viste han megen praktisk interesse, ligeledes præsteskolen ved Grand View College i Des Moines, Ia., uden dog at være en kirkens mand. Han formulerede sig stedse fremragende på dansk, og hvert år fra 1930 sendte han sine venner et lille skrift om et emne der lå ham nær, trykt hos gode danske bogtrykkere. Han var en forgrundsfigur i de videste danske kredse i USA og i den dansksprogede presse. B.s samling af ca. 4.000 bøger om Midtvesten overgik 1941 til Missouri Historical Society, hans øvrige bogsamling til biblioteket ved University of Kentucky. –

Familie

Forældre: skibsfører Lars Hansen B. (1828–94) og Doris Oline Jørgine Christiansen (1828–1908). Gift 1. gang med skibsfører Stephanus Andresen, gift 25.10.1893 i St. Louis, Missouri, med Dora Elisabeth Detjen, født 12.8.1873 i Altkloster, Buxthehude, provins Hannover, død 2.4.1956 i Elmhurst, d. af tømrermester Ludwig Johann D. (1824–86) og Elisabeth Catharine Hoefft (1830–1916).

Udnævnelser

R. 1926, K. 1947, Chr.X. Fr.M. 1946. M. Sc. h.c. ved Northwestern University, D. Litt. h.c. ved Elmhurst College.

Annonce

Ikonografi

Buste af Chr. Warthoe, 1946 (ved J. Chr. Bay Memorial, Chicago). Tegn. udført af E. G. i Chicago, 1947 (Kgl. bibl.). Foto.

Bibliografi

Kilder J.C.B.: The Fortune of Books (udv. artikler), 1941, Bog-Ormens Metamorfose, 1954. Bog-Ormen bider sig fast, 1957. Bog-Ormen vejer Videnskab og Visdom, 1958.

Lit.: Paul Wright i Chicago daily news 6.4.1923. G. Strandvold i Jyllands-posten 28.8.1928. O. Thyregod i Nationaltid. 23.2.1929. Thv. E. Sommer i Dansk tid., Chicago 23.5.1930. "x" i Den danske pioneer, Omaha. 23.1.1936. Kanardy L. Taylor: J. C. B. at seventy, Chicago 1941 (m. bibliografi). Svend Dahl: J. C. B., foredrag i Dansk bibliofil klub, 1948 (m. bibliografi). Hilsen til J. C. B. på firsårsdagen, 1951. Evald Kristensen: J. C. B., Tale ... i Ørstedsparken, Rudkøbing, 1955. Johs. Fønss i Berl. tid. 13.5.1962. M. F. Blichfeld i Langelands folkeblad 17.5.1962. H. Einar Mose i Danmarksposten maj 1962. Svend Dahl i Bogvennen 1962–63 159–63 18 lf. Axel Garboe i venstrepressen jan. 1964, i Julestjernen 1969. – Breve i Kgl. bibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Niels Alsted, Svend Dahl: J. Christian Bay i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 10. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=286598