J.H. Landt, Johannes Henrik Landt, 1.4.1879-8.4.1965, bibliotekar. Født i Hejls sg., Tyrstrup hrd., Vejle amt, død i Herlev, urne i fællesgraven Birkelunden, Søndermark kgd. L. stammede fra Hejls og tog lærereksamen 1902. Allerede som lærer i Hobro blev han optaget af biblioteksarbejdet med børn i forbindelse med undervisning. Han var stærkt påvirket af bibliotekspionererne Jørgen Banke,A.S. Steenberg og Th. Døssing. Han tog eksamen fra den første biblioteksskole 1918, men havde da allerede 1909–18 ved siden af sin skolegerning ledet Ordrup folke- og børnebibliotek. Da overbibliotekar H.O. Lange 1917 foreslog en reorganisation af Gentofte kommunes biblioteksvæsen, blev L. 1918 udnævnt til kommunebibliotekar (1946 stadsbibliotekar). I samarbejde med daværende skoleinspektør Aage Næsted fik L. hurtigt en stor udvikling i gang med filialer og 1930 den hovedbiblioteksbygning i Hellerup der med mindre ændringer stadig er rammen om arbejdet. Fra 1926 blev Gentofte kommunebibliotek centralbibliotek for Kbh.s amtsrådskreds, og arbejdet kunne udvides til et større område. I samarbejde med førstelærer A. Munch, Måløv, oprettedes 1927 Københavns amts biblioteksforening, og en bil til transport af bøger mellem bibliotekerne anskaffedes. Også det opsøgende arbejde til de benyttere der ikke selv kunne komme på biblioteket blev tidligt taget op på amtssygehuset og på alderdomshjem. Som tidligere lærer gav L. i begyndelsen børnebiblioteket en lidt anden organisation med stor vægt på elevbiblioteket som selvstændig institution; det blev dog senere indlemmet i det kommunale børnebibliotek. L.s begejstring for bibliotekssagen blev ikke til udflydende, sentimental idealisme, men til et målbevidst arbejde. Han kunne forhandle med korte og klare, men overbevisende argumenter. Biblioteksteknikken optog ham meget, og han lod 1928–38 udarbejde trykte katalogkort til de i folkebibliotekernes fælleskataloger optagne bøger. Det var også i det nye hovedbibliotek i Hellerup man første gang på forslag af Th. Døssing indførte den for benytterne gunstige opdeling i manuel udlånsekspedition og bibliotekarisk vejledning der fik sin store udformning i Frederiksbergs hovedbibliotek 1934. L. forstod at lede et personale, jævnt og uden ydre midler, blot ved at præge det med sin egen målsætning: "at være biblioteksbenytternes tjenere og vejledere". Lokalhistorien interesserede ham også, han var fra 1923 sekretær i Historisk-topografisk selskab for Gentofte kommune og leder af museet på Øregaard 1932–50. Ved hans afgang 1949 blev det af hans efterfølger Jørgen Helger sagt, at han "i sjælden grad opdrog sine medarbejdere til selvstændighed og ansvarsfølelse, til frihed under ansvar".

Familie

Forældre: høker, senere bestyrer for fattiganstalt Johann Joachim Heinrich L. (1837–1902) og Anne Kathrine Christiansen (1836–1915). Gift 30.5.1909 med forskolelærerinde Elna Margrethe Beyerholm Fraas, født 31.10.1883 i Valby ved Helsinge, død 10.9.1960 i Kbh., d. af skoleinspektør Valdemar Theodor Nicolai F. (1852–1933) og Maria Beyerholm (1854–1912). Ægteskabet opløst 6.8.1942.

Bibliografi

Aage Næsted i Gentofte-Hellerup og Ordrup kommunaltid., 1949 21. Jørgen Helger i Rådhuset, s.å. 5. Samme i Bogens verden, 1965 184f.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig