J.A. Bølling, Jørgen Andresen Bølling, 29.8.1792-18.4.1862, bibliotekar. Født i Kbh. (Nic.), død sst. (Frue), begravet sst. (Ass.). B. blev student 1810 fra Metropolitanskolen og var forinden blevet optaget i huset hos D. G. Moldenhawer, der var overbibliotekar for Det kgl. bibliotek, og som allerede 1812 fik ham ansat som kopist ved biblioteket. 1815 tog han teologisk eksamen, men forblev i sin kopiststilling; 1819 blev han undersekretær, 1823 anden og 1858 første sekretær. 1845 foretog han med offentlig støtte en længere studierejse til Tyskland, Østrig, Frankrig, Belgien og England. Moldenhawer benyttede B. som sin "højre hånd", og han blev derved tidligt oplært i alle grene af biblioteksvirksomheden og påvirkedes stærkt af plejefaderens vågne sans for bibliotekets nyttevirkning. Han blev derfor i sin mangeårige flittige virksomhed dets bærende kraft i forholdet til publikum og havde åbent øje for alle forbedringer som kunne gøre bogskattene lettere tilgængelige. Han var således hovedmanden ved udarbejdelsen af den store systematiske katalog over den udenlandske afdeling (påbeg. 1816) ligesom han 1844 fremsatte planen til en tilsvarende katalog over den danske afdeling. Det var ligeledes B. der dannede bibliotekets inkunabelsamling og forsynede den med en for sin tid fortrinlig katalog (trykt i "Aarsberetn. og Meddelelser" IV, 1898). Hans interesse for autografer førte ham ind på den mindre heldige praksis at udtage breve af håndskriftsamlingens privatarkiver og deraf danne den såkaldte "B.s Brevsamling", der dog nu atter for størstedelen er opløst. 1861, året før sin død, blev B. E. C. Werlauffs efterfølger som bibliotekets leder, og først da befriedes han for de økonomiske sorger der altid havde plaget ham. B. var med sit muntre og vennesæle sind en utrættelig vejleder for dem der søgte hans hjælp, og denne værdifulde egenskab var sikkert også årsag til hans mangeårige venskab med den amerikanske digter Henry Longfellow der 1835 besøgte Kbh. B. underviste Longfellow i dansk og virkede med hensyn til bogindkøb og lignende som hans kontaktmand i Danmark. - Kancelliråd 1829. Virkelig kancelliråd 1840. Justitsråd 1842.

Familie

Forældre: fhv. møller, favnesætter, senere kontrollør ved Det kgl. teater og formand for ligbærerne Lars Andersen, kaldet B. (1758-1830) og Pernille (Petronelle) Sørensdatter (1766-1843). Gift 16.7.1825 i Kbh. (Holmens) med Veronique Francoise Durhont, født 9.10.1803 sst. (Nic.), død 24.1.1836 sst. (Frue), datter af blomstérfabrikant, modehandler og miniaturemaler Michel Vessiére, kaldet Francois D. (1773-1857) og Maria Catharina Østerbye (1776-1852).

Udnævnelser

R. 1856.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Chr. Bruun: Erindr, fra det gamle kgl. bibl., 1906 26-42. A. Hilen: Longfellow and Scandinavia, 1947. P. Birkelund i Fund og forskning III, 1956 7-36. - F. A. Bølling: Om familierne Bølling og Dumont indtil 1862 (manus i Kgl. bibl.). - Papirer i Kgl. bibl.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig