Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Henrik Bramsen

Oprindelig forfatter ESall
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Henrik Bramsen, Henrik Boe Bramsen, Navnetilføjelse Boe i 1915, d. 11.6.1908, bibliotekar, kunsthistoriker. Død på Frbg. (Solbjerg). Efter studentereksamen 1927 (Schneekloths skole, Kbh.) studerede B. kunsthistorie ved Kbh.s univ. hos prof. Francis Beckett og fulgte desuden prof. Knud Friis Johansens undervisning i klassisk arkæologi. 1930–31 studerede B. ved univ. i Munchen. 1928–29 og 1931–32 var han studentermedhjælper på Statens museum for kunst. Hans besvarelse af universitetets prisopgave 1933 tildeltes accessit 1934. 1936 blev B. ansat som biblioteksassistent ved Kunstakademiets bibliotek hvor han blev bibliotekar 1946 og var overbibliotekar 1962–77. B. fik tildelt Ny Carlsbergfondets romerstipendium 1947 og Carl Jacobsens museumsmandslegat 1976. 1935 udgav B. sin prisopgave i omarbejdet form: Landskabsmaleriet i Danmark 1750–1875 og indledte dermed en lang række publikationer om dansk guldalderkunst. Bl.a. har B. beskæftiget sig med C. W. Eckersberg, hvis dagbøger og breve fra Paris og Rom han udgav 1947 og 1973 (sammen med H. Ragn Jensen i Medd. fra Thorv. mus.). Sst. påviste han 1970 at Eckersbergs såkaldte Anna Maria Magnani-portræt i Den Hirschsprungske samling i virkeligheden forestiller en romersk model. I Årsbok for svenska statens konstsamlingar XI, 1963 behandlede han Eckersbergskolen og dens farve og definerede yderligere Eckersbergs stil og kunstanskuelse i Om C. W. Eckersberg og hans mariner, 1972. I Danmarks Malerkunst, 1937 (4. udg. 1956) skildrede han Eckersbergs efterfølgere i afsnittet om romantikken. 1959 udkom en monografi om Gottlieb Bindesbøll. B. har også skrevet om nyere dansk kunst fx i Dansk Kunst fra Rokoko til vore Dage, 1942 og i Dansk kunsthistorie V, 1975 hvor han tog sig af 1900-tallets første tredjedel. B.s studier af udenlandsk kunst har bl.a. været publiceret i Burlington Magazine XCII, 1950: "The Classicism of Rembrandt's Bathseba", i Gazette des Beaux-Arts L 1957: Atlributions å Nuno Goncalves og i Apollo XCII 1970: Guernica Again (om Picasso). B. har ydet mange bidrag til danske tidsskrifter, bl.a. Tilskueren og Aarstiderne hvor han var medredaktør, og til dagspressen (Jyllandsposten, Det Berlingske Hus). Med udgangspunkt i en kronik om Rundetårn i Berl. Tid. 26.5.1956 blev B. stærkt optaget af Christian IVs arkitektur, specielt dens tidligere ofte upåagtede emblematiske betydning, og har foreløbig offentliggjort Le Chateau d'Amour (om Rosenborg) i Hafnia 1976. B. har desuden interesseret sig for fotografiets historie og udgav 1957 sammen med M. Brøns og Bjørn OchsnerEarly Photographs of architecture and views in two Copenhagen libraries. Det er karakteristisk for B. at han gerne opfatter et kunstværk uafhængigt af etablerede kunsthistoriske synspunkter og ser det i nye perspektiver på baggrund af dets samtids ideer og kunst. Han skriver i et afslappet, men særdeles gennemarbejdet sprog.

Familie

Forældre: assurandør Svend Boe B. (1878–1973) og Irene Margrethe Doris Busse (1882–1961). Gift 11.5.1934 i Kbh. (b.v.) med Inger Margrethe Jensen, født 4.6.1912 på Frbg., d. af assurandør Asger Hjalmar J. (1878–1956) og Frieda Kristine Mortensen (1884–1968).

Ikonografi

Litografi af Palle Pio 1945 (Kunstakad. bibl.), foto. (sst.)

Annonce

Bibliografi

Bo Bramsen: Bogen om Luis Bramsens efterkommere, 1949 98f. C. Elling og P. V. Rubow i Festskr. udg. af Kbh.s univ., nov. 1934 194–96 (bedømmelse af prisopgave).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Emma Salling: Henrik Bramsen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 22. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=287526