Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

H. Ehrencron-Müller

Oprindelige forfattere PBir og SDahl

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

H. Ehrencron-Müller, Holger Ehrencron-Müller, 13.2.1868-31.12.1953, bibliograf. Holger Ehrencron-Müller blev student 1885 fra Metropolitanskolen og 1892 cand.mag. med dansk som hovedfag. Han ansattes 1894 som assistent ved Det kgl. bibliotek hvor han 1907 avancerede til bibliotekar; fra 1886 var han knyttet til kongens håndbibliotek, fra 1910 og til sin død som bibliotekar, ligesom han 1901-38 var bibliotekar ved det grevelige Moltkeske bibliotek over hvilket han 1909 udgav et tobinds katalog; indtil 1912 var han litterær medarbejder ved Berlingske Tidende.

Inden for Det kgl. bibliotek var Holger Ehrencron-Müller efter nogle års virksomhed som udlånsinspektør knyttet til den danske afdeling hvis ledelse han varetog fra 1901 til han 1938 tog sin afsked. Udgivelsen af Dansk Bogfortegnelse overtog han efter sin forgænger J. Vahl, og der foreligger fra hans hånd bind omfattende perioden 1893-1934, endvidere var han medarbejder ved fortegnelsen for 1935-39. I tilknytning dertil udgav han 1918 et Stikordsregister til den danske Skønlitteratur 1841-1908, og 1941 samme for perioden 1909-40. For tiden indtil 1840 udgav han endvidere Anonym- og Pseudonym-Lexikon for Danmark og Island til 1920 og Norge til 1814, 1940 samt 1948 Supplement 1831-40 til Bibliotheca Danica samt Bibliotheca Slesvico-Holsatica til 1840. Et større uafsluttet arbejde om beslaglagte danske bøger findes i manuskript i Det kgl. bibliotek. Hans hovedværk er dog det 1924-39 i 12 bind (hvoraf X-XII udgør en separat Holberg-bibliografi) udgivne Forfatterlexikon omfattende Danmark, Norge og Island indtil 1814 som danner en afløsning af R. Nyerup og J. Krafts leksikon. I modsætning til dette har Holger Ehrencron-Müller tilstræbt fuldstændighed, så også stof af sekundær art medtages i fuld udstrækning. Trods svagheder vil værket, de er bygget op gennem henved 30 års flid, i en lang fremtid være et af vore mest benyttede og påskønnede bibliografiske hjælpemidler; det er et vidnesbyrd om Holger Ehrencron-Müllers enestående arbejdskraft der heller ikke i biblioteket nogen sinde gav op over for pligtafleveringens stadigt voksende mængder af tryksager.

Familie

Holger Ehrencron-Müller blev født i København (Frue), døde på Frederiksberg og er begravet i København (Ass.). Forældre: kontorchef i Overformynderiet, translatør Vilhelm Christian Theodor Müller (1839-1912) og Laura Marie Jacobsen (1838-1912). Gift 2.11.1898 i Kbh. (Garn.) med Ester Nicoline Olsen, født 15.6.1880 i København (Slotsk.), død 28.7.1935 i København (gift 2. gang med ingeniør, senere centralvarmeinstallatør i Skanderborg Boris Klindt, 1897-1958; ægteskabet opløst), adoptivdatter af hofbager Johan Ludvig Waldemar Olsen (1844-97) og Magdalene Vilhelmine Georgia Bøving (1846-95). Ægteskabet opløst 1924. Bror til Astrid Ehrencron-Kidde.

Annonce

Udnævnelser

Ridder af Dannebrogordenen 1918. Dannebrogmændenes hæderstegn 1926.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

H. O. Lange i Bogens verden VI, 1924 156-58. R. Paulli i Nord. t. för bok- och biblioteksväsen XLI, Uppsala 1954 26f. – Papirer i Kgl. bibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Palle Birkelund, Svend Dahl: H. Ehrencron-Müller i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 20. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=289056