H.O. Lange (biblioteksleder)

H.O. Lange, Hans Ostenfeld Lange, 13.10.1863-15.1.1943, bibliotekar, ægyptolog. Født i Århus, død i Gentofte, begravet sst. L. blev student fra Århus katedralskole 1881, cand.phil. i 1882, det flg. år assistent ved universitetsbiblioteket, 1885 ansat ved Det kongelige bibliotek og i 1901 dets overbibliotekar, en post han beholdt til 1924, hvor han gik af for at blive lektor i ægyptologi ved Københavns Universitet (til 1937). Allerede som skoledreng drømte L. om at blive ægyptolog, men dengang var det ikke muligt at tage eksamen i faget. Ganske vist læste han hos Valdemar Schmidt, men samtidig hermed havde han påbegyndt studiet af klassisk filologi. Kun 19 år gammel fik han stilling på universitetsbiblioteket i Fiolstræde hvor han snart gjorde sig bemærket ved sin store flid og praktiske sans, to egenskaber der kendetegnede L. igennem hele livet. 1885 blev et embede ledigt på Det kongelige bibliotek, og den daværende chef, Chr. Bruun, gjorde L. til assistent. Han fik hurtigt en fin "næse" for sjældne og interessante bøger og håndskrifter, og en særlig interesse viede han studiet af den ældste bogtrykhistorie. Bruun inddrog ham mere og mere i administrationen af biblioteket, og da denne gik af 1901 blev L. som en naturlig ting hans efterfølger. Hans første store opgave var at lede overflytningen af bogsamlingerne til den nye bygning på Christians Brygge (1906). L. organiserede dér arbejdet efter moderne principper, særligt lagde han vægt på bibliotekets forpligtelse over for publikum (hurtig ekspedition af bøger, længere åbningstid). L.s indkøb til biblioteket var præget af et meget stort kendskab til bøger og indblik i forholdene på det internationale bogmarked, og med sin stærke økonomiske sans gjorde han mange fordelagtige køb. I hans periode som leder blev især samlingen af inkunabler, de ældste trykte bøger, kraftigt forøget. Ikke alene de videnskabelige biblioteker interesserede L., også det folkelige biblioteksvæsen. Således trak han i Bibliotekssagen uden for København fra 1909 hovedlinjerne op for en organisering af folkebibliotekerne som senere blev udformet i biblioteksloven (1920).

Sammen med Axel Olrik tog L. initiativet til oprettelsen af Dansk folkemindesamling. L. leverede en række værdifulde bidrag til ældre dansk bog- og bibliotekshistorie. Nævnes kan således Analecta bibliographica, 1906, store afsnit i Sv. Dahls Haandbog i Bibliotekskundskab, 1912 og senere udgaver, bidrag til Bogvennen 1893–95 om Lübecks ældste bogtrykkerhistorie ligesom han i Hist. Tidsskr. 6.r. 3. bd. 1891 skrev om Danmarks første bogtrykker Johan Snell og udfra moderne typografiske metoder identificerede det eneste kendte, og ukomplette eksemplar af Breviarium Ottoniense som udførtes af Snell 1482.

Også som ægyptolog har L. øvet en meget betydende indsats. Ud over studierne som ung student hos Valdemar Schmidt arbejdede han for det meste på egen hånd. 1887 modtog han støtte til et studiebesøg i Berlin hvor mødet med Adolf Erman (1854–1937), grundlæggeren af den moderne ægyptiske filologi, blev et vendepunkt for ham. De to indledte et nært samarbejde der først resulterede i den fælles artikel Die sogenannten Objektssuffixe, 1892, senere blev han medarbejder ved den store Wörterbuch der ägyptischen Sprache hvortil han bearbejdede et stort antal litterære, medicinske og religiøse tekster. L. var 1899–1900 ansat ved det ægyptiske museum i Cairo hvor han deltog i katalogiseringen af monumenter fra mellemste rige (ca. 2000–1750 f. Kr.). Under en rejse til Leiden lykkedes det ham at bestemme indholdet af en stærkt ødelagt papyrus, en meddelelse herom publicerede han med titlen Prophezeiungen eines ägyptischen Weisen, 1903, selve publikationen måtte han dog overlade til englænderen Alan Gardiner da biblioteket optog det meste af hans tid. Ved sin afgang 1924 gik han med ildhu op i gerningen som lektor i ægyptologi ved universitetet, en konferens-ordning blev vedtaget i 1924, og ægyptologisk laboratorium blev oprettet to år senere. Ved en testamentarisk gave fra Valdemar Schmidt og ved sine dygtige bogindkøb lykkedes det L. at skabe et udmærket ægyptologisk bibliotek som ved hans fratræden i 1937 blev yderligere beriget med hans eget bibliotek og hans personlige samlinger og afskrifter af ægyptiske tekster. Sine sidste år anvendte L. til at ordne den samling af papyri som Carlsbergfondet på hans anbefaling indkøbte til Kbh.s univ. L. var forfatter til flere afhandlinger i danske og udenlandske tidsskrifter, og blandt hans vigtigste ægyptologiske arbejder må nævnes Grab- und Denksteine des mittleren Reiches im Museum von Kairo I-IV (med Heinrich Schäfer), 1902–08, Papyrus Lansing (med Erman), 1925, Das Weisheitsbuch des Amenemope, 1925, Der magische Papyrus Harris, 1927, Papyrus Carlsberg No. 1. Ein hieratisch-demotisch kosmologischer Text (med Otto Neugebauer), 1940. På dansk bl.a. Religiøse Tekster fra det gamle Ægypten, 1921, afsnittet om ægyptisk religion i Illustreret Religionshistorie, 1924, Fra det gamle Ægyptens Kultur og Historie, 1928. Til afrunding af billedet af L.s alsidige virke skal det sluttelig nævnes at han, der var meget interesseret i Søren Kierkegaard, var medudgiver af dennes samlede værker 1901–06 (ny udg., 1920–36) sammen med A. B. Drachmann og J. L. Heiberg. – Fra studentertiden og lige til sin død var L. levende optaget af kirkeligt-socialt arbejde, først og fremmest inden for det københavnske menighedsliv. Han var en af initiativtagerne til oprettelsen af Københavns kirkefond (1896), han var aktiv i midnatsmissionen og i afholdssagen (stifter af Blå kors 1895). – Medlem af Videnskabernes selskab 1906, af Preussische Akademie d. Wiss. 1927. Dr.phil, h.c. ved Lunds univ. 1918.