Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Carl S. Petersen

Oprindelige forfattere PBir og SDahl
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Carl S. Petersen, Carl Sophus Petersen, 29.4.1873-7.10.1958, bibliotekar, litteraturhistoriker. Født i Købelev ved Nakskov, død på Diakonissestift., Kbh., begravet sst. (Vestre). P. tilhørte en lollandsk bondeslægt, og hans far havde, ikke mindst efter nogle års ophold i USA, holdninger som gjorde ham venstresindet i et ellers konservativt miljø. Allerede som dreng viste P. så megen læselyst at det blev bestemt at han skulle studere; forældrene solgte derfor gården og flyttede til Kbh. hvor P. blev sat i Borgerdydskolen på Østerbro og påvirkedes her især af bestyreren J. L. Heiberg og dansklæreren Verner Dahlerup. Han blev student 1891 og bestod 1899 skoleembedseksamen med dansk som hovedfag og latin og græsk som bifag. Allerede i sin studietid havde han undervist i forskellige kbh.ske skoler, og han fortsatte denne virksomhed endnu en tid efter embedseksamen. Selv om han var en fortrinlig lærer, hvilket også kom til udtryk i hans virksomhed som lærer ved Statens biblioteksskole 1918-40, følte han sig tiltrukket af biblioteksarbejde, og 1901 fik han en stilling som assistent ved Det kongelige bibliotek. 1907 blev han underbibliotekar, 1915 bibliotekar for 1924, efter H. O. Langes afgang, at overtage posten som bibliotekets leder, en post han bestred til 1943 da han tog sin afsked pga. alder. I en længere årrække virkede P. som inspektør på læsesalen og i udlånet, og begge steder blev hans helt usædvanlige belæsthed i de fleste grene af dansk litteratur, parret med en lige så mageløs evne til at fastholde det læste og genkalde det, til stor nytte for bibliotekets benyttere for hvem han altid med stor hjælpsomhed stillede sin viden til rådighed. – Hans virksomhed ved Det kgl. bibliotek afbrødes 1921-23, da det af ministeriet blev ham overdraget at ordne det folkelige biblioteksvæsen i Sønderjylland efter genforeningen. Hans mangeårige interesse for og store kendskab til forholdene i det genvundne land gjorde ham særdeles velegnet til at løse den meget vigtige opgave. I nær samstemning med H. P. Hanssen og hans kreds, især Jakob Petersen, og med hele sit stærke temperament og sin frodige vitalitet lykkedes det ham at lægge grund til et dansk biblioteksvæsen som siden da har spillet en meget stor rolle for det sønderjyske kulturliv. Kort tid efter sin tiltrædelse som overbibliotekar blev P. medlem af udvalget vedrørende statens biblioteksvæsen som 1926 afgav sin betænkning om en reorganisation af hele det danske forskningsbiblioteksvæsen. Han var talsmand for fagdelingen mellem de forskellige biblioteker, for en begrænsning af pligtafleveringen og nærede hele sin embedstid stor interesse for arbejdet inden for folkebibliotekerne; han var 1924–43 medlem af det særlige folkebiblioteksråd, ligesom han 1930-47 var formand for udvalget for folkeoplysningens fremme. De mere langsigtede bibliotekspolitiske problemer interesserede ham mindre end arbejdet med at udbygge Det kgl. biblioteks funktioner som nationalbibliotek. Særlig interesse viste han forøgelsen af håndskriftafdelingen, og det skyldtes hans indsats, at man kunne erhverve bl.a. den værdifulde Ledreborgske manuskriptsamling, Studenterforeningens arkiv, Det kongelige teaters sufflørarkiv, ligesom det lykkedes ham at få det store Grundtvig-arkiv overført fra Rigsarkivet. Han lagde stor vægt på at erhverve privatarkiver efter både forfattere og andre kulturpersonligheder, og det skyldtes i høj grad ham, at biblioteket nu ejer størstedelen af kildestoffet til 70ernes og den nærmest følgende periodes litteratur. 1943 udgav han Det kgl. Biblioteks Haandskriftsamling, en kort men meget nyttig beskrivelse af samlingerne og deres historie. – Med hensyn til bogindkøb af udenlandsk litteratur lagde han vægt på den aktuelle litteratur og inddrog i videre omfang end hidtil personalet i arbejdet med bogvalget. I hans tid gennemførtes også en erhvervelse af international karakter, nemlig overrabbiner David Simonsens store judaistiske bibliotek. Han havde ikke som sin forgænger større interesse for inkunabler, boghistorie og lignende, men var dog i en årrække formand for Forening for boghåndværk. Det meste af P.s embedsperiode var præget af nedskæringerne i slutningen af 20erne og gennem 30erne, ligesom krigen stillede ham og biblioteket over for en række vanskeligheder. Den evne til at igangsætte og fostre nye ideer, som prægede hans yngre år, blev til en vis grad afløst af utålmodighed og rastløshed, og de sidste år af hans cheftid var næppe lykkelige for ham. Han følte sikkert sin afgang som en befrielse fra embedets byrder, selv om han nok samtidig savnede den indflydelse hans stilling havde givet ham. Ved sin afgang var P. psykisk og fysisk i fuld vigør, og med en næsten forbløffende kraft fortsatte han i sit otium sin litterære virksomhed og tog fat på en lang række nye videnskabelige opgaver. I løbet af få år kunne han således levere en række betydningsfulde afhandlinger der bl.a. på mange måder kastede et nyt lys over dansk bibliotekshistorie, også privatbibliotekernes.

P.s omfattende og meget vigtige videnskabelige virksomhed tog sin begyndelse allerede 1904, da han sammen med vennen, bibliotekar A. A. Bjørnbo, publicerede en meget væsentlig afhandling fra kartografiens historie, Fyenboen Claudius Claussøn Swart (Clavus), Nordens ældste Kartograf, og 1908 fulgte den store facsimileudgave Anecdota cartographica septentrionalia, for hvilken forfatterne modtog Videnskabernes selskabs sølvmedalje. I bogen om Clavus havde P. påvist den rette tydning af navnene på Zeniernes Grønlandskort og dermed løst et i mange år stærkt omstridt problem. En lignende evne til at klare indviklede spørgsmål har han flere gange senere lagt for dagen, således i Om de ældste Udgaver af Ludvig Holbergs "Peder Paars" (Nord. tidskr. f. bok- o. bibl.væsen I, 1914) og Peder Paars. Originaler og Eftertryk, 1938. De er vidnesbyrd om en interesse for Holberg som bl.a. også har givet sig udslag i afhandlingen Holberg i Sorøegnen, 1924, i at han 1920-25 med den norske litteraturhistoriker Francis Bull udgav en Holberg Aarbog, og at han siden 1913 besørgede den store monumentaludgave af Holbergs Samlede Skrifter. Blandt hans mange andre udgivelsesarbejder kan nævnes Brevvexling mellem N. M. Petersen og Carl Säve, 1908, mønsterværdige kommenterede udgaver af Fr. Paludan-Müllers Poetiske Skrifter i Udvalg, 1909, J. L. Heibergs Poetiske Skrifter, 1931-32, N. F. S. Grundtvigs Digte, 1933 og Sønderjydske Digte paa Folkesproget, 1920 (s.m. Marius Kristensen). Desuden har han som medstifter af Det danske sprog- og litteraturselskab 1911 og medlem af dets bestyrelse, fra 1932-43 formand og derefter æresmedlem, gjort et meget stort arbejde for udgivelsen af vigtige sproglige og litterære mindesmærker. Hans hovedværk er Den danske Litteratur fra Folkevandringstiden indtil Holberg, 1916-29, der oprindelig var tænkt som en ny udgave af P. Hansens litteraturhistorie, men i virkeligheden er et helt nyt værk; det afsluttedes under medvirkning af R. Paulli, mens Vilh. Andersen forfattede den del af det som fører det op til nyere tid. Den behandling P. her har givet af vor litteratur i dens ældre periode er på én gang en fortrinlig håndbog og en almenlæselig skildring; fortjenstfuld er især dens nyvurdering af 1600-tallet med hovedvægten lagt på tidens videnskabelige litteratur. Fremstillingen er bred og fyndig, præget af en stærk medleven i stoffet, en varm følelse for vort nationale åndsliv. Et udslag af denne følelse er også hans interesse for den nordiske old-litteratur og forhistoriske arkæologi; han var medlem af bestyrelsen for Samfundet til udgivelse af gammelnordisk litteratur og formand for oldskriftselskabets oldskriftafdeling; 1938 skrev han under titlen Stenalder, Broncealder, Jernalder på grundlag af hidtil ubearbejdet kildestof en fremstilling af den nordiske arkæologis første udvikling med et livfuldt, sympatisk billede af J. J. A. Worsaae.

Ved P.s 75-års dag samledes i værket Afhandlinger til dansk Bog- og Bibliotekshistorie nogle af hans større arbejder, bl.a. Christian den IVs boggave til Kbh.s univ. 1605, Peder Juel til Hundsbæks regnskabsbog over bogindkøb, rigshovmester Joachim Gersdorffs bibliotek, afhandlingerne om Holberg i samtidens bogsamlinger og om den Collinske manuskriptsamling. Næsten 80 år gammel leverede han et meget betydningsfuldt bidrag til Det kgl. biblioteks historie, nemlig afhandlingen om bibliotekets to første ledere Marcus Meibom og Villum Lange, en afhandling der publiceredes i Fund og Forskning I, 1954. I sine sidste år arbejdede P. med at samle materiale til en afhandling om en betydningsfuld men ret ukendt boghandler og forlægger fra 1700-tallet, Jacob Preuss. Foruden de større arbejder har P. leveret bidrag til bl.a. Håndbog i biblioteks-kundskab, Salmonsens leksikon og Dansk biografisk Leksikon (2. udg.). For sine litterære arbejder blev han højt fortjent 1929 udnævnt til æresdoktor ved Kbh.s univ., ligesom han var medlem af det norske videnskabernes selskab i Trondheim, det norske videnskabsakademi i Oslo, Göteborgs Kungliga vetenskaps- och vitterhetssamhälle, den Arnamagnæanske kommission o.fl.a. – P.s embedstid vil næppe i det lange løb, også på grund af de førnævnte ydre faktorer, blive betragtet som en af de store perioder i Det kgl. biblioteks historie, men hans fortjenester for bl.a. håndskriftsamlingen er ubestridelige, og næppe nogen har omfattet biblioteket med større pietet og kærlighed end han. "I bibliotekets historie vil P.s frodige og særprægede personlighed langt frem i tiden bevare en markant plads" (Svend Dahl). I sine bedste år var han udadvendt og selskabeligt anlagt, og han befandt sig særlig godt når han havde et lydhørt publikum for sine muntre og fyndigt formede fortællinger, anekdoter og lignende som det var ham magtpåliggende at få sine omgivelser interesseret i, og hans kraftige røst gav genlyd under bibliotekets arbejdssals hvælvinger. Men bag hans tilsyneladende robuste fremtræden skjulte der sig dog mere følsomhed end man almindeligvis antog.

Annonce

Familie

Forældre: gårdejer Peter Christoffer P. (1831-99) og Laura Christine Larsen (1836-99). Gift 17.5.1902 i Århus med Agnes Marie Bertelsen, født 10.2.1873 i Århus, død 10.11.1906 i Kbh., d. af seminarielærer, senere inspektør ved skolevæsenet i Århus, justitsråd Hans Christian Valdemar Gustav B. (1836-1914) og Anna Cathrine Kehlet (1841-1912).

Udnævnelser

R. 1923. DM. 1929. K2. 1936. K1. 1943.

Ikonografi

Tegn. af Marinus Børup, 1915 (Kgl. bibl.). Buste af Max Meden, 1921 (St. mus.). Tegn. af Carl Jensen, bl.a. udst. 1940 og dateret 1943. Foto.

Bibliografi

Selvbiografi i Promotionsfesten 1929 i anledn. af Kbh.s univ.s 450 års jubilæum, 1930 117-19. Interview i Gads da. mag. XXV, 1931 34-42. – H. Topsøe-Jensen i Bogens verden XL, 1958 475-78. Sv. Dahl i Nord. t. för bok- och biblioteksväsen XLVI, Upps. 1959 41-43. -Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Palle Birkelund, Svend Dahl: Carl S. Petersen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 16. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=295634