Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Fr. Bang

Oprindelige forfattere CSyLa og PCNie
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Fr. Bang, Andreas Frederik Christian Bang, Andreas Fritz Christian Bang, 28.7.1821-28.5.1902, skovrider. Født på Stendalgård ved Viborg, død i Odense, begravet sst. B. blev forstkandidat 1842 og var medarbejder ved planlægning af Svenstrup skovene i Midt-sjælland 1847–49. Han deltog som herregårds-skytte i krigen 1848–50 hvorefter han blev assistent hos faderen og hos H. C. Riegels indtil han 1852 blev bestyrer af Randbøl plantagedistrikt, først som plantør og siden som skovrider, 1862–76. 1867–76 var han statens tilsynsførende med de private skove i Vejle og Ribe amter. Som rådgiver for Varde kommune havde han overtilsyn med Varde kommunes plantage, 1863–1902. Efter stiftelsen af Det danske Hedeselskab 1866 var B. en af E. M. Dalgas' bedste støtter i plant-ningsarbejdet. Som hedeskovbruger har B. især haft betydning ved at fremhæve nødvendigheden af alens brydning forud for plantning, og efter en rejse i Hannover 1870 indførte han sammen med S. G. F. Jenssen-Tusch, Feldborg skov-distrikt, den hannoveranske reolplov, hvis dybtgående bearbejdning af jorden har haft afgørende betydning for hedeplantagernes trivsel. 1876–1900 var B. skovrider på Tisvilde-Frederiksværk skovdistrikt og sandflugtskommissær i Frederiksborg amt. Under hans bestyrelse udvidedes distriktet ved køb af ca. 450 ha overdrev som det blev en af B.s vigtigste opgaver at tilplante (1885–96), og som blev til de nuværende Liseleje og Asserbo plantager. B. så klart at disse nye skove sammen med Tisvilde Hegn ville blive af den allerstørste betydning som fritidsområder, og han modsatte sig derfor på det kraftigste forslag om udstykning til villagrunde af arealer i skoven langs med stranden. Han forudså at hele Nordsjællands kyst ville blive bebygget, og at statens skov- og klitområder mellem Liseleje og Tisvildeleje skulle bevares for offentligheden. B.s indflydelse på det nordsjællandske landskab var ikke begrænset til statens skove. Også for de mange private plantninger der blev til i disse år virkede han gennem det i 1892 stiftede Frederiksborg amts plantningsselskab som han var medstifter af og rådgiver for.

Familie

Forældre: skovrider Jens Bang (1786–1862) og Abel C. F. Preisler (1792–1824). Gift 1. gang 28.5.1853 i Tolderlund ved Odense med Caroline Marie Jørgensen, født 10.7. 1826 i Odense, død 15.1.1869 på Gøddinggård, Nørup sg., Vejle amt, d. af brænderiejer, senere kancelliråd Poul J. (1796–1884, gift 2. gang med Gunhild Sophie Langhoff, død 1865) og Marie Cathrine Nielsen (1798–1831). Gift 2. gang 30.9.1870 i Nørup med Julie Jørgensen, født 13.10.1829 i Odense, død 10.12.1908 sst., søster til 1. hustru. – Far til J. P. F. B.

Udnævnelser

B. blev udnævnt til forstråd 1867, R. 1876 og DM. 1892.

Annonce

Ikonografi

Mindesten på Bangs høj i Tisvilde Hegn, 1921.

Bibliografi

F. E. Hundrup: Stamtvl. over Oluf Bangs efterkommere, 1875 51. S. O. Fasting: Lægen Frans Casper Djørups slægt, 1913 38. – A. Oppermann i Tidsskr. for skovbrug X. 1889 300 og i Frederiksværk og Helsinge dagblad 2.10.1900. Johs. Helms i Dansk skovforenings t., 1921 342–47. Anders Uhrskov: Mindesmærker i Nordsjælland, 1962 128. Fridlev Skrubbeltrang: Det indvundne Danmark. 1966.

Referér til denne tekst ved at skrive:
C. Syrach-Larsen, P. Chr. Nielsen: Fr. Bang i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 22. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=286409