Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Carl Bloch

Oprindelig forfatter PCNie
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Carl Bloch, Carl Peter August Bloch, 28.9.1829-15.1.1899, skovrider. Født i Roskilde, død i Odense, begravet sst. B. blev student 1847 og meldte sig som frivillig til krigen 1848, men blev såret s.å. Efter praktisk uddannelse i skovbrug blev han skovrider på Langesø skovdistrikt under baroniet Holstenshus, 1858–97. Under indflydelse af baron A. C. Holsten-Carisius der var meget skovinteresseret og villig til at ofre penge på forsøg indførte og dyrkede B. mange forskellige fremmede nåletræer på Langesø skovdistrikt. L 1899 skrev han: "Hovedformålet med at indføre de fremmede træer var at berige skoven med arter, om hvilke det skulle kunne siges med sikkerhed, at de havde betydning for skovdriften enten i økonomisk henseende eller under hensyn til skovens forskønnelse." (Fremmede Naaletræer i Langesø Skove, Tidsskr. for Skovvæsen, XI, 1899, B, 1–58). Denne afhandling og B.s plantninger har været af afgørende betydning for vurderingen af mange fremmede nåletræers anvendelse i dansk skovbrug. 1869–99 var B. statens tilsynsførende med de private skove på Fyn.

Familie

Forældre: rektor S. N. J. B. (1772–1862) og Henriette M. Holmer (1791–1878). Gift 2.5.1861 i Vigerslev, Fyn, med Magdalene Regitse Emilie Madsen, født 9.6.1835 på Røde mølle, Vigerslev sg., død 26.5.1917 i Odense, d. af møller Mads Rasmussen (1802–42) og Henriette Kirstine Rasmussen (1803–81). -Bror til V. A. B.

Bibliografi

V. A. Bloch: Stamtvl. over Søren Blochs descendenter, 1903 14. C. Weismann: Skove og skovbrug på Fyn ..., 1900 134–36. Dansk skovforen.s t. 1928 414.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
P. Chr. Nielsen: Carl Bloch i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 16. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=287182